Personligt går filmåret 2024 ikke over i historien som et af de der år, hvor jeg bare fik set den ene gode film efter den anden.
Jeg må være ærlig og sige, at jeg har været en værre dovendidrik.
Jeg har syltet biograferne og diverse streamingtjenester alt for heftigt, hvilket selvfølgelig har udmøntet sig i at filmtotalen har været pinligt ringe.
Altså jeg har set “nok” til at lave min Top 10, men jeg skammer mig lidt over det ringe antal…
Til gengæld har mine børn fået taget nogle gevaldige kvantespring på dannelseslisten – vores fælles to-do filmliste. I selskab med deres mor (min hustru) og mig.
Der er jo bare nogle film, man skal have set hurtigst muligt, og i den forbindelse ville jeg have ønsket, at nogen – ældre en mig – havde vist mig film som Star Wars og Back to The Future, da jeg var en bette knægt. Har så vidt jeg ved ikke set dem før jeg blev voksen – sådan rigtig voksen. Jeg blev selvfølgelig også først dus med SCI-FI i en sen alder, så måske de er gået under radaren dengang, og jeg har slået dem hen som noget pladder?
Men..!
Vi har fået krydset følgende obligatoriske film af:
- Ace Ventura
- Ace Ventura 2
- Dum & Dummere
- Ringenes Herre trilogien
Nogle (for nørder som mig) massive nedslag i filmhistorien, hvor børn på syv og ti år godt kan være med, forstå det de ser, samt være underholdt på samme tid.
Mine børn er vilde med Jim Carrey OG Ringenes Herre, hvor er det fedt. Alt er godt!
Men tilbage til filmene fra 2024.
Året har budt på nogle virkelig gode film, samt nogle kæmpe mesterværker, der vil blive husket i mange år frem – forhåbentlig til evig tid. Værker så unikke, at de bør nævnes i samme åndedrag som filmhistoriens store klassikere.
Her er min liste.
…og jeg lover bod og bedring, og mange flere film her i 2025!
God fornøjelse.

Furiosa: A Mad Max Saga
Instruktør: George Miller
Der er ikke noget værre end filminstruktører, der bare lige vil bruge lidt ekstra tid (læs: mange år) på at finpudse en film, og gøre den til det “mesterværk” vi har efterstræbt, hvorefter filmen ender som noget der burde blive skyllet ud med badevandet. Jeg kigger bl.a. på DIG, Dum og Dummere 2, samt alt Terminator-relateret, efter Judgement Day.
Heldigvis rammer George Miller fuldstændig plet (igen!) med Furiosa.
Det er anden gang han tager sig en ordentlig morfar, og vågner op mange år senere, men alligevel har ramt tid og sted. Han må også siges at være en instruktør med en helt klar vision for sit projekt. En vision han holder sig stramt til her i Furiosa.
Man kan sagtens argumentere for at forgængeren, Fury Road er en af de bedste actionfilm nogensinde, og i min optik umulig at leve fuldt ud op til.
George Miller, badass Anya Taylor-Joy, samt en fantastisk castet Chris Hemsworth sørger dog for en fremragende actionfilm, med både en rørende historie, samt action-galore med et mishandlet gashåndtag helt i bund.
Filmen kan bl.a. ses på Max

The Shadow Strays
Instruktør: Timo Tjahjanto
Hvis du står og mangler en actionfilm, der er grotesk voldelig, og har nogle virkelig seje kampscener, så bør du se The Shadow Strays.
Hvis du samtidig gerne vil have noget mere med end bare tørre tæsk, eller hvis du som jeg, holder svært meget af instruktørens tidligere Netflix-banger, The Night Comes For Us, så se The Shadow Strays.
Behøver jeg at nævne, at filmen her garanteret også vil få folk, der er glade for The Raid filmene, til at klappe i takt?
Er du derimod ikke til blod og gore, så se noget andet. Dette er ikke en film for dig.
Jeg havde en stor fest da jeg så den, det håber jeg også du får.
God fornøjelse.
Filmen kan bl.a. ses på Netflix

