Originaltitel: A House of Dynamite
Instruktør: Kathryn Bigelow
År: 2025
Genre: Thriller
Kan streames på Netflix
Jeg sad lænet helt fremme i sofaen under A House of Dynamite. Ikke fordi jeg forventede et eksplosionstætpakket actionbrag, men fordi jeg simpelthen ikke kunne trække mig væk. Det er sjældent, jeg oplever en film, der får mig til at holde vejret på den måde. Den er intens fra første sekund, og det føles, som om man selv sidder midt i situationen – ikke bare som tilskuer, men som deltager. Instruktør Kathryn Bigelow er en mester i at skabe det slags nærvær: man mærker sveden, panikken, stilheden før beslutningen, og det er netop det, der gør filmen så stærk.
Det er en film, der på overfladen handler om kriseberedskab og truslen om det uundgåelige – men underneden er den et spejl på vores tid. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor rammende den er for den verden, vi står i lige nu. Den handler ikke kun om frygten for et missil, men om frygten for, at vi ikke længere ved, hvordan vi skal reagere. Selv de mest professionelle – dem, der burde have overblikket – virker her fanget i den samme eksistentielle panik, som vi andre ville føle. Det er det, der ramte mig mest.
For hvor The Hurt Locker handlede om afhængighed af adrenalin, og Zero Dark Thirty om jagten på kontrol i kaos, så handler House of Dynamite om tabet af den kontrol. Om erkendelsen af, at uanset hvor trænet man er, kan man stadig blive overmandet af frygten for det uforudsigelige.
Kathryn Bigelow trækker os helt tæt på maskinerummet af moderne beredskabstænkning. Kameraet er uroligt, klaustrofobisk, og lydsiden næsten aggressivt realistisk. Hun lader ikke publikum slippe – og hun giver heller ikke de forløsende øjeblikke, vi normalt forventer. Ingen heroiske musikmontager, ingen store replikker. Kun stilheden før beslutningen. Det er isnende effektivt, og det føles ægte.
Jeg har læst nogle af de mere kritiske reaktioner online, og mange nævner manglen på et egentligt klimaks – men for mig er det netop dét, der gør filmen så modig. Den afspejler virkeligheden, hvor der sjældent kommer en klar afslutning eller et “bang”, der rydder bordet. I stedet sidder man tilbage med uro, eftertænksomhed – og et ubehageligt, men nødvendigt spørgsmål: Hvordan ville jeg selv reagere?
Og så må man heller ikke glemme skuespillet, som er fremragende hele vejen igennem. Idris Elba bringer tyngde og en konstant følelse af ansvar, der næsten kvæler ham; Jared Harris er som altid blændende som den rolige, men dybt konfliktramte leder; og Rebecca Ferguson er en kraft i sig selv – intens, sårbar og med et blik, der siger mere end tusind ord. Det er præstationer, der virker nærmest uanstrengte, men som samtidig føles skræmmende realistiske. Ingen af dem spiller for stort – de er skakbrikker i et større, uoverskueligt spil, hvor alle ved, at ét forkert træk kan koste alt.
A House of Dynamite er ikke en film, man ser for at blive underholdt. Den er en film, man mærker, og bagefter ikke helt kan slippe igen. Den er på mange måder den mest “nutidige” film, Kathryn Bigelow har lavet – fordi den fanger den kollektive stemning af frygt, tvivl og afmagt, som præger vores tid mere end nogensinde. Den er kold, intens og uhyggeligt realistisk. Og for mig, en af årets vigtigste film.
A House of Dynamite får 5/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨 🔨
