Før jeg starter min rangering af filmhøjdepunkter fra biografåret-2025, må jeg lige få skrevet dette. Jeg har i 2025, set 93 nye film i biografen, hvor hele 37 af dem, for mig var en top 10-liste værdig. Dette synes jeg personligt vidner om et ret sensationelt år for film. Der er naturligvis ikke plads, til at skrive om alle disse film. Derfor kommer her 27 film, som jeg personligt synes var fantastiske, men som der ikke lige var plads til på en top 10.
37. The Seed of the sacred fig.
36. Queer.
35. 28 Years Later.
34. The Phoenician Scheme.
33. Maria.
32. Companion.
31. Wicked For Good.
30.Ternet Ninja 3.
29. Elskling.
28. Warfare.
27. Min Mormors millioner.
26. Kvinderne på Balkonen.
25. The Life of Chuck.
24. Den Sidste Viking.
23. There’s Still Tomorrow.
22. Mission Impossible: The Final Reckoning.
21. Mickey 17.
20. For fuld musik.
19. Bugonia.
18. Frankenstein.
17. Bridget Jones: Mad About the Boy.
16. A Real Pain.
15. Sorry, Baby.
14. Den Stygge Stedsøster.
13. Honey.
12. The Love That Remains.
11. One Battle After Another.
Jeg vil også lige kort fremhæve 2 film, som blev ekskluderet fra denne liste (da de først har dansk premiere i 2026), men som jeg virkelig stærkt kan anbefale at opsøge, i det nye år. Den ene er Richard Linklaters hyldest til den franske nybølge, i form af Den nye bølge. Den anden er Kirk Jones’ film I, Swear om John Davidson som har tourettes og gjorde en enorm forskel for dem med denne lidelse. Disse 2 mesterværker, er meget værd at tjekke ud i biografen i 2026.
Men, nu kommer så mine personlige valg og begrundelser på de bedste film jeg har set i biografen i 2025.
10. Sønnike
Jesper Quistgaard/drama.
Den engelske titel på Jesper Quistgaards spillefilmsdebut som instruktør og manuskriptforfatter, er A Love Like No Other. Det er faktisk en meget perfekt titel, fordi den familie-kærlighed som skildres og føles i Sønnike, føles ekstremt ægte at være vidne til. Dernæst er der også tale om en meget kompleks og afbalanceret film, i forhold til historien om Lasse & Vincent, som lige pludselig får et meget tæt forhold, på baggrund af en stor tragedie. Til trods for filmens dybe alvor, er der dog også plads til humor, af den smukke naturlige slags hvor man griner med karaktererne. Og helt oveordnet, er Sønnike, en af de film der både varmede og ramte mig hårdest i hjertet i år.
9. The Outrun
Nora Fingerscheidt/drama.
Der er i tidens løb lavet mange film om alkoholmisbrug og kampen om at blive ædru. Jeg skal ikke kunne skrive, hvor anderledes Nora Fingescheidts film (baseret på Amy Liptrots selvbiografi) er ud fra mængden, men hvad jeg dog kan skrive, var at den var noget meget særligt og rammende for mig. The Outrun, fortælles ikke altid lineært og dette kan godt potentielt skabe en følelse af kaos, men dog en følelse giver perfekt mening hos hovedkarakteren Rona, som virkelig kæmper hårdt for at få kontrol og ro i livet. Samtidig, til trods for en masse modgang i filmen, så har den dog også håb, da Rona flere gange, genfinder viljen til at en ædru tilværelse. Dernæst, yder Saoirse Ronan en af sin karrieres allerbedste præsentationer i hovedrollen. Ligeledes og helt oveordnet er The Outrun, en både visuelt og fortællermæssig knytnæve af en film, som efterlod mig målløs i biografen og for mig er blandt årets største højdepunkter.
8. All We Imagine As Light
Payal Kapadia/drama.
