En fælles liste af René Buchtrup og Andreas Nørgaard
Det er aldrig for sent med et tillykke med fødselsdagen!
Quentin Tarantino blev tidligere på året 60 år…
“Så gammel”! er der nok andre end os der tænker?! Ja, der røg vores alles ungdom sig lige en tur, hva’?
Han er kommet op i årene, men hans film føles alligevel evigt unge. Det har noget at gøre med hans åbenlyse kærlighed til underholdningsværdien i filmmediet. Han fik øjnene op for film, da han som 22-årig arbejde i en videoforretning. Her dykkede han ned i filmenes magiske univers, ved at se alt fra de store klassikere, til de små og skæve kultfilm. Her fandt han inspirationen til sine egne film, og har aldrig lagt skjul på hvor meget han har “lånt” fra sine forbilleder.
Men når QT har “lånt”, har han samtidig formået at gøre det til sit eget,- til noget unikt og enestående, som kun han kan gøre.
Han kan sagtens være alvorlig og have noget oprigtigt på hjerte, men han er først og fremmest verdens største filmnørd, der lever og ånder for at formidle film til folket. Hans film bliver aldrig tunge og hårde at komme igennem, for det er underholdningsværdien, der er i højsædet hos ham – altid!
Hans bundniveau er mange andre instruktørers absolutte topniveau, og når han er bedst, så kan alle andre blot bøje sig i støvet – nikke, bukke og neje.
10. The Hateful Eight (2015)
René siger:
Morricone forkæler os på lydsiden, mens en dilligence nærmer sig i det sneklædte landskab. Det er starten på en western, som kun QT kan lave den. En film, hvor den skarpe dialog altid er i centrum og hvor publikum bliver revet ind i en historie,fyldt med syndere og potentielle mordere.
Selvom man snildt kunne have skåret 20 minutter fra den samlede spilletid, er The Hateful Eight stadig et topunderholdende voldsorgie, hvor et stjernecast med Kurt Russell i spidsen af løjerne, aldrig går på kompromis for det samlede gode indtryk.
Ennio Morricone forkæler os på lydsiden og er med til at forme en western, der både er en hyldest til de “go’e gamle” der formerede western-genren, men samtidig en fortælling som kun Tarantino kan lave.
9. Once Upon A Time In Hollywood (2019)
Andreas siger:
Tarantinos hyldest til den legendariske filmby.
OUATIH hylder og spider filmverdenens mange forskellige typer, afslører dens dobbeltmoralskhed, og sætter al “råddenskaben” under lup. Den fortæller også en historie om et ubrydeligt venskab, der eksisterer på tværs af alt skidtet, og alle ugerningerne.
Faktisk en rigtig fin, og endda meget rørende bihistorie. Filmen indeholder den vel nok sjoveste scene fra en Tarantino-film:
Rick Dalton stener maks i poolen, med hørebøffer og en kæmpe kande frozen daiquiri. Han har overhovedet ingen anelse om det blodige voldsorgie, der finder sted i hans hjem – lige bag terrassedøren…
En af Manson-tøserne vælter hysterisk skrigende, og gennemsmadret igennem glasdøren og ud i poolen. Daltons reaktion er perfekt timet af Leonardo Di Caprio… “WHAT THE FUCK!!!”
At han derefter går ind og henter DEN flammekaster, runder det perfekt af.
8. Inglorious Basterds (2009)
René siger:
Åbningsscenen i filmen er noget af det mest nervepirrende, neglebidende og spændende i filmhistorien. Christoph Waltz er som Hans Landa indbegrebet af djævelsk ondskab og hans afhøring af en mand, som skjuler jøder i sin kælder, er kort bare instrueret af en mester, når han er allerbedst.
Inglorious Basterds er TQ’s våde drøm af en afslutning på en krig. Sådan ville han gerne have set 2. verdenskrig afsluttet. Med Brad Pitt og Eli Roth, som dræber “Der Führer” med et jernbat.
Tempoet er ofte roligt og på nippet til det dvælende. Men det bliver bestemt aldrig kedeligt. Det er både krig, drama, overdrevet komik og splattervold, kun som Tarantino kan kreere det.
7. Jackie Brown (1997)
Andreas siger:
At skulle følge op på verdens bedste film er en umulig opgave.
Pulp Fiction satte en standard for Tarantino, og for film generelt. Den var så sej, og den var fuldstændig kold i røven ift. datidens filmdialog. De snakker bl.a. lidt om burgere, lidt om fodmassage, og lidt om andre ordinære ting, der på papiret er dødssyge. Men ikke i hænderne på Tarantino – dialogens mester.
At Jackie Brown var filmen, der skulle følge op på det mesterværk, er måske grunden til, at det er den af Tarantinos film jeg har brugt længst tid på at danne en ærlig mening om.
Pam Grier er en genistreg fra instruktørens side. Hun er elegant, feminin, og rap i kæften, og hun er fræk som en slagterhund.
Hun spiller spillet mod psykopaten Ordell (en uhyggelig, men dog morsom Samuel L. Jackson), og hun er samtidig den ene halvdel i en meget fin lille kærlighedshistorie med Robert Forster.
Filmen er vel ret beset “bare” en krimi, men i Tarantinos hænder er intet jo så simpelt og banalt. Han fylder gavmildt på med diverse sidehistorier og karakterer, der ikke altid giver særlig meget til historien, men som til gengæld er nogle vi husker, fordi de er så djævelsk godt skrevet. Robert De Niro har fx. en af sine bedste roller her i filmen. Det siger jo faktisk ikke så lidt! Han spiller Louis, der bare gerne vil ryge sige skæv og kneppe som en vaks lille kanin….
6. Death Proof (2007)
Andreas siger:
Tarantinos mest undervurderede film, eller den film de fleste kan blive enige om er hans “svageste”?
Personligt synes jeg Death Proof er en af hans bedste, og vel sagtens en af de bedste, og mest medrivende film siden årtusindeskiftet. Ja okay, første halvdel er mest snik-snak, verdens frækkeste lapdance, og fire unge kvinder, der bliver splittet ad/splattet ud af Stuntman Mikes sorte dødsmaskine med fire hjul, og med and på kølerhjelmen.
Men anden halvdel…den rummer en af de fedeste biljagter i filmhistorien – intet mindre.
Zoe Bells stunts på køleren af de fire – “nye” seje tøsers bil, får mig til at skide grønne og gule grise, hver gang.
Av for den, det er voldsomt!
Kurt Russell er fuldstændig suveræn som Stuntman Mike. En af filmhistoriens bedste bad guys, PUNKTUM.
