Originaltitel: À bout de souffle
Instruktør: Jean-Luc Godard
År: 1960
Genre: Drama
Kan ses på Filmstriben
Der findes film, som ændrer filmhistorien, og så findes der film, der føles som om de sprænger den indefra. Åndeløs fra 1960 er for mig at se begge dele. Den er ikke bare en central milepæl i den franske nybølge, den føles stadig som et oprør, selv her mere end 60 år senere.
Jeg kendte længe filmen som et ikon. Plakaten med Jean-Paul Belmondo med cigaretten hængende nonchalant i mundvigen og Jean Seberg med kort hår og New York Herald Tribune under armen. Billeder, der nærmest er blevet løsrevet fra filmen og lever deres eget liv i filmhistorien. Men da jeg første gang satte mig ned og så Åndeløs, gik det op for mig, at det ikke blot er ikonografien, der gør filmen stor er bevægelsen. Energien. Fornemmelsen af at noget er ved at blive opfundet foran øjnene på én.
Historien er i sin kerne simpel. Småkriminelle Michel stjæler en bil, skyder en politimand og søger tilflugt hos den amerikanske studerende Patricia i Paris. De taler, ryger, går rundt i byen, taler igen. Plottet er næsten sekundært. Det er ikke spændingen, der driver filmen frem, men samtalerne, rytmen, den måde kameraet følger dem gennem gaderne, som var det en nysgerrig forbipasserende.
Det, der slog mig mest ved gensyn, er hvor bevidst filmen er om sig selv som film. Godard klipper i hop, bryder kontinuiteten, lader scener starte og slutte abrupt. Det er som om han insisterer på, at vi ikke skal forsvinde fuldstændigt ind i illusionen. Vi skal mærke, at vi ser film. At billederne er konstruerede. Men paradoksalt nok gør denne bevidsthed filmen mere levende, ikke mindre.
Hopklippene, der dengang virkede næsten provokerende, føles i dag som en puls. En filmisk vejrtrækning, der hakker og springer, men netop derfor føles ægte. Det er som om filmen selv er åndeløs, i konstant bevægelse, konstant søgende.
Belmondos Michel er på én gang en hyldest til amerikanske gangsterfilm og en ironisk kommentar til dem. Han imiterer Humphrey Bogart, stryger tommelfingeren over læberne som et spejlbillede af en filmhelt, men bag poseringen gemmer der sig tomhed. Han vil så gerne være en figur fra lærredet, at han næsten ophører med at være et menneske. Patricia derimod virker mere virkelig, mere tvivlende, mere rodfæstet i verden, og netop i spændingen mellem disse to opstår filmens egentlige drama.
Men hvis jeg skal pege på det, der gør Åndeløs vedkommende for mig, er det dens kærlighed til filmmediet. Ikke som nostalgi, men som leg. Godard citerer, refererer, låner og bryder. Han tager den amerikanske B-krimi og lader den kollidere med europæisk intellektualisme. Resultatet er en film, der både er en genreøvelse og en dekonstruktion af genren.
Paris bliver ikke bare en kulisse, men en medspiller. Kameraet bevæger sig ud på gaderne, væk fra studierne, og indfanger byen med en næsten dokumentarisk spontanitet. Man mærker trafikken, støjen, tilfældighederne. Det giver filmen en fornemmelse af nutid, som må have været radikal i 1960, men som stadig føles frisk.
Der er øjeblikke, hvor filmen næsten virker improviseret, som om den kunne falde fra hinanden når som helst. Men netop denne skrøbelighed er dens styrke. Den føles levende, fordi den ikke er poleret. Den føles fri, fordi den tør være ujævn.
Kort sagt: Åndeløs er måske ikke en film, der rører én på samme måde som de mere følelsesladede klassikere. Den er køligere, mere distanceret. Men den sitrer af idéer og af en ungdommelig vilje til at bryde reglerne. Den minder mig om, hvorfor filmmediet igen og igen kan genopfinde sig selv, og hvorfor det stadig er værd at lade sig forføre af de værker, der tør sparke døren ind.
