X-Men: Dark Phoenix (Ultra 4k + Blu-Ray anmeldelse)

René

René

Originaltitel: X-Men: X-Men: Dark Phoenix. Instruktør: Simon Kinberg. Udgivelsesdato: D. 21. oktober 2019 (på dvd, blu-ray og ultra 4k blu-ray).

af René Buchtrup

Gode nyheder til alle der har frygtet den længe ventede X-men film, som er blevet udsat i mange måneder:

Den er bedre end både “The Last Stand” (2006) og “Apocalypse” (2016).

Men så heller ikke mere end det.

Den nærmer sig ikke slet, slet ikke de fantastiske “X2” fra 2003, “Days Of Future Past” (2014), eller den brutale spin-off “Logan” fra 2017.

Men mindre kan selvfølgelig også gøre det.

Jeg er kæmpe fan af X-men universet på film og er på ingen måde mæt efter d. 12. film i rækken.

Jeg elsker fortællingerne om mutanterne med de særlige evner, som går på Professor Xaviers skole for begavede børn. De børn som det “almindelige samfund” er skræmte af. For de ting vi ikke kan forstå, er de fleste nemlig bange for.

Men i den nyeste X-Men film er det nu mutanterne der blive bange.

Vi er i 1990’erne. X-men er the shit. Xavier har sin direkte hot line til præsidenten. Alt kører som på skinner. Mutanterne bliver nu kaldt for superhelte.

Efter et opkald fra præsidenten, er vores helte på redningsmission i det ydre rum. Nogle rumpiloter skal reddes. Og det bliver de selvfølgelig også når både Beast, Cyclops, Storm, Raven og Jean er med på missionen.

Men samtidig går noget galt. Den stærke, men sårbare, Jean, bliver ramt af en mystisk mængde soludbrud. Det burde koste hende livet. Men på en eller anden måde gør det hende stærkere.

Raven (Jennifer Lawrence) deler sin bekymring med Xavier (James Mcavoy). Jean, som mistede sine forældre som lille og som Xavier rekrutterede til skolen. Et fortrængt minde gør hende ude af kontrol. Hemmeligheder kommer ud af skabet.

Og så bryder helvede løs.

Magneto, (Michael Fassebender) som lever hensides og isoleret med andre mutatanter, tager imod den noget ustabile Jena efter et ufrivilligt overfald på de andre X-men og nogle politimænd.

Han sender hende væk, efter at kampklare soldater kommer rendende efter hende.

Pludselig har vi ukendte aliens, med skumle planer, som er lige i hælene på Jean. De bliver ført an af væsenet Vuk, som tager form af en tilfældig kvinde rumvæsenet møder på sin vej. Den ellers altid solide, Jessica Chastain, spiller så intetsigende og kønsløst, så man skulle tro at hun havde fået det hvide snit.

Det er rigtig synd, for selvom filmen til tider virker rodet og lidt ufokuseret, så er underholdingsværden ellers helt i top i den seneste X-men film.

Selvom vi har set det hele før, og hørt de samme bekymringer fra Xaviers side, gennem de sidste små tyve år (“kan mutanter og mennnesker leve side om side, bla bla bla”) så er det stadig tematikken i den seneste X-men film.

Selvom den ikke føles så sprudlende og original som af de allerbedste, så er den stadig bundsolid. Den har hjertet på rette sted og en tykskåret morale, som heldigvis aldrig kvæler os med en snoet, løftet pegepinger.

Det hjælper selvfølgelig også på helhedsindtrykket af filmen, at actionscenerne er fantastisk koreograferet og sidder lige i skabet. Samtidig er skuespillet over, næsten hele linen, i tip top. Blandt andet Fassbender, McAvoy og Lawrence gør det skræmmende godt i deres (ny)ikoniske roller. De er hjertet af historien og gør den troværdig.

Jean, spillet af Sophie Turner (bl.a. fra Game Of Thrones), er i centrum af det hele. Hun er i den grad i følelsernes vold og det er nogle gange på vippen til at kamme over.

Ikke at Turner som sådan gør det dårligt som Jean, men det føles som over the top når hun konstant, som en præmenstruel teenagetøs, skifter mellem følelserne vrede, tristhed og irritation. Om det simpelthen er pga. hendes manglende kapacitet inden skuespillet vides ikke, men det er lidt frustrerende at se og høre på i længeden.

At slutningen på filmen så, oveni hatten, føles transformers-larmende, ødelægger ikke helhedsindtrykket. For den 12. X-men film er stadig en fin superheltefilm, med hjertet på rette sted, hvor bundsolide skuespilspræstationer, en lille, fin historie og flotte effekter, går hånd i hånd.

X-Men: Dark Phoenix får 4 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨

Billede og lyd: Ultra blu-ray udgaven i 4k imponerer på billedsiden, hvor der er skruet helt op for hele farvepaletten, så samtlige actionscener (både i rummet og på jorden) ligner et majestætisk festfyrværkeri. På lydsiden gør det flotte Dolby Atmos-spor underværker og sørger for at alle nuancer kommer i spil, både når der snakkes gumpetunge alvorsord, samt under actiondelene.

Ekstramateriale: På blu-ray-skiven finder man et interessant og dybdegående interview med instruktør, Simon Kinberg og det resterende cast, om hele produktionen af filmen (Rise Of The Phoenix) på hele 80 minutter. Derudover kan man bl.a. finde slettede scener og trailere til filmen.

Tak til PR Nordic

Seneste

Violent Night

Julemanden er fordrukken og brækker sig ud over kanen, men redder dagen i John Wick-stil.
Lyder det som en julefilm for dig? Fedt! For her anmelder René Buchtrup “Violent Night” med David Harbour i hovedrollen…

Black Panther: Wakanda Forever

Hvis du også synes den første Black Panther-film var lidt fesen, så frygt ej,- Black Panther: Wakanda Forever er en modig og helstøbt filmoplevelse, der virker tiltrængt i det efterhånden malkede Marvel-univers.

Komiske scener fra film og TV – Volume 2

Her er en ny omgang komiske og groteske scener fra film og TV. Nogle hører en tid til – før krænkelsesparatheden satte mange ting skakmat, mens andre bare er tidløs humor.

Du kan grine af det hele, det er dog fællestrækket – ja altså såfremt du synes det er sjovt?

Blinkende Lygter

Nicolai har denne gang anmeldt en af de mest populære danske film gennem de sidste pr. årtier og der er bestemt intet der tyder på at Blinkende Lygter, ikke skulle holde ved et gensyn i dag.

Black Adam

Hvem sagde superfæl film? Den nye, dumme actionbasker, Black Adam, burde aldrig været udgivet og er kandidat til Årets Værste Film!

Joy

Nicolai har denne gang anmeldt en delvist sandfærdig og ret vild fortælling om kvinden bag den selvvridende moppe, i filmen Joy som både er dybt inspirerende, opløftende og virkelig underholdende