Instruktør: James Mangold
År: 2024
Genre: Drama.
Biografpremiere: 20/02
Når skikkelser i verdenshistorien, er så mytiske, interessante og ikoniske, at det slet og ret er uundgåeligt, at der vil blive lavet en spillefilm om dem.
Spørgsmålet her, er så blot hvordan man takler dette?
Instruktøren, James Mangold, har givet et bud på det med en film om Bob Dylan, ved navn, A Complete Unknown.
Kendere vil vide at filmens titel er en linje fra sangen Like A Rolling Stone, og dén sang spiller en meget markant rolle i filmens historie.
Fordi, når det kommer til at forklare hvad eller rettere hvordan denne film fortæller om Bob Dylan, så handler den helt præcist om Bob Dylans liv fra 1961 (hvor han rejser til New York, for at få en karriere folkemusiker) og indtil 1965 (hvor Bob Dylan fjerner sig fra det som folk kender ham for og begynder at spille rockmusik).
Denne historie lyder umiddelbart som noget der er lige ud af landevejen og ikke noget videre sindsoprivende, som fx Better Man, hvor Robbie Williams skildres som en abe.
Men, James Mangold (og ligeledes Jay Cocks som har været med til at skrive manuskriptet ud fra en bog af Elijah Wald), har faktisk lige netop noget sindsoprivende i ærmet og dét er faktisk noget nær, Bob Dylan i sig selv.
I starten af filmen, ser man Bob Dylan, på bagsædet af en bil på vej mod New York og det er slet og ret, måden han bliver introduceret på.
En mand der kommer ud af det blå og som holder fortiden så tæt ind på kroppen, at han nærmest ikke nævner noget om det (andet end, at han skulle have været med i et tivoli). Formålet han har, er musik og sådan forbliver det gennem hele filmen, tør jeg godt afsløre uden at spoile spor.
Bob Dylan vil skam også skabe kontakter og det får han hurtigt via Pete Seeger (en stor folkemusik-legende), som han møder på et hospital hvor et af Bob Dylans største idoler (Woody Guthrie) er indlagt.
Scenen kort efter, hvor Bob Dylan så synger sangen Song to Woody, er scenen og øjeblikket, hvor jeg synes at der skete noget helt særligt for filmen.
For allerede nu at nævne noget om skuespillet, så er Timothée Chalamet, umiddelbart blevet et meget etableret ungt talent gennem de seneste 7/8 år og én som mange nok har set, fx i de 2 Dune-film.
Og jeg vil skrive, at selvom jeg altid var bevidst om at det var Timothée Chalamet jeg så, så levede han sig dog så meget ind i Bob Dylan-rollen at jeg samtidig også altid bemærkede Bob Dylan i ham. Så selvom det måske kan lyde virkelig spøjst, så følte jeg at jeg så Timothée Chalamet og Bob Dylan på én og samme tid gennem hele filmen og det er for mig, en massiv bedrift som skuespiller.
Dernæst må jeg også skrive, at Edward Norton også lever sig virkelig smukt ind i rollen som Pete Seeger, som på sin vis er den diametrale af Bob Dylan, da han står ved folkemusikken, uanset hvad, samtidig med at han dog også er en god ven for Bob Dylan. Edward Norton har særligt en stor varme over sig, som jeg synes var vildt rørende at være vidne til.
Jeg må virkelig også fremhæve Monica Barbaro for hendes portrættering af Joan Baez. Hun har på sin vis både ligheder (i forhold til virkelig at leve for musikken og tænke meget på samfundet omkring sig) og modsætninger og så har Joan Baez, virkelig en nærmest helt unik tilstedeværelse.
Om det er når hun synger eller ser på Bob Dylan skrive sange, så er der virkelig noget særligt ved hende og dét særlige, portrættere Monica Barbaro, helt exceptionelt perfekt!
Elle Fanning synes jeg heller ikke skal overses, for hendes portrættering af Sylvia Russo (som er filmens version af Suze Rotolo, som var kærester med Bob Dylan i filmens skildrede periode). Elle Fanning portrættere både helt perfekt en kvinde der er dybt betaget af Bob Dylan, og samtidig en kvinde også kan blive irriteret over måden han er på eller bekymret, når hun ser ham synge sammen med Joan Baez.
Jeg må også skrive, at i forhold til de 8 Oscar-nomineringer som A Complete Unkown har fået, så er de alle dybt velfortjente.
Filmens lyddesign er fuldstændig fantastisk og ikke blot fordi musikken (som skuespillerne skam selv smukt synger) lyder fantastisk, men fordi filmen virkelig sprudler smukt af liv, hvilket særligt kommer i spil via lyden.
Noget jeg dog lidt føler at denne film blev overset for ved Oscar-nomineringerne, er særligt klipningen af Andrew Buckland og Scott Morris. Fordi, hvis der er noget som Bob Dylan (her særligt ment i denne film) gerne vil, så er det frem og afsted og det synes jeg særligt, at filmens klipning perfekt akkompagnere.
Fordi skønt denne film vare 2 timer og 20 minutter, så synes jeg helt oprigtigt at filmen havde en fuldstændig fantastisk energi, som var virkelig høj, uden at føles forhastet på noget tidspunkt.
Det kan også nævnes at A Complete Unknown, ligeledes er en ret sjov film til tider og dette er ikke blot fordi, Bob Dylan skam har sans for humor, men ligeledes fordi han er en ret spøjs fyr (eller var det, i den periode som filmen skildre).
Og jamen helt overordnet vil jeg skrive at uanset ens forhold til enten Bob Dylan eller Bob Dylans musik, så synes jeg virkelig der er tale om et stort, underholdende, morsomt, rørende og exceptionelt medrivende mesterværk om en af alletiders største musiklegender!