Dune 2
Instruktør: Denis Vileneuve
Denis Vileneuve har vist sig som en af de største aktører indenfor moderne film.
Han mestrer de små dramaer (Polytechnique og ikke mindst Nawals Hemmelighed), neglebidende thrillere (Sicario og Prisoners), samt ambitiøse og kæmpestore Sci-Fi baskere (Blade Runner, Arrival og selvfølgelig Dune 1 og 2)
Her i anden del af hans Dune projekt kommer han i mål med godt og vel det hele.
Det er en mastodontbedrift i sig selv, og sådan en må man gerne hylde på den store klinge.
Det er en af de smukkeste film jeg har set, og de fleste af filmens scener kunne snildt ende op som en indrammet plakat på væggen.
Filmen berører emner som svigt, retfærdighed, hævn og spirende kærlighed, og den favner bredt, midt i krig og fantastisk action. Imponerende!
Bonusinfo:
Jeg kan nu, efter at have set Dune, noget bedre kapere Timothée Chalamets tilstedeværelse i en film. Jeg synes stadig han er noget overvurderet, men jeg anerkender hans talent, og hæfter mig ved, at jeg synes han er bedst, når han ikke er typecastet som ham den unge hunk med dådyrøjne og ondt i sjælen.
Han sparker jo helt fint røv her i Dune.
Filmen kan bl.a. ses på Max

Past Lives
Instruktør: Celine Song
Da jeg kom ud af biffen, efter at have set Past Lives, var jeg mildt opstemt. Den var fin, og med enkelte scener, der stak ud og satte sig. Ikke mere end det.
Men jeg kunne alligevel mærke, at der var noget ved filmen der sad i mig – noget uforløst. Jeg blev ved med at tænke på Past Lives, selv måneder efter, og måtte jo konfrontere min nysgerrighed. Jeg så den igen, og der ramte den lige i plet.
Følelser, længsel og tillid væves sammen, og bliver belyst, så elegant og med et enormt nærvær. Past Lives prikker til noget i os alle – på godt og ondt.
Filmen kan bl.a. ses på Filmstriben

Anatomy Of A Fall
Instruktør: Justine Triet
Alfred Hitchcock har ikke lavet film for ingenting.
Inspirationen, tempoet, plottet, det er som at se en af mesterens egne film – en af de rigtig gode.
Justine Triet var en – for mig – ukendt instruktør, før jeg så Anatomy Of A Fall, men nu er jeg nysgerrig. Det er altså de færreste instruktører, der kan skrue noget så intenst og intelligent sammen.
Kan du måske svare entydigt på skyldsspørgsmålet?
Jeg glæder mig til at tage den frem om noget tid, og se hvordan jeg så ser plottet…
Spørgsmålet er om det gør mig meget klogere?
Jeg blev lige dele rørt og frastødt af filmens hovedpersoner, og det tænker jeg er pointen med Anatomy Of A Fall…
Filmen kan bl.a. ses på Filmstriben

The Holdovers
Instruktør: Alexander Payne
Paul Giamatti, din gamle strik.
Så var du der lige igen, og hvor har jeg dog savnet dig på lærredet.
Nogle skuespillere gør virkelig et uudsletteligt indtryk. I ved, dem der stjæler opmærksomheden, og som er umulige at få opmærksomheden væk fra. Selvom de er med i noget været crap, så skal filmen ses, pga. deres blotte tilstedeværelse i filmen.
Giamatti er her i The Holdovers, igen teamet op med hans gamle legekammerat Alexander Payne, og det er så blevet til denne hjertevarme hyldest til livet og mødet mellem mennesker, hvor et af hovedbudskaberne er at stå ved sig selv, og sin livssituation. Den kommer så elegant omkring disse svære emner, og Alexander Payne sætter lige to fede streger under, hvor eminent en historiefortæller han er.
Det kunne være endt ganske klichéfyldt, men der er ikke en finger at sætte på The Holdovers, der er et lille mesterværk.
Filmen kan bl.a. ses på SkyShowtime

