We Are Who We Are

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: We Are Who We Are 
Instruktør:
Luca Guadagnino  
Produktionsår:
2020
Genre:
Drama
Set på:
HBO

We Are Who We Are er en serie af den ferme instruktør Luca Guadagnino, som i 2017 storhittede med det anmelderroste drama Call Me by Your Name, og senere lavede den stemningsfulde genindspilning af Dario Argento’s klassiske hekse-gyser Suspiria.

Nu har Guadagnino så kastet sig over serieformatet i HBO-produktionen We Are Who We Are. Serien foregår, som Call Me by Your Name, i Italien, nærmere bestemt på en amerikansk militærbase. Her følger vi nogle familier og deres teenage-børn, som lever et normadeliv fra den ene udstationering til den anden (de bor maks tre år hvert sted).

I første afsnit ankommer den nye base-leder Sarah Wilson, spillet af indie-dronningen Chloë Sevigny, samt hendes kone og søn til militæranlægget. Vi følger på nært hold sønnen Fraser, som han lunter hvileløst rundt, og lærer sine nye omgivelser at kende. Allerede her fornemmer man, at Fraser er en farverig karakter, med hans kulørte tøj, afblegede hår, og hans lidt tågede måde at agere på. Han er sært fascinerende, og er spillet sublimt af stortalentet Jack Dylan Grazer (ikke ulig Timothée Chalamet i Call Me by Your Name). Fraser møder hurtigt en etableret vennegruppe (som han begynder at hænge ud med), og snart bliver han sjælevenner med pigen Caitlin (Jordan Kristine Seamón), datter af en af basens delingsledere.

We Are Who We Are kan med rette beskrives som et coming of age-drama, et særdeles fascinerende og nuanceret portræt af basens unge mennesker. Her er der ikke tale om en banal og forudsigelig kærlighedshistorie, men en historie med eksistentielle problemstillinger som køn, seksuel orientering, rodløshed, familieliv, og ja selvfølgelig kærlighed. Nogle af disse problemstillinger er så bundet op på disse unges særlige situation som “militærbørn”.

Der er noget sært dragende over måden Guadagnino fortæller historien på. Billedligt set er der mange genistreger, som når billeder pludselig fryser, eller da der vises en række snapshots fra flere forskellige steder på basen, for at fange en fælles stemning. Det er svært at beskrive, og skal egentlig bare opleves. Musikken har også en stor betydning, og især kunstneren Blood Orange, hvis musik ofte høres gennem Frasers høretelefoner, for så til tider, med stor følelsesmæssig effekt, at brage ud i fuld hi-fi. Der er også hele afsnit, hvor man bare får lov at læne sig tilbage, og nyde den stemning, som er blandt de unge. Eksempelvis afsnittet, som mere eller mindre er en fest i et uaflåst og meget ekstravagant russisk hus, – en fest som afspejler et festfyrværkeri af følelser hos vores hovedpersoner. Det er simpelthen genialt udført.

We Are Who We Are er stor seriekunst, som alle med hang til original historiefortælling burde unde sig selv. Det er rørende og fascinerende at følge disse unge, i deres færd med at finde ud af hvem de er, og hvad deres plads i livet skal være. Og så skal skuespillet ikke forglemmes, det er vanvittig stærkt hele vejen over.                                             

We Are Who We Are får 6 ud af 6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨 

Seneste

5 fantastiske serier, der straks bør forlænges

Der er mange serier der burde stoppe, mens legen er god. Og så er der de få serier, der sagtens kan forsætte.
René Buchtrup prøver at råbe de store Hollywood-studier op med denne liste, over serier der straks bør forlænges.

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.