Før den endelig rangering over mine film-højdepunkter i 2022, kommer her en lille liste over film som stadigvæk er fantastiske men, som dog lige netop ikke kunne formå at komme på den endelig top-10.
11. Spider Man: No Way Home (premiere sidste år, men set i forbindelse med repremieren i januar-2022)
12. Nightmare alley.
13. The Northman.
14. See How They Run.
15. Nope.
16. The Unbearable Weight of Massive Talent.
17. Elvis
Herefter følges nu så mine valg for, hvad der for mig har været det bedste jeg har set af film i år 2022.
1. Moonage Daydream.
Denne dokumentar om David Bowie, var og er ulige noget jeg nogensinde har set på film. Både i forhold til hvordan filmen skildrede David Bowies liv, men også bare hvordan det til tider nærmest føles som et abstrakt digt som transcenderer tid og rum, gennem et virvar af klip fra David Bowies liv, som både fortæller vanvittig meget om David Bowie og tilpas lidt, så han stadig føles som et evigt mysterie. Alt i alt den bedste film og film-oplevelse jeg har set & oplevet i år.
Brett Morgan/dokumentar.
2. Verdens værste menneske.
Få film i nyere tid, har jeg kunne spejle mig mere i, end Joachim Triers afslutning på sin Oslo-trilogi. Gennem historien om Julie i slut-20’erne, som ikke aner hvad hun skal arbejde med eller hvem hun inderst inde vil tilbringe resten af live med, ser jeg en af alletiders bedste filmatiseringer om den tvivlfølelse som kan komme i slut-20’erne, hvor egentlig bør være i gang med livet, men dog ikke helt har formået det. Samtidig med at det ligeså er en virkelig underholdende og ret morsom film og en kæmpe norsk filmisk genistreg!
Joachim Trier/Drama.
3. Everything Everywhere All at Once.
Hvem skulle havde troet at en film om betaling af skat, skulle ende med at blive en af de mest unikke og vildeste film, i nyere tid? I hvert fald ikke mig, men det er lige netop hvad denne film er. Udover at være en rejse gennem et ocean af dimensioner og med ret så vild action, så er det samtidig en dybt menneskelig og hjerteskærende film om midtvejskrise og vigtigheden ved familie. Alt sammen lavet med en ekstrem passion og legesyghed, som gør dette til en af nyere tids allerbedste og smukkeste underholdningsfilm.
Daniel Kwan & Daniel Scheinert/Action.
4. Resten af livet.
Frelle Pedersen er for mig, det bedste der er sket for dansk film i nyere tid og det er denne film om en sønderjysk families sorgbearbejdelse efter et nært dødsfald, endnu et perfekt bevis på. Den tager sig god tid til de mindste ting og skildre de store ting på en ægte måde, som ikke føles overdreven eller sentimentalt. Dernæst formår den at skabe en smuk balance mellem sorgen og det hjerteknusende og håbet og det hjertevarme, hvilket (udover meget andet), er med til at gøre dette til årets allerbedste danske film.
Frelle Pedersen/Drama.
5. Spencer.
Spencer handler lige så meget om prinsesse Diana Spencer, som den handler om en kvinde der er låst fast, ja nærmest fanget i en tilværelse uden glæde, uden privatliv og konstant pres fra alle sider. Dette er særligt med til at gøre Spencer til den mest intense film jeg har set i år og en af de film der skar mit hjerte mest i stykker, grundet måden hvorpå skildringen af Diana Spencer (og navnlig Kristen Stewarts portrættering af hende), føltes så ægte og så rå, at det til tider var svært at overvære (på den gode måde dog).
Pablo Larraín/drama.
6. Licorice Pizza.
Licorice Pizza handler lige så meget om en ung tidligere barnestjernes venskab og samarbejde med en lidt ældre pige, som den handler tiden i de tidlige 70’ere i det solrige Californien og det er en enorm fornøjelse og nydelse at være vidne til! Det er lige så meget en hyldest til dén tid, som det er en virkelig underholdende, virkelig morsom og virkelig rørende ungdomsfilm om at vokse op og finde ud af hvad man vil med sit liv og hvordan ens drømme kan opnås.
Paul Thomas Anderson/komedie
7. Top Gun: Maverick.
2’eren til en af alletiders bedste actionfilm, var og er en 2’er, jeg ikke havde regnet med og tro ville være så fantastisk som den er! Den brilliere nemlig ved både at være helt tro mod 1’eren og samtidig være helt sin egen, med både et større alvor og et smukt glimt i øjet. Dernæst, er det smukt at se et kæmpebudgets action-filmværk, hvor der ikke er brugt computer-effekter, men kæmpet for hver eneste actionscene! Dernæst, er den bare ekstremt underholdende og helt i toppen af nyere tids actionfilm.
Joseph Kosinski/Action.
8. Help
(britisk tv-film som blev bredt tilgængelig på Disney+ i marts-2022)
I marts-2020 ændrede alt sig herhjemme, da COVID blev én ting og det samme skete i England og lige netop dette skildres i den britiske tv-film, Help hvor man gennem øjnene på en nyansat ung kvinde på et plejehjem, oplever hvor lidt kontrol sundhedsassisterne havde over det. Der er tale om en ekstrem hjerteknusende film om hvor hektiske de tidlige dage med Covid var og dernæst en film med fænomenalt skuespil fra bl.a. Jodie Comer (som den nyansatte sundhedsassistent) og op til flere scener, som står som noget af det mest intense, jeg har set af film i år.
Marc Munden/Drama.
9. Bodies Bodies Bodies.
Sommetider er der film som bliver overset og glemt af mange i det danske biograflandskab og en af de værste ofre for dette var 3x Bodies. For mig var dette både et fantastisk comeback til gyserkomedie-genren, da den er perfekt blander effektive gyserelementer med herlig kulsort humor og dernæst var dette også en film med en virkelig herlig ungdommelig energi, som ikke føltes forhastet men helt oprigtig og perfekt. Dernæst strålede filmen også virkelig af girl-power og var for mig klart årets største filmiske overraskelse.
Halin Reijin/Gyser.
10. Du som er i himlen.
Årets måske mest ubehagelig film, var for mig afgjort denne film om den unge Lise som på blot 1 døgn skal gå fra barn til ung voksen, imens hendes mor gennemgår en virkelig smertefuld fødsel, i slutningen af 1800-tallet. Filmens barskhed, kommer via hvor nådesløs og hjerteskærende den er i dens fortælling om at vokse op (uden helt at være forberedt på det), samtidig med at den også er en virkelig smuk og en af de mest troværdige skildringer af livet i slutningen af 1800-tallet, som jeg nogensinde har set, på både et historiemæssigt og film-teknisk-synspunkt.
Tea Lindeburg/Drama