The Boy And The Heron
Instruktør: Hayao Miyazaki
Miyazaki har trodset alder og vedvarende pensionsrygter, og bare lige lavet en af karrierens suverænt bedste film.
The Boy And The Heron er præcis ligeså legesyg, relevant og sprudlende som resten af hans filmografi. En visuel perle af en film, der som sædvanlig gemmer på klokkeklare stikpiller til os mennesker, og vores måde at behandle, og være på jorden på.
Klassisk Miyazaki.
Jeg så den i biffen med mine børn, og vi kunne snildt konkurrere om, hvem der var mest opslugt af filmen.
En helt fantastisk filmoplevelse!
Filmen kan bl.a. ses på Netflix

Perfect Days
Instruktør: Wim Wenders
En smuk og poetisk film.
En film, der indeholder Wim Wenders signaturer.
Der er den yderst formælte hovedkarakter, der snakker når der er noget at sige, og ellers lader sit blik, og kontekstens stemning føre ordet.
Der er de lange dvælende skud, hvor der ikke sker det store, men hvor tingene bare sker, og livet går sin gang.
Også er der Wim Wenders eminente brug af musik i nogle af filmens nøglescener.
Perfect Days vækker minder om hovedværket, Paris, Texas. Den når ikke helt de samme højder – det er der ærlig talt ikke nogen film der rigtig gør, men den rammer hjernen og hjertet med samme eftertænksomme kraft. Den sætter gang i tankerne, og livet i perspektiv.
Hovedrolleindehaver, Kôji Yakusho, spiller iøvrigt udemærket…sådan helt beskedent sagt.
WAUW!!!
Citat fra filmen: “Angst og ængstelse er to forskellige ting”
Filmen kan bl.a. ses på Filmstriben

Civil War
Instruktør: Alex Garland
En film så ond og relevant i vor samtid.
2024’s svar på Natural Born Killers? Ligeså syg og vanvittig er den ihvertfald.
Et USA i forfald. Et land der har smadret sig selv indefra…
En ond drøm?
Nej desværre ikke, for nu har de lagt kimen til det i virkeligheden. Alex Garlands Civil War er desværre blevet en reel mulighed for fremtidens USA. En fremtid der starter d.20 januar i år.
Held og lykke med det!
Filmen har som en anden facehugger sat sig fast i mig, og jeg finder det umuligt at slippe den igen.
Civil War er et mesterværk, men den kræver virkelig noget af seeren.
På overfladen er den en thriller (og krigsfilm) vi har set mange gange før, men kradser du lidt i materien, så åbenbarer der sig en film så skræmmende og mørk, at det kan være svært at forholde sig til.
Filmen kan bl.a. ses på Filmstriben

The Zone Of Interest
Instruktør: Jonathan Glazer
En af de største filmoplevelser jeg nogensinde har haft, ganske enkelt.
At lave en film om epicentret for historiens største industrielle massemord, uden at vise skyggen af vold og død, det er altså en fantastisk bedrift.
Handlingen er meget lineær, men emmer af en syg og forkvaklet ondskab, der har lagt sig som en klam tåge over det hele.
Kommandant Höss og hans hustru, Hedwig rider på et tidspunkt i filmen en hyggelig tur i aftensolen. De hører kun naturens lyde. Kommandanten gør entusiastisk sin kone opmærksom på hejrens skræppen, men vi – beskuerne – hører kun skrig af frygt, hundeglam, skud og naziofficerers ordrer. Hverdagslyde i Auschwitz. De hører det ikke, skænker det ikke en tanke…
Det er det mest uhyggelige jeg har oplevet på film. Det utænkelige og helt urealistiske er pludselig blevet normalen. Det er blevet hverdag. Det er kun os der lægger mærke til det. Det er så sublimt et lydarbejde, så isnende uhyggeligt og ubehageligt.
Det er godt der bliver lavet film som denne. Film der kan tage et emne, der efterhånden er noget fortærsket, og alligevel give en følelsen af at opleve noget nyt og ukendt.
Filmen kan bl.a. ses på Max