Et filmår, der ramte tættere end normalt
Filmåret 2025 blev for mig et år, hvor det nære, det menneskelige og det eftertænksomme vandt over det spektakulære. Ikke fordi Hollywood ikke leverede – tværtimod. Aldrig har filmåret været så visuelt stærkt, så teknisk overlegent og så ambitiøst i sin skala. Men noget andet skete i år: De film, der blev siddende i kroppen, kom et andet sted fra. Danske og nordiske film fylder markant på min top 10. Ikke af pligt eller nationalromantik, men fordi de i år turde gå helt tæt på de svære emner: familie, ansvar, omsorg, svigt og det konstante forsøg på at gøre sit bedste – uden garanti for, at det er nok.
Som familiefar midt i en travl hverdag ramte mange af disse fortællinger mig direkte. De føltes ikke som film, man ser, men som film, man lever med. Samtidig var der en klar rød tråd: ensomhed, hjemstavn, relationer under pres og konsekvenserne af små fejl i store systemer. Temaer, der i nordisk film sjældent bliver til navlepilleri, men i stedet til stille, smukke og ofte smertefulde menneskestudier. Det betyder ikke, at de store internationale produktioner manglede kvalitet. Flere af dem var tæt på. Meget tæt. Men for mig manglede de det sidste lag af nærvær – den følelse af, at nogen virkelig har haft noget på hjerte.
Boblere – filmene, der var tæt på
Det har været et usædvanligt stærkt filmår, og flere titler var længe i spil til top 10-listen. De følgende film endte som boblere – ofte storslåede, visuelt imponerende og med markante skuespilspræstationer – men de manglede lige det sidste for at nå helt ind:
- Bugonia (Sær, sort og genrebrydende – en film, der tør være både absurd, sørgelig og morsom på samme tid. Plemons og Stone brillerer!)
- The Brutalist (Et monumentalt værk, hvor arkitektur og kunst spejler menneskelig ambition og ensomhed. En brutal spilletid til en brutal god filmoplevelse)
- The Nickel Boys (En barsk og rørende fortælling med historisk tyngde og dyb menneskelig indignation. En film, ingen snakker om, og det er en skam)
- A Complete Unknown (En stemningsfuld film om kunstnerisk identitet, fortalt med ro og respekt for sit stof. En musikalsk, lille perle)
- Flow (En ordløs, visuelt betagende oplevelse, hvor billeder og rytme bærer hele fortællingen. Fortjent Oscar-vinder!)
- Pigen Med Nålen (Kold, kompromisløs og æstetisk konsekvent – en film, der gør ondt på den rigtige måde)
- Jay Kelly (En stille karakterfilm om et menneske i skyggen af sit eget liv. Her stråler både Sandler og Clooney i hovedrollerne. )
- Bring Her Back (Urovækkende og effektiv – en film, der langsomt sniger sig ind under huden og bliver der i laaaang tid!)
- Weapons (Rå og intens, med et klart fokus på stemning og eskalerende spænding. Årets WTF-oplevelse i biografen)
- Den Sidste Viking (Anders Thomas Jensen-classic. Absurditet vs. hjernevarme. Grotesk og rørende. Og så med Mads Mikkelsen med RIGTIGT Beatleshår)
- There’s Still Tomorrow (Humoristisk og alvorlig skildring af kvindeliv, undertrykkelse og håb i Italien)
- Frankenstein (En visuelt stærk og modig fortolkning, hvor fascinationen af outsidere og misforståede skabninger igen står centralt)
- Drømme (Sanselig og modig film om begær, intimitet og længslen efter at blive set. Og så på norsk)
- The Life Of Chuck (En fortælling om livets små øjeblikke, og den betydning, de får, når man ser tilbage)
- A Real Pain (Jesse Eisenbergs anden spillefilm, om to fætres tur til Polen, rammer lige i hjertekulen og Kieran Culkin er eminent og fortjener hans Oscar)
Her kommer min Top 10 over filmene som ramte helt ind og simpelthen måtte med på listen.
Rigtig god fornøjelse:
10. Hercules Falder
Der er film, man beundrer, og så er der film, man bærer med sig længe efter rulleteksterne. Hercules Falder hører klart til den sidste kategori. Det er en stille, men knusende fortælling om et menneske, der langsomt mister fodfæstet – ikke gennem store dramatiske udbrud, men gennem små, næsten usynlige sprækker i hverdagen.
