Instruktør: Payal Kapadia
År: 2024
Genre: Drama.
Biografpremiere: 28/08
Det nytter ikke noget at leve i rendestenen. Man skal blive ved med at tro på illusionen, ellers bliver man skør
Dette er ét blandt flere citater i Payal Kapadias film, All We Imagine as Light.
Disse citater kommer et pr. gange i filmen og bliver sagt af ukendte stemmer. Nogen gange handler citaterne om Mumbai, andre gange kærligheden og nogen gange potentielt noget helt tredje.
Hvad illusionen man skal tro på, helt reelt er, ja det vil jeg ikke gøre mig klog på, fordi jeg er ikke i besiddelse af svaret.
Det jeg dog kan skrive kort om, er hvad denne film egentlig går ud på.
Prabha & Anu, er 2 ansatte på et hospital i Mumbai, som bor sammen, men er hver deres sted i livet.
Prabha, er gift, men ser ikke sin ægtemand, hvor Anu, derimod er i en position hvor hendes forældre prøver at gifte hende væk til forskellige bejlere, men Anu, vil langt hellere selv vælge hvem hun vil være sammen med.
Det er egentlig lidt historien som Payal Kapadia vil fortælle, og hun har skam både instrueret og skrevet manuskriptet, hvor 3 andre så har skrevet noget af den hindiske og Malayalam-sprog, som høres i filmen.
Der er for så vidt, ikke tale om nogen film med en historie der skal gå fra a til å, men snarer en såkaldt karakterdreven film, hvor man følger nogle karaktere (i denne films tilfælde, Prabha & Anu), i et stykke tid, indtil filmen selv finder en endestation der giver mening.
Som man kunne høre på mit handlingsreferat, er der også tale om en kærlighedsfilm, men dog en af den slags kærlighedsfilm, hvor kærligheden går i flere retninger end blot den romantiske.
Fordi, Prabha & Anu, er der skam for hinanden, hvilket bl.a. vises i en scene hvor Prabha umiddelbart lidt forinden har skældt Anu ud og kaldt hende et skældsord, men nu står klar med noget mad, som hun ved at Anu godt kan lide og håber på hendes tilgivelse.
Dette vises også i en sidehistorie, hvor en anden hospitalsansat kvinde, Pavarty, står til at skulle blive sendt på gaden og smidt ud af sit hus, fordi hun ikke kan finde nogen papirer på at hun nogensinde har boet der. Her prøver Prabha, så alt hvad hun kan for at hjælpe Pavarty, i denne hårde sag.
Den romantiske del, kommer så bl.a. via Manoj (en doktor), som prøver at charmere Prabha, ved at lade hende lærer ham nogle hindiske gloser og så er der Shiaz, som Anu forelsker sig i, men hvor hun ikke tør vise ham over for sine forældre.
Alt dette er noget af det som udgør Paya Kapadias kærlighedsfilm og spørger man mig, så tror jeg ikke at der resten af året, kommer nogen renere og bedre kærlighedsfilm end, All We Imagine as Light!
Noget jeg også vil skrive er at, skønt filmen skam indeholder dyb alvor, så er der dog ingenlunde tale om en film som man kommer i dårligt humør af.
Der er skam mange scener som giver mulighed for kleenex til tårekanalerne (navnlig scene nr.2 med en riskoger). Men, samtidig er der også en scene, hvor Anu, sidder på en stol med et stetoskop og peger rundt med det på forskellige ting, indtil det rammer hendes hjerte, hvor der så øjeblikkeligt kommer et nummer af Emahoy Tsegué-Maryam Guèbrou (en afdød etiopisk pianist), på soundtracket, som indikerer at, her er noget i gang.
Jeg vil næsten også tro, at denne film skal ses som en form for hyldest til Mumbai, hvor filmen er optaget i og uden selv at have været der, så lykkedes dette altså virkelig smukt.
Fordi, All We Imagine as Light, er virkelig en meget levende film, hvilket bl.a. vises via noget ekstremt smukt kameraføring af Ranabir Das, som både skaber virkelig flotte billeder af filmens karakterer og særligt smukt viser Mumbai om aftenen, hvor byen lyses om af neonskilte og lys rundt omkring i byen.
Lyddesignet af bl.a. Benjamin Silvestre, Romain Ozanne og Olivier Voisin, er virkelig også smukt, fordi selvom der er smuk baggrundsmusik i løbet af filmen, så er der også så mange andre lyde i filmen, som virkelig skaber følelsen af liv og, at her er der noget der virkelig er i gang.
Der er også tale om en sindssygt velspillende film, af den slags hvor man ikke bare tror på skuespillernes portrættering af karaktererne, men virkelig føler at man er vidne til noget ægte der rammer dybt hjertet.
Dette er særligt gældende for Kani Kurusti (som spiller rollen som Prabha), Divya Prabha (som spiller rollen som Anu) og Chhaya Kadam (som spiller rollen som Pavarty). Det er simpelthen 3 fantastiske kvinder, som virkelig smukt giver liv til 3 andre fantastiske kvinder.
Som allerede tidligere skrevet, så har jeg absolut intet kritisk at skrive om Payal Kapadias film, fordi den simpelthen er filmkunst, når filmkunst er allerbedst og renest vist, skrevet og instrueret.
Samtidig med, at det filmen fortæller og viser om kærlighed og venskab, virkelig er endegyldigt og universelt og altid relevant at se på film, når det er så godt som det er her.