Årets bedste kærlighedsfilm og en af dette årtis allerbedste kærlighedsfilm, er Payal Kapadias spillefilmsdebut (som instruktør og manuskriptforfatter) om 2 kvinders skæbner og oplevelser med kærligheden i Mumbai. Kærligheden der vises i denne film, går i alle retninger. Der er både kærligheden der er mellem veninder & kollegaer, kærligheden der forsvandt, kærligheden der dukker og blomstre og kærlighed til Mumbai. Alt dette, vises virkelig ægte og lige dele hjerteskærende og hjertevarmt og altid håbefuldt, grundet fællesskabet der skildres i filmen. Samtidig er All We Imagine As Light også en exceptionel smuk film på alle punkter og oveordnet, en af de film der har rørt mig allermest i år. Slet og ret, stor menneskelig filmkunst når det er allerbedst.
7. Flow
Gints Zilbalodis/Animation.
I forhold til animationsfilm i årets biografer, synes jeg umiddelbart kun der var 2, som jeg synes var til topkarakter, af dem jeg har set. Den allerbedste af de 2 var Gints Zilbalodis’ film, som blev lavet på et gratis computerprogram, som har ikke-talende dyr i hovedrollerne og som omhandler en stor naturkatastrofe. For mig var Flow virkelig særlig på mange punkter. Både fordi de dyr man er vidne til, skildres som de dyr de er i virkeligheden (her ment, at hunden og katten man ser, opføre sig som de gør i virkeligheden). Ligeledes fordi, at den ofte er meget nådesløs og barsk, i forhold til at være en film for børn. Og særligt fordi, at selvom ingen dyr i filmen har navne, så føles de alligevel som tredimensionelle karakterer, samtidig med at sammenholdet der vises, er ekstremt hjertevarmt. Den er ligeledes virkelig smukt animeret og oveordnet for mig, et af dette årtis smukkeste og vildeste animationsfilm som jeg har set.
6. A Complete Unknown
James Mangold/Drama.
Jeg så denne film om Bob Dylan på det helt rette tidspunkt, da jeg i starten af året havde sat mig for at lytte hele Bob Dylans enorme diskografi igennem. Dette var med til at jeg var i det helt rette Dylan-mindset, da jeg så denne film og den gjorde enormt indtryk på mig. Når det kommer til musikalske biografiske film, så er dette en af de bedste jeg nogensinde har set. Dette er særligt fordi, at den på sin vis både fortæller meget og meget lidt om hvem Bob Dylan er & var i tidsperioden som filmen skildre. A Complete Unknown, skildre også dens tidsperiode virkelig perfekt. Det var ligeledes en film på 2 timer og 21 minutter, hvor tiden fløj afsted og hvor superstjernen Timothée Chalamet for mit vedkommende, yder hans hidtil bedste præsentation. Helt oveordnet en af de mest underholdende og mest helstøbte film jeg har været vidne til i år.
5. Min evige sommer
Sylvia Le Fenu/drama.
2025 var et sensationelt år for danske film og ligeledes danske instruktørdebuter udi fiktionsfilm. Min personlige favorit af dem er Sylvia Le Fenus meget personlige film om at miste sin mor i en ung alder. Denne film var for mig både, meget kompromisløs og meget afbalanceret, på en meget særlig måde. Den var kompromisløs i at vise den smertelige tilstand som moderen Karin er i, samtidig med at den dog også giver plads til lyse stunder. Dernæst, så er det både en film, der føles meget realistisk at være vidne til, men samtidig er der også plads til filmisk poesi i dens stille stunder. Min evige sommer er også dybt kompleks i din skildring af ventesorg gennem en ung teenagers øjne, som samtidig også gerne vil leve et normalt teenageliv. Helt grundlæggende er Min evige sommer, en film der gjorde virkelig ondt, men som samtidig er vildt menneskelig og noget af det smukkeste jeg har set i biografen i år.
4. I’m Still Here
Walter Salles/drama.
Denne brasilianske Oscar-vinder viser virkelig hvor stor en kraft kærlighed kan være, når man virkelig besidder det. Samtidig så er Eunice Paivas kamp for retfærdighed, ekstremt gribende at være vidne til og særligt takket være Fernanda Torres’ fænomenale præsentation, som skiftevis skar og varmede virkelig stærkt i hjertet. Walter Salles formår også virkelig perfekt at skildre tiden som I’m Still Here foregår i. Ligeledes i instruktionen af filmen rent opbygningsmæssigt, har jeg sjældent i nyere tid, set en film med en så stærk suspens som denne, uden at der er tale om en thriller. Den er også virkelig afbalanceret, da den både vise scener med smil og glæde og scener med sorg og mismod. Og helt oveordnet, er I’m Still Here, et ekstremt helstøbt mesterværk og en af de allerbedste film jeg har set i år.