Dar Salim leverer her, i mine øjne, sin stærkeste præstation nogensinde. Han spiller ikke bare en mand i opløsning – han er den. Hans blik, hans kropssprog, den måde han bærer sin tavshed på, gør filmen næsten fysisk at være i rum med. Det er en rolle, hvor alt det usagte er vigtigere end dialogen, og netop derfor rammer den så hårdt. Samtidig er filmen vigtig, fordi den tør vise maskulinitet som noget skrøbeligt. Den insisterer på, at faldet ikke nødvendigvis sker i et brag, men i en langsom erkendelse af, at man ikke længere kan leve op til de idealer, man selv har bygget sit liv på. Hercules Falder er ikke bare et portræt – det er en spejling, og det gør den både ubehagelig og uundgåelig.
9. I’m Still Here
I’m Still Here er en stille, men dybt urovækkende film, der langsomt folder sig ud. Den begynder næsten som et glansbillede af en familie – rolig, varm og tryg – men netop derfor rammer den hårdt, når virkeligheden langsomt trænger sig på. Ulykken kommer ikke som et chok, men sniger sig ind i hverdagen, præcis som den ofte gør i virkeligheden. Filmen portrætterer et usikkert Brasilien, hvor politiske og sociale realiteter konstant ligger under overfladen, og hvor ingen kan føle sig helt sikre.
Det ubehagelige opstår netop i det realistiske: stemningsskiftene, tavsheden og de små tegn på, at noget er ved at krakelere. Den kvindelige hovedrolle er fremragende og bærer filmen med en underspillet styrke, der gør sorgen og frygten håndgribelig. I’m Still Here endte med at fylde mere, end jeg havde forventet – ikke fordi den råber højt, men fordi den bliver hængende længe efter.
8. Det Sidste Paradis På Jord
Denne film rammer noget dybt nordisk – og noget dybt menneskeligt. Det sidste paradis på jorden er gennemsyret af melankoli, ikke som stemning, men som livsvilkår. Skuespillet er underspillet, næsten asketisk, men netop derfor føles det så ægte. Filmen kredser om begrebet hjemstavn: Hvad betyder det egentlig at høre til et sted? Og hvad sker der, når det sted langsomt glider én af hænde – økonomisk, følelsesmæssigt eller kulturelt?
Karaktererne bærer på en smerte, som ikke råber, men hvisker. En sorg over noget, der stadig eksisterer, men som ikke længere er muligt at blive i. Der er noget dybt rørende i filmens blik på nødvendigheden af at forlade det, man elsker. Ikke fordi man vil – men fordi man er nødt til det. Den skildrer den indre splittelse mellem loyalitet over for rødderne og ønsket om et liv, der kan ånde. Det er en film, der gør ondt på den stille måde – og netop derfor bliver den hængende.
7. Train Dreams
Train Dreams føles som en film, der er blevet hvisket frem snarere end instrueret. Den er meditativ, langsom og billedbåret på en måde, der umiskendeligt leder tankerne hen på Terrence Malick – naturen som fortæller, stilheden som dialog. Joel Edgerton leverer her en præstation, der er fuldstændig renset for forfængelighed. Han spiller ikke for kameraet, men for øjeblikket. Hans karakter er et menneske, der lever i kanten af historien, og Edgerton formår at gøre det liv både konkret og poetisk. Det er en præstation, der ikke beder om opmærksomhed – men fortjener den.
Filmens billeder er ganske enkelt betagende. Naturen er ikke bare baggrund, men medspiller: brutal, smuk, ligeglad. Train Dreams bliver dermed en film om ensomhed, om at være et lille menneske i et stort landskab – og om at finde en form for ro i det. Den føles mindre som en traditionel film og mere som et erindringsfragment, man pludselig opdager, at man savner.
6. Memoir Of A Snail
Adam Elliotts comeback føles som et gensyn med en gammel ven, der stadig forstår én bedre, end man bryder sig om at indrømme. Memoirs of a Snail er en længeventet film – ikke bare fordi der er gået mange år siden Mary and Max, men fordi Elliotts særlige blik på ensomhed, social akavethed og voksent mismod er noget, vi sjældent ser så kompromisløst i animationsfilm.
Det her er absolut ikke en børnefilm – men den er til gengæld dybt forløsende for voksne. Elliot indkapsler en lang række tabuer: ensomhed, skam, seksuel usikkerhed, psykisk skrøbelighed og følelsen af ikke at passe ind i det liv, man troede, man skulle have. Animationen er grimsmuk, karaktererne er kejtede og verden er ubarmhjertig – men altid med en sort humor og en ømhed, der gør smerten til at holde ud. Det er ikke helt på niveau med Mary and Max, men den er tæt på. Og det i sig selv er en præstation.
