Fra god til mesterværk.
I anledning af året, hvor Christopher Nolan rundede et halvt århundrede, samt kom med sin længeventede film, Tenet, så synes René og Andreas en tangering af hans film vil være passende.
Han er en af de få instruktører, der ikke har lavet en dårlig film. Hans film holder højt niveau hele vejen, selvom der alligevel er stor forskel på kvaliteten.
Han startede ud med de små knudrede og intense thrillere, og er nu blevet den intelligente blockbusters ubestridte konge.
En actionens mester.
Selv en Steven Spielberg i sit es må lave en Maude, og gå op og lægge sig, når Nolan ruller kanonerne frem. Det er ofte stort og bombastisk, men det er samtidig eftertænksom action med hjerne og hjerte, samt en hulens masse plots og twists.
Der er to ting, der kendetegner en Nolan-film.
Der er lyd på hans film, sådan helt vildt meget lyd. Scoret er for de fleste af hans film signeret den dygtige tyske komponist, Hans Zimmer.
Han sparer ikke på intensiteten, men brager bare igennem lydmur, sind og trommehinder i sin jagt på filmens stemning.
Et andet kendetegn er hans evige leg med tiden.
Nogen gange er den der bare. Du kan følge med, hvis du lige spænder cykelhjelmen, men får tifoldigt igen, pga. Nolans eminente sans for detaljen midt i det frådende kaos.
Andre gange bliver hans leg med tiden en tand for knudret. Vi tvivler på han selv kan finde rundt i hele herligheden.
Han har egenhændigt reddet superheltegenren med Dark Knight trilogien. Den var ved at gå helt i hundene, men som ofte stod Nolan klar til at redde det hele med sine visioner og ideer.
11. Tenet (2020)
Skrevet af René
Film nr. 11 fra Christopher Nolan var på en næsten umulig opgave: at redde biograferne med en blockbuster af dimensioner, pga corona-pandemien. Det gik ikke helt som forventet. Det var ikke Nolans skyld. Tenet er nem slet ikke dårlig. Den er bare heller ikke særlig god.
Inception er let som en leg at forstå, sammenlignet med Tenet, som er kringlet for kringlethedens skyld. Hver gang Nolan har mulighed for at dvæle og forklare i Tenet, giver han den bare ekstra gas med en masse ekstra (plot)twist. Det går frem, tilbage, forlæns og baglæns i Tenet, som i sidste ende spænder ben for sig selv.
10. Following (1998)
Skrevet af Andreas
Debuten.
Following er en meget skarpskåret og kompleks film.
Det er den spæde start for Nolan’s legebarn, udi tiden som den skabende faktor.
Det er en stemningsfuld og interessant film – hvem snyder hvem, men ikke at det skal forstås negativt, så kan man godt mærke det er en debut.
Hans faste temaer er så at sige på fosterstadiet – temaer der bliver forfinet i film som Dark Knight og The Prestige. Men de er der. Der bliver krydsklippet og plottet en masse, og intet er så ligetil, som det ser ud til. Der er masser at hente i The Following , så du kan roligt smække den på.
De sort/hvide billeder giver en masse stemning til det lidt dystre univers filmen foregår i. Der er en smule noir-stemning over The Following.
9. Insomnia (2002)
Skrevet af Andreas
Nolan leger katten efter musen her i Insomnia.
Han har fået fint besøg af Al Pacino, der har en noget anderledes rolle end vi er vant til at se ham i. Ærlig talt, så synes jeg hans politimand er en af hans bedste roller til dato. Det samme kan siges om gummiansigtet, Robin Williams, der spiller en sølle stakkel, der lukrerer på andres ulykke.
Deres “fangeleg” i det snedækkede Alaska er simpelthen en fryd at følge. Der er ægte noir-stemning, og en fed spændingskurve, der er støt stigende.
Nolan er stadig ikke sprunget helt ud som megainstruktør, men han slog endnu et søm i panden på tvivlere, der kaldte ham en one-trick pony efter Memento.
Insomnia er Nolan i det bløde mellemleje – hans egne værker taget i betragtning! Hans bundniveau er meget højt.
8. Dark Knight Rises (2012)
Skrevet af Andreas
Det afsluttende kapitel at Nolan´s Dark Knight trilogi lukker hele sagaen i med et kampe brag.
Han har skruet op for alle kedlerne her til sidst, for der var mange ender der skulle bindes sammen. Hele hans Batman-univers skulle rundes af, og det blev det. Både endegyldigt, men også med en dør på klem til en mulig efterfølger. Slutningen kan der tolkes på.
Jeg føler mig dog overbevist om der ikke kommer flere film her, men klogt træk at holde muligheden åben.
Filmen introducerer en af 00’ernes bedste skurke, nemlig Bane.
Tom Hardy må have boet i et træningscenter i et år, for hans fysik er fuldstændig vanvittig.
Jeg er helt vild med Heath Ledger’s Joker, men jeg synes faktisk Bane er mindst ligeså fed en skurk. Det er ikke på det der snedige, intellektuelle plan som Jokeren, men han er fuldstændig kompromisløs i hele sin plan om at styre Gotham, med marionetter fra befolkningen.
Nå jo, og så rummer Dark Knight Rises også en af de mest intimiderende, og gennemført seje scener. Da Bane blidt lægger en hånd på skulderen af et ubehøvlet, næsvist og indflydelsesrigt magtmenneske;
“Do you feel in charge”.
