5 rædselsfulde film på Netflix du IKKE skal se

René

René

af René Buchtrup

Endelig weekend. Dit trætte legeme overgiver sig til sofaen. Der skal kastes og hældes, omkring et halvt kilo bland-selv-slik og halvanden liter cola ned.

Og så skal der skal streames en god og underholdende film på tv’et.

Men hvilken én skal du se?

Du skriver måske et indlæg på Facebook, hvor du inviterer vennerne til at byde ind med, hvilken film du skal sætte på.

Der kommer selvfølgelig MANGE, kreative forslag. Og du tjekker pænt, hver og enkelt på IMDB, og ser om det lige er noget for dig.

Don’t worry, Moviemaniac kan snildt fjerne 5 aktuelle film fra verdens største streamingside. Du gider jo ikke gå i seng og føle, at du har spildt to dyrebare timer af dit liv, til en ligegyldig no-braniner-film, vel?

De 5 film på denne liste er alle film i kategorien vi på Moviemaniac kalder “prøver så hårdt, kan så lidt”. Altså, film som helt bestemt startede med en vældig god ide til et filmplot i skrivefasen, men som på film kollapsede som World Trade Centers tårne.

Alle 5 rædsler man kort sagt skal drible langt uden om.

Når du har læst listen, har du 5 færre film at vælge imellem og forhåbentlig vil det være en smule mere overskueligt at vælge den rigtige film.

Hvis du sætter en af de 5 film på, er det på eget ansvar.

Så er du altså advaret 🙂

Transcendence fra 2014 (science fiction-nonsens sludder)

Johnny Depp i en sci-fi-film om kunstig intelligens. Det lyder simpelthen for godt til at være sandt! Det er det også. Desværre.

Alene plottet om en forsker, Will Caster (Depp) der skaber en supercomputer, der samler hele menneskedens intelligens og følelsesregister i én, lyder lovende. Men en ting er teori, en anden er praksis. Filmen vil være så seriøs, men er i stedet ufrivillig morsom. Vi bliver bestemt ikke klogere på, hvad det vil sige at være menneske efter at have set filmen. Men vi ved med sikkerhed at vi aldrig skal se dette makværk igen.

Snemanden fra 2017 (forfrossen tømmermænds-krimi)

Michael Fassbender i hovedrollen, Lad Den Rette Komme Ind-instruktøren, Tomas Alfredson og Martin Scorsese som producer. Det burde have været en gigant succes.

Men det føltes i stedet, som vi skrev i en anmeldelse, for snart 2 år siden, som en søvndyssende affære, hvor Fassbender tåger rundt, som har han gigantiske tømmermænd og kæmpe plothuller, så historien slet ikke hænger sammen.

Jo Nesbøs fremragende krimi fortjener en bedre skæbne på det store lærred. Filmatiseringen ligner muligvis en rigtig snemand, men når man kommer tæt nok på, kan man sagtens se, den allerede er smeltet. Så mangler der bare en stor, fed hundelort, for at fuldenede (mak)værket.

Polar fra 2018 (kønsløs splatter action)

Ja, vores alle sammens yndlings, danske Hollywood stjerne, Mads Mikkelsen, er med. Men desværre er udfaldet blevet katastrofalt dårligt alligevel.

Den kære Mads gør ellers hvad han kan i rollen som snarligt pensioneret hitman, som må kæmpe mutters alene mod hans tidligere arbejdsgiver og et hav af assassins. Overdrevet vold, intetsigende og usjove one liners og plot som så gerne vil være Tarantino, men som dumper til jorden som en smælderfed ko på isen. Polar er i instruktør Jonas Åkerlunds hænder blevet et clusterfuck af dimensioner, som skider på æstetik og i stedet disker op med noget der ligner en uredigeret musikvideo. En skæmmende dårlig egen-produktion fra Netflix.

Year One fra 2009 (“komedie”)

Manden der gav os den geniale komedie “Groundhog Day”, har overraskende nok også givet os denne banale og ligegyldige film.

Selvom det næsten er en umulig opgave at anmelde en komedie, da alle mennesker ikke er ens og derfor griner af vidt forskellige ting, har jeg aldrig hørt nogen sige at “Year One” er nogen vellykket film.

Michael Cena og Jack Black bruger en time og fyrre minutter på at tåge rundt og lege Life Of Brian. Det er Biblen, Det Gamle Testamente, Kain og Abel og… Ja, fik jeg fortalt at den er plat? Ok, fik jeg også fortalt at den er uden hjerte OG hjerne og at den ikke rigtig vil noget, udover at få alle til at grine af de mange referæncer? Den lykkedes bare ikke med nogen af delene. Denne såkaldte “komedie” er bare ikke sjov.

Da Vinci Mysteriet fra 2006 (konspirations-fjolleri)

Nej, jeg har ikke læst en eneste af Dan Browns bøger om professor Langdom og det har jeg heller ikke tænkt mig. Hvert fald ikke efter at have set, den ellers garvede og dygtige filmsnedker, Ron Howards, sløje “Da Vinci Mysteriet”.

Den anden filmmatisering, på listen, leger så-går-den-vilde-skattejagt, som var den Indiana Jones. Men Tom Hanks’ ualmindeligt fesne skikkelse ala Robert Langdon, blegner sammenlignet med Harrisons Fords legendariske mandfolk. Den vil dog også lege konspirationsteori-thriller, og sætte store spørgsmål i hovedet om Maria Magdalenas afkom og bla bla bla.

Howards værste film til dato og mage til navlepillende omgang vrøvl skal man lede længe efter.

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.