Årets Film 2021 (Andreas top 10)

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Højtbelagte storfilm som The Many Saints Of New Ark, House Of Gucci, Margrethe den 1, Cruella og Pagten skuffede fælt.

Sidstnævnte vandt dog trods alt en smule terræn pga. Birthe Neumann’s fuldstændig overmenneskelige præstation som Karen Blixen.

Til trods for, at halvdelen af biografåret gik “tabt” pga i-ved-nok-hvad, og selvom mange af de store film skuffede, så sidder jeg med følelsen af et filmår, der er stærkere end de forrige. Der er kommet så mange gode film, at flere af dem der burde have været med, endte lige udenfor listen…

Wolfwalkers er en sand animationsperle. Paw Patrol: The Movie (JA SGU DA!) gjorde en masse godt – også for mig.

Denis Vileneuve’s stort anlagte – og næsten forlæste – filmatisering af Frank Herbert’s mastodont sci-fi roman, Dune lå til trods for åbenlyse mangler lunt i svinget til det sidste. Sikke en bedrift den alligevel var.

Dommedagskomedien, Don´t Look Up var både sjov, tankevækkende, og bød på godt skuespil fra dens stjernecast.

Green Knight, viste sig som et mesterstykke, et stykke filmkunst af høj kaliber. Forever Young, Forever Old – A Love Story af Kathrine Skibsted var et af årets højdepunkter på CPH-DOX.

En smuk film, slet og ret, om kærlighed og venskabets bånd.

kOsOng (No One Inside)

af Chonie Prysilia og Hizkia Subiyantoro fra dette års VOID Animation Film Festival, er en af årets mest tankevækkende, og velsagtens vigtigste film. Friheden til at gå imod et helt verdenssamfund, der har det at lave børn og formere sig, som deres fremmeste opgave, det kræver mod.

….men de har jo ret!

Fremragende film.

Den Iranske Solens Børn, den store Oscar-vinder Nomadland, den russiske perle Kammerater og Paul Schrader’s mesterværk The Card Counter kommer lige akkurat ikke med på listen.

Det siger bare lidt om, hvilket stærkt felt vi har med at gøre i år.

10. Skaknovelle

Instruktør: Philipp Stölzl

Hvis Hitchcock og David Lynch lavede en film sammen i 2021…

Skaknovelle løber om hjørner med mig hele vejen igennem. Den er ikke helt til at finde rundt i, men i modsætning til visse andre instruktører, så leverer Philipp Stölzl – på Stefan Zweig’s bogforlæg – et mindfuck der holder. Jeg var helt opslugt og sad fastlåst til sædet i samfulde to timer.

Hvem snyder hvem?

Får skakgeniet skovlen under Gestapo?

Hvad er egentlig virkelighed, og hvad er omtåget sindssyge?

Den her må i ikke snyde jer selv for.

9. Minari

Instruktør: Lee Isaac Chung

Poesi, drama og sort humor mødes i den Amerikanske perle om en sydkoreansk families jagt på The American Dream.

Det var min første film efter genåbningen af samfundet, og jeg kunne vel egentlig ikke have valgt en bedre film til lejligheden.

Den er livsbekræftende som de få, og dens underlæggende, rendyrkede drama gør den blot endnu bedre.

Jeg fik gode minder til den fantastiske Jim Sheridan film, In America – drama og feelgood.

8. Ninjababy

Instruktør: Yngvild Sve Flikke

Fantastisk norsk komediedrama.

Filmen rammer en ungdommelig tone, men henvender ligeså meget til voksne.

Den viser flot, hvorledes vi mennesker vokser ved pludselig at stå med et stort ansvar, og den viser ligeså flot, hvor vigtigt det er at stå inde for sine valg, og turde se dem i øjnene.

Kristine Kujath Thorp er et regulært fund i hovedrollen, som Rakel, der får vendt op og ned på sin tilværelse. En tilværelse, der primært består af fest, en masse sex, og et minimum af bekymringer…

Jeg gik glad ind til pressevisningen i Øst For Paradis, og kom ud “nærmest lykkelig”.

Sikke en dejlig film.

7. Titane

Instruktør: Julie Ducournau

Jeg havde en lille biografsal helt for mig selv, da jeg så den franske Guldpalmevinder.

Meget passende at være alene med denne film. En totaloplevelse, der smadrede alle mine forestillinger om film.

Den skifter kækt imellem genrer, og går behændigt fra drama, over slasher, til avantgarde, og videre til sci-fi.

Fuldstændig fabelagtig filmoplevelse!

6. No Time To Die

Instruktør: Cary Joji Fukunaga

No Time To Die er alt det jeg ønsker mig af en Bond-film.

Ganske vist ikke en klassisk Bond – den gamle skole, i ved, men den har det hele.

Det er Bond, der er fulgt med tiden. Væk er den gamle horebuk, der knaldede flere damer, end han dræbte bad guys.

Han er sårbar og følsom, for han har noget at miste. Der er massive callbacks til de ældre film, og især On Her Majesty’s Secret Service og Casino Royale, og det gør hele udtrykket fuldendt på en måde, der ikke er set før. Ny Bond møder gammel Bond.

Daniel Craig er (igen) helt suveræn i rollen, og jeg håber han kommer i betragtning til de store priser, når Awardsæsonen starter.

Han er stadig sjov, sexet og charmerende, og han er stadig den iskolde dræber, der blev lanceret i Casino Royale.

No Time To Die er ikke bare en af de allerbedste Bond-film til dato. Den er også en fremragende film, plain and simple.

