We Are Who We Are

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: We Are Who We Are 
Instruktør:
Luca Guadagnino  
Produktionsår:
2020
Genre:
Drama
Set på:
HBO

We Are Who We Are er en serie af den ferme instruktør Luca Guadagnino, som i 2017 storhittede med det anmelderroste drama Call Me by Your Name, og senere lavede den stemningsfulde genindspilning af Dario Argento’s klassiske hekse-gyser Suspiria.

Nu har Guadagnino så kastet sig over serieformatet i HBO-produktionen We Are Who We Are. Serien foregår, som Call Me by Your Name, i Italien, nærmere bestemt på en amerikansk militærbase. Her følger vi nogle familier og deres teenage-børn, som lever et normadeliv fra den ene udstationering til den anden (de bor maks tre år hvert sted).

I første afsnit ankommer den nye base-leder Sarah Wilson, spillet af indie-dronningen Chloë Sevigny, samt hendes kone og søn til militæranlægget. Vi følger på nært hold sønnen Fraser, som han lunter hvileløst rundt, og lærer sine nye omgivelser at kende. Allerede her fornemmer man, at Fraser er en farverig karakter, med hans kulørte tøj, afblegede hår, og hans lidt tågede måde at agere på. Han er sært fascinerende, og er spillet sublimt af stortalentet Jack Dylan Grazer (ikke ulig Timothée Chalamet i Call Me by Your Name). Fraser møder hurtigt en etableret vennegruppe (som han begynder at hænge ud med), og snart bliver han sjælevenner med pigen Caitlin (Jordan Kristine Seamón), datter af en af basens delingsledere.

We Are Who We Are kan med rette beskrives som et coming of age-drama, et særdeles fascinerende og nuanceret portræt af basens unge mennesker. Her er der ikke tale om en banal og forudsigelig kærlighedshistorie, men en historie med eksistentielle problemstillinger som køn, seksuel orientering, rodløshed, familieliv, og ja selvfølgelig kærlighed. Nogle af disse problemstillinger er så bundet op på disse unges særlige situation som “militærbørn”.

Der er noget sært dragende over måden Guadagnino fortæller historien på. Billedligt set er der mange genistreger, som når billeder pludselig fryser, eller da der vises en række snapshots fra flere forskellige steder på basen, for at fange en fælles stemning. Det er svært at beskrive, og skal egentlig bare opleves. Musikken har også en stor betydning, og især kunstneren Blood Orange, hvis musik ofte høres gennem Frasers høretelefoner, for så til tider, med stor følelsesmæssig effekt, at brage ud i fuld hi-fi. Der er også hele afsnit, hvor man bare får lov at læne sig tilbage, og nyde den stemning, som er blandt de unge. Eksempelvis afsnittet, som mere eller mindre er en fest i et uaflåst og meget ekstravagant russisk hus, – en fest som afspejler et festfyrværkeri af følelser hos vores hovedpersoner. Det er simpelthen genialt udført.

We Are Who We Are er stor seriekunst, som alle med hang til original historiefortælling burde unde sig selv. Det er rørende og fascinerende at følge disse unge, i deres færd med at finde ud af hvem de er, og hvad deres plads i livet skal være. Og så skal skuespillet ikke forglemmes, det er vanvittig stærkt hele vejen over.                                             

We Are Who We Are får 6 ud af 6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨 

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.