Aladdin

René

René

Originaltitel: Aladdin. Instruktør: Guy Ritchie. År: 2019. Gene: Fantasy/Action/Komedie. Kan streames på Viaplay.

Uden at gentage mig selv til døde, springer jeg let og elegant over min undring over Disneys konstante trang til at kopiere sig selv. Hvorfor de i disse tider hele tiden skal lave (næsten) identitske live-action versioner, af deres gamle animationsperler.

I stedet vælger jeg at fokusere på filmen som helhed. På det der virker. Og det modsatte.

Hvordan ser Disneys remake af deres egen animationsfilm fra 1992, Aladdin, ud i 2019?

Jo, den ser prangende og særdeles farverig, ud.

Den legesyge og sprudlende halvfemserfilm var da jeg var en bette knøs, én af mine yndlings Disneyfilm. Det er den sdan set stadig. Med sin medrivende historie, søde og troværdige karakterer, en masse catchy sange og selvfølgelig, god ordentlig bunke god humor.

Madonnas britiske eksmand, instruktør, Guy Richie, bragede igennem til filmverdenen, som en vild og voldsom pitbull, med de kække drengerøvsperler “Lock, Stock And Two Smoking Barrels” i 1998 og “Snatch” i 2000.

Efter at Hollywood fik “fat i ham”, gik det stødt ned af bakke for fandenivoldskheden og han endte Hollywood-forudsigelig med Sherlock-filmene (2009 og 2011), “King Arthur” (2016) og bundskraberen “Revolver” fra 2005.

Han har tidligere sag,t at han ville lave Aladdin-filmen, fordi han laver film om “street hustlers”, gadesvindlere og tyveknægte. Og den kære hovedperson, Aladdin, er i den grad en gadesnylter. Men med hjertet på rette sted.

Han er til gengæld også ret kedelig. Altså skuespilleren Mena Massoud. Faktisk er hovedrollen i filmen det mindst interessante i filmen. Han minder mere om en model, der tåger rundt i ørkenen for at posere for en ny H&M-kollektion. Særligt når han skal synge, kan hans pretty boy look og hans charmerende, drengede væsen, ikke redde skærene. Det er rigtig ærgerligt, når nu britiske Naomi Scott, gør det så forbandet godt.

Mere om hende om lidt.

Lampeånden Genie bliver spillet af Will Smith. Han giver den fuld skrue, og selvom han ikke når Robin Williams præstation til sokkeholderne (eller for den sags skyld, danske Preben Kristensen), så skyldes det lige så meget det sløje tekniske arbejde bag. Resultatet er endt et sted mellem en avatar-wannabe og en stor, oppustelig smølf. Og Will Smith er måske ikke så meget Genie som han egentlig bare er…. Will Smith. Han er “The Fresh, Blue Genie From Arabia” og holder fanen højt på hans velkendte facon, som en slags streetwise hyggeonkel.

Det store trumfkort i filmen er Naomi Scott, som er fantastisk som prinsesse Jasmin. Hun har karisma og stjæler billedet hver gang hun er på lærredet. Ud over at have masser af udstråling, er hun også yderst troværdig, særligt i de scener, hvor hun undrer sig over hvorfor en kvinde ikke kan være sultan. Faktisk har hun flere scener hvor hun taler/synger om ligestilling, som i den udstråler nutidig girlpower.

Filmens mest medrivende scene er den Bollywood-inspirerede (hvem sagde MANGE farver) sekvens, hvor den “ukendte” prins, Ali fra Ababwa, charmerer sig ind på paladset. Her får den fuld skrue og man kan ikke undgå at nynne fornøjeligt med imens det hele foregår.

Hvor Disneys seneste live-action film, Dumbo, havde lavet lidt om i dens fortælling om den flyvske cirkuselefant, har “Aladdin” næsten ikke ændret noget. Det er synd. For selvom løjerne i filmen er ganske underholdende, bidrager den ikke med meget nyt. Altså udover Jasmins råb om ligestilling mellem kønnene.

Filmens skurk Jafar (Marwan Kenzari) gør det ganske fint som slesk vesir, og det giver mening at give ham lidt baggrundshistorie, som fattig gadedreng, med i bagagen. Men han er glemt ligesom det meste af filmen er, efter rulleteksterne er rullet over det store lærred.

Guy Richie får desværre aldrig sat sat sit aftryk på filmen, som ender op som en film alle andre også kunne have instrueret.

Man får mest af alt lyst til at lave film – og seriemarathon derhjemme efter man har set denne film. Først med den originale aniamationperle fra 92′ og en derefter en masse afsnit af Will Smith-serien “The Fresh Prince Of Bell Air”.

Aladdin får 3 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!