….og Billie Eilish’ titelsang skriver sig op iblandt de bedste Bond-sange overhovedet.

5. Power Of The Dog

Instruktør: Jane Campion

Benedict Cumberbatch triumferer totalt i denne smukke, smukke film af mesteren, Jane Campion.

Modsætninger mødes, broderlig kærlighed overskygger forskellighed, den feminine mand vinder indpas i en mandsdomineret verden, og døden bliver en udvej for nogen.

Hver en scene har noget at byde på til helheden, og samtlige skuespillere rammer deres ypperste niveau.

Enorm bedrift af alle involverede.

4. Sound Of Metal

Instruktør: Darius Marder

Et monster af en film!

En film der handler om at bruge alle sanserne og acceptere, at ting sker.

Det gælder både for vores hovedperson, punkmusikeren, Ruben, men i ligeså høj grad os der ser med. Den tager os med ind i hans pludselige helvede, og med igen da han forløses, og accepterer sin skæbne.

Riz Ahmed burde være gået hjem med den Oscarstatuette.

3. Flugt

Instruktør: Jonas Poher Rasmussen

Fabelagtig dokumentar.

Filmen føles ikke som en dokumentar, men derimod som en fantastisk flot skrevet historie. Den er flot fortalt, og animationen, krydret med de enkelte scener af live action optagelser, gør det endnu mere seværdigt.

Amin’s historie er livsbekræftende og viser at livet kan blomstre alle steder, i alle miljøer. Den viser, at ubetinget støtte kan komme fra de steder du mindst venter det.

Film skal ikke handle om priser, men nøj hvor jeg håber Flugt rydder bordet, og tager ALLE de priser den overhovedet kan.

Jonas Poher Rasmussen har skabt et regulært mesterværk, der på mange måder er årets bedste film.-

2. Quo vadis Aida?

Instruktør: Jasmila Zbanic

Som så ofte før, falder jeg for de her små ubehagelige film.

Den bosniske film om massakren i Srebrenica ramte lige ned i alt det jeg elsker ved film. Den har noget på hjerte, og den byder på skuespil, der sætter det meste af Hollywoods overbetalte “stjerner” til vægs. Den har en historie, der snildt kan bide skeer med de store produktioner – igen er vi tilbage ved Hollywood….

Quo vadis Aida? fortæller en tragisk og skammeligt overset historie om et verdenssamfund, der svigter ganske fælt. Man skulle tro vi havde lært noget af vores eklatante brøler i Rwanda året forinden, men nej.

Jasmila Zbanic har lavet en mesterlig film om et kapitel vi burde have været foruden.

Den var Oscar-nomineret i samme kategori som Druk, hvor den måske lidt ufortjent ikke fik hæderen som Bedste Udl. Film…?

1. Gunda

Instruktør: Viktor Kosakovskiy

Jeg sad opslugt i halvanden time. Helt forblændet af den dybt rørende dokumentarfilm om grisen Gunda, og dens unger.

Jeg skulle samle mig til sidst, for ikke at knibe en tåre. Filmen er virkelig trist.

Der er ikke en moraliserende tone i filmen, det er ikke dyreværnsfolk på speed og retfærdighedssuppe, der er inde over.

Viktor Kosakovskiy lader os sidde med tankerne (og måske skammen) selv.

En sort/hvid film om en gris’ dagligdag, står altså tilbage som årets film 2021.

Som om vores samtid ikke er spøjs nok i forvejen.

Man kan sagtens argumentere for, at andre film kunne have taget duksepladsen, men jeg mener altså at Gunda er en bedrift udover det sædvanlige.

Det er andet år i streg en doku ender i toppen hos mig!

Tyg på den, pengegriske filmfolk – intet slår et vaskeægte realitycheck…

Seneste

Showgirls

Paul Verhoeven´s stripperfilm fra 1995 er præcis ligeså dårlig, som folk skriver. På sin vis et værre makværk.
Den er heldigvis også underholdende og sært charmerende.
Hvis du alligevel ligger med nederdrægtige tømmermænd efter for mange Krudtuglepilsnere, eller måske endda med corona, så kommer drønfrække Elizabeth Berkeley dig til undsætning.

Harry Potter and the Sorcerer’s Stone.

Nicolai har denne gang anmeldt d. 1 Harry Potter-film og der er bestemt tale om en stor og smuk moderne film-klassiker og en fuldkommen perfekt introduktion ind til Harry Potters magiske univers

Encanto

Karla har anmeldt den nye Disney-film, som får store roser for animationsstilen, sangene og for at være en smule anderledes.

Power Of The Dog

Hvis du kun skal se en af de moderne westerns, der er kommet indenfor de sidste tyve år, så tank lidt overskud, og se Power Of The Dog.
Overdådig film, der rammer dine sanser som snerten af en ridepisk.

Desperado

Nicolais første anmeldelse i 2022 er af 90’er klassikeren, Desperado, hvor en guitarspillende Antonio Banderas, skyder rundt til højre og venstre og hvor det hele i den grad, er vanvittigt underholdende at være vidne til.

Django Unchained

Tarantino giver den sorte mand retfærdighed for slaveriet, og han skriver ikke blot om på Amerikas historie med dette værk,- han har samtidig også skabt den mest underholdende western i filmhistorien…

Spider-Man. No Way Home

Karla er ikke bare glad for den nye Spider-Man-film. Hun er virkelig imponeret og glæder sig til én ting: at den kommer på streaming, så hun kan se den igen og igen…