5. Sing Sing
Sing Sing var årets måske største overraskelse for mig. Ikke fordi den er larmende eller spektakulær – men fordi den tør gå ind i følelsernes forbudte rum. Den handler om mænd, der er spærret inde, men som langsomt opdager, at det farligste fængsel ikke nødvendigvis er det med tremmer. Filmen er modig i sin skildring af sårbarhed. Den tør vise, hvad der sker, når mennesker – ofte opdraget til at undertrykke deres følelser – pludselig får lov til at udtrykke dem. Skam, vrede, sorg og håb flettes sammen i et rum, hvor kunsten bliver en flugtvej, men også en konfrontation. Håbet om frihed er filmens bankende hjerte. Ikke bare fysisk frihed, men den indre: retten til at føle, drømme og forestille sig et andet liv.
Sing Sing viser, hvordan selv et glimt af håb kan ændre et menneske fundamentalt – og hvordan det at blive set og hørt kan være lige så frigørende som en åben dør.
4. Elskling
Elskling er en film, der bevidst gør det svært for publikum. Den nægter at give os en hovedkarakter, vi ubetinget kan holde af – og netop derfor er den så uhyggeligt realistisk. Hovedpersonen spænder gang på gang ben for sig selv, siger de forkerte ting, træffer de forkerte valg og insisterer på sin egen sandhed, selv når den skader. Men filmen dømmer hende aldrig. Den observerer. Og i den observation ligger filmens styrke.
Elskling er en knivskarp skildring af det moderne parforhold: forventninger, misforståelser og alt det usagte, der langsomt ophober sig, indtil det eksploderer. Den viser, hvordan kærlighed ikke nødvendigvis dør af mangel på følelser – men af manglende evne til at tale ærligt sammen. Det er ubehageligt, genkendeligt og modigt fortalt.
3. Hjem Kære Hjem
Denne film ramte mig lige i solar plexus. Hjem kære hjem tager fat i et emne, vi alt for sjældent tør se i øjnene: hvordan vi i et rigt velfærdssamfund behandler vores ældre – og dem, der passer dem.
Filmen skildrer en hverdag, hvor hjemmehjælpere og socialarbejdere løber fra dør til dør med stopur i hånden og samvittigheden i klemme. Hvor de ældre reduceres til opgaver, der skal klares på 30 minutter, og hvor menneskelig værdighed bliver et spørgsmål om effektivitet. Det stærkeste ved filmen er, at den ikke kun viser konsekvenserne for de gamle – men også for dem, der skal tage sig af dem. Skylden, afmagten og følelsen af aldrig at slå til. Det er stille, vredt og dybt bevægende.
2. One Battle After Another
Dette er i mine øjne et regulært mesterværk – og den amerikanske film, der kommer tættest på at matche de nordiske i år. Another Battle After Another føles som et spejl vendt mod et USA i opløsning. Ikke med store taler, men med en konstant, dirrende spænding.
Filmen er voldsom, politisk og rasende – men også underholdende på en måde, der minder om Tarantino. Vold, humor og samfundskritik flettes sammen uden nogensinde at blive kedelig, selv over sine knap tre timer. Det er en kraftpræstation på alle fronter: manus, instruktion, skuespil og tempo. Den peger stille – men insisterende – på det samfund, vi har skabt, og konsekvenserne af vores valg. Jeg håber inderligt, at den bliver belønnet ved Oscaruddelingen, for den fortjener det.
1.Det Andet Offer
Det andet offer er ikke bare årets film – det er en filmoplevelse, der sætter sig i kroppen. Jeg var decideret forpustet bagefter, som havde jeg løbet et maraton uden pause. Filmen er intens, nærværende og hjerteskærende i sin skildring af, hvad der sker, når man i ét øjeblik ikke er helt skarp.
Den viser, hvordan en enkelt fejl kan få vidtrækkende konsekvenser – både professionelt og privat. Ikke kun for den direkte ramte, men for alle omkring. Det er sjældent, man ser en film, der balancerer spænding og menneskelighed så præcist. Den dømmer ingen, men stiller spørgsmål, man ikke kan slippe igen.
Det Andet Offer er et bevis på, hvorfor nordisk film i 2025 har været så stærk – og hvorfor denne film fortjent indtager førstepladsen.