3. The Minds of 99 – Tre Døgn i Parken
Martin Werner/Dokumentar.
I løbet af 2025, har der været gode underholdningsfilm i biografen og film der har givet en form for adrenalinsus i kroppen. Men, hvis jeg skulle fremhæve dén film der gav mig det største rush i biografen, så er det filmen om nogle dage i juni-2024, hvor The Minds of 99 spillede 3 koncerter i Parken. Jeg skal gerne indrømme at dette valg både kommer på baggrund af, at jeg selv var med til én af de 3 koncerter og enorm personlig kærlighed til The Minds of 99. Jeg synes dog alligevel, at denne film opnår noget helt særligt. Den opnår både smukt at fortælle noget om fællesskabet i Minds’ og give et dybere indblik i hvad nogle af medlemmerne gennemgik forud for de 3 Parken-koncerter. Dernæst, så har jeg ekstremt sjældent til aldrig, oplevet en film gengive følelsen af at være til koncert, så ekstremt præcist som denne film gør. Alt dette udgør for mig, en film som er virkelig svær at definere i forhold til alt hvad den gør. Men jeg kan dog helt klokkeklart kalde det et massivt mesterværk og en af årets allerstørste biografhøjdepunkter.
2. Universal Language
Matthew Rankin/komedie.
Denne canadiske film så jeg første gang i forbindelse med den nye fiktionsfilmfestival i Odense, ved navn OFF-Spring. Efterfølgende fik den så begrænset biografdistribution, hvor jeg så genså den i en tom sal. Sidstnævnte ting, kan der være så mange grunde til, men jeg vil tro at virkelig få både har set Matthew Rankins ekstremt særlige film. Jeg har virkelig svært ved at beskrive handlingen, men jeg kan nævne dette: Den foregår i en canadisk by, hvor alle taler farsi (uden at der gives en forklaring på det), der er en turistguide der viser rundt i et forladt shopping-center som kun viste endimensionelle film, fordi 3D, var alt for spændende. Der er et lotteri hvor man kan vinde kleenex og der er en fyr der har chattet med en kalkun i en måned og bestilt en busbillet til den. Samtidig er der også en historie om venlighed, sympati, empati og hjælpsomhed, blandet sammen med ekstrem tør humor og en virkelig stor visuel billedskønhed. Alt dette var noget, som lignede noget jeg havde set lidt af i andre film, men aldrig lignende det der ses i Universal Language. Om dette gør filmen unik, ved jeg ikke. Men, klokkeklart er dette en af de mest mindeværdige og smukkeste film jeg længe har set og for mig 2025’s allerstørste skjulte biografperle.
1. Hjem kære hjem
René Frelle Petersen/Drama.
Hjem kære hjem, var filmen jeg så allermest frem til i år. Dette er på baggrund af enorm stor kærlighed til instruktøren Frelle Petersen, som for mig er det største talent i dansk film lige p.t., hvilket virkelig blev slået fast her. Denne film viser og skildre sympati, empati og hjælpsomhed gennem skildringen af den nystartede hjemmehjælper Sofie og gør dette, ekstremt ægte. Samtidig skildrer den også kampen med at få privatliv og arbejdsliv til at hænge sammen, ekstremt ægte og ekstremt hjerteskærende. Det er også en film der føles så realistisk at være vidne til, at det til tider kunne minde om en dokumentar. Samtidig med dette, så er den ekstrem kompleks fortalt, da man følger Sofie både med overskud til ro og uden overskud til noget som helst, uden at det fjerner noget at sympatifølelsen ved karakteren. Dette var filmen der rørte mig allermest, dette var filmen der ramte mig allermest (både kærligt og hårdt) og filmen der for mig, gav 2025s største og bedste biografoplevelse. Dette er slet og ret, fordi den menneskelighed der vises her, er ekstrem smuk og evig relevant at være vidne til.