Dark Knight trilogien fik en værdi afslutning, og det var fedt igen at se Christian Bale få ligeværdig modstand på skuespilfronten. Scenerne mellem ham og Hardy er ren guf.
Desværre vil Anna Hathaway lege med, og det går ikke skidegodt – hun fungerer desværre ikke her.
7. The Prestige (2006)
Skrevet af René
Duellen mellem to rivaliserende tryllekunstnere er omdrejningspunktet i den overraskende The Prestige, hvor spændingen holdes intakt indtil sidste sekund. Bale og Jackman er fremragende som de to unge mænd, der vil gøre alt for at skabe den “perfekte illusion”. For hvad de udemærket godt ved, så vil publikum narres og skydes, og tro på magien på scenen. En og intens og gribende historie, der med the pledge, the tun og det prestige
6. Interstellar (2014)
Skrevet af Andreas
Jeg var så heldig at opleve Interstellar i den enorme Imax biograf, til en særvisning. Klogt valg af mig, at se den på det største lærred overhovedet.
Det er en imponerende film Nolan har skruet sammen her.
Alt er stort og bombastisk, men filmen bliver alligevel flere gange 1-1 personlig, og dyb. Flødemåsen McConaughey (bevares han er skidegod) skal redde jorden, og må rejse gennem tid og sted for at bevare menneskets eksistens. Derudover skal han forenes med sin datter, Murphy, der følger en anden tidslinie end hans egen. Det er helt eminent godt tænkt pligtmæssigt, og selvom det et par gange lige bliver lovlig rodet og volapyk, så er det virkelig en stor bedrift. Det er det her Nolan er verdensmester til. Han tør tage fat på et plot, der synes umuligt, og han formår at gøre det nogenlunde forståeligt og også smide både god historie, samt spørgsmål om eksistentialisme og konsekvenser af menneskets handlinger ind.
Interstellar er en stor og flot film – en ægte blockbuster, der husker også at fokusere på den gode historie.
5. Batman Begins (2005)
Skrevet af René
Nolan gjorde i 2005 det muligt at forbinde ordene “superheltefilm og fremragende” i én og samme sætning. Vi er langt væk fra tegneserie-hyggelige Batman og Robin, som i de glade 60’ere. Her banker den rå realisme på døren med forældreløse Bruce Wayne, der tager til verdens ende for at finde sit sande kald, og som vender tilbage til Gotham for at redde hans elskede hjemby med symbolet på det han frygter mest: flagermusen. Én af filmhistoriens bedst fortalte og mest medrivende origin-stories.
4. Memento (2000)
Skrevet af René
Tiden spiller som regel en stor og vigtig rolle i Nolans værker. I gennembrudsfilmen, med Guy Pierce i hovedrollen, er bestemt heller ikke en undtagelse. Leonard har hukommelsestab. Han har kun et formål med livet: at finde den person, som voldtog og myrdede hans kone. Men vor kære instruktør gør det ikke nemt for Leonard. Og selvom det lige så svært for publikum, blive man belønnet med en finale og i det hele taget, en thriller, man aldrig har set lignende før.
3. Inception (2010)
Skrevet af René
For 10 år siden kreerede Nolan en noget nær perfekt actionfilm, som underholdte som bare fanden, og som bød på et mysterium ud af babushka-dukke, der fik hjernen på overarbejde.
Med en gensyn i 2020 holder den stadig et hundrede! Både når det gælder som topunderholdning og som genial hjernevrider. Nolans filosofiske tankeeksperiment om handler om drømme/virkelighed, tid og hukommelse. Rendyrket klasse.
2. Dunkirk (2017)
Skrevet af Andreas
Jeg synes det er en fremragende film, så er det sagt!
Det er er en krigsfilm, der tager os i en helt anden retning end det vi er vant til indenfor genren. At gøre en enorm krigsskueplads til et klaustrofobisk kosteskab, hvor man samtidig sidder helt ude på kanten af sædet, vidner om høj klasse, og ikke mindst stor forståelse for filmiske virkemidler.
Hans Zimmer’s konstante og allestedsnærværende, nervepirrende grundstemning, det tikkende urværk, lægger en dyne af stress og klaustrofobisk mørke over hele filmen.
Det er vildt godt lavet, at kunne fange hele den store redningsaktion på strandende ved Dunkerque. Det er jo en autentisk historie, og Nolan fanger intensiteten lige på kornet.
Skuespillet med Tom Hardy, Kenneth Brannagh, Cillian Murphy og Mark Rylance i spidsen er upåklageligt, men det er den store helhed, der sejrer her i Dunkirk.
Christopher Nolan sætter endnu en fed streg under sit navn.
1. The Dark Knight (2008)
Skrevet af René
Med Michael Manns 90’er-klassiker, Heat som inspiration, er Nolans 2. Batman-film ikke alene den bedste tegneseriefilmatisering, men også én af de bedste film, nogensinde. En smertelig knytnæve af en film, der med dybde og alvor rammer hårdt med det endegyldige spørgsmål om hvad der definerer en helt, og hvor langt man vil gå for dette. Skuespil i verdensklasse (alene Ledgers Joker-præstation er det hele værd), Hans Zimmers eminente score, og en dunkel, men samtidig smuk og æstetik billedside, er med til at udødligegøre Batman for altid. Nolans største værk og hans bedste film.
