Instruktør: Malou Reymann
År: 2022
Genre: drama.
Biografpremiere: 09/03.
Der er visse dele af den danske historie, hvor der både ingen grund er til stolthed og hvor det aldrig nogensinde måtte have fundet sted.
En af disse dele, er pigehjemmet på Sprogø og hvad det gjorde mod danske unge piger/kvinder.
Dette har instruktøren/skuespilleren, Malou Reymann lavet en film om som har fået navnet Ustyrlig, som vel nok lægger til grund for forstanderen på pigehjemmets tanker om de piger der var der.
Filmen omhandler den unge Maren, der i starten af filmen er ude i København (anno 1933) og feste, drikke og ja lave hvad hun har lyst til. Maren får skæld ud af sin mor da hun kommer hjem og den efterfølgende dag på sygfabrikken (hvor Maren arbejder), bliver Maren fyret, for at have kommet for sent gentagende gange.
Efterfølgende mødes Maren med en overlæge, som erklærer Maren for åndssvag og usædelig og mener at pigehjemmet på Sprogø, er det helt rette sted for hende.
Da Maren ankommer, sættes den unge pige Sørine til at hjælpe Maren i gang med at være på stedet. Til at starte med, er der ingen forbindelse mellem Sørine og Maren, da Maren primært ser Sørine som en lidt pligtopfyldende duks for forstanderinden. Men lidt efter lidt kommer de tættere på hinanden og starter efterfølgende en stille men hård kamp mod systemet.
Så vidt jeg kan læse mig frem til, er Ustyrlig ikke baseret på én bestemt skæbne, men ikke desto mindre er både Malou Reymann og Sara Isabella Jønsson Vedde (som har været med til at skrive manuskriptet), gået dybt helhjertet til værks med denne fortælling og har på alle tænkelige faconer, skabt en helt særlig dansk film.
Malou Reymann formår helt perfekt at skildre den ubarmhjertighed der måtte have været på pigehjemmet, det virkelig er kæft tit og retning og hvis man kæmper imod eller viser større uenighed, bliver man enten lagt i et mørkt rum eller bundet fast til en seng.
Samtidig er Malou Reymann også helt brillant, til at vise følelsen af fællesskab blandt i hvert fald 3 af pigerne (Elise, Karla, Maren og Sørine), hvor særligt båndet mellem Maren & Sørine, er noget der rammer virkelig stærkt i hjertet.
Samtidig kan og skal det også siges, at Ustyrlig tager sig tid og det gør den på bedste vis, da dette gjorde at jeg til tider ikke altid havde en idé hvor filmen skulle hen (i forhold til dens historie og karakterer) og dette gjorde blot at mange af scenerne, så ramte mig endnu dybere og hårdt i hjertet.
Noget som ligeså skal roses er naturligvis skuespillet.
I filmens centrale hovedrolle som Maren, har vi Emilie Kroyer Koppel. Skulle man ikke kende dette navn, så kan man lige så godt lære det nu, fordi hun er direkte fænomenal i rollen som Maren. Alene de stålsatte blikke som hun enten sender forstanderinden eller overlægen er virkelig stærkt at være vidne til og det samme er de dybt sårbare scener, hvor hun skriger efter en hjælp som ingen kan give hende.
Andre som også stærkt må fremhæves, er Jessica Dinnage i rollen som Sørine. Første gang jeg var vidne til Jessica Dinnage, var i filmen ”Den Skyldige”, hvor hun med blot sin stemme, portrætterede en kvinde der virkelig havde voldsomt brug for hjælp. Lige netop der, vidste jeg at jeg var vidne til en helt særlig præstation og dette er lige netop hvad Jessica Dinnage også bidrager med i Ustyrlig.
Sørine-karakteren er virkelig kompleks, da hun til at starte med, er imod Maren og Marens måde at være på pigehjemmet, men da man så finder ud af hvad Sørine egentlig selv føler om at være på anstalten, så bliver både karakteren og Jessica Dinnages præstation blot endnu større og fortsætter faktisk derfra med at vokse i den resterende spilletid.
I rollen som forstanderinden, ved navn Frk. Nielsen, har vi Lene Marie Christensen. Den første tanke som nogle måske vil få ved synet af Frk. Nielsen, er at det minder om en dansk version af Ratched fra Gøgereden og det er egentlig ikke usandt eller nogen form for kritik.
Fordi Lene Marie Christensens mange helt kolde blikke og kommanderende natur, er til tider ret frygtindgydende at være vidne til og i hvert fald meget intenst og noget som øjeblikkeligt får én til at hade Frk. Nielsen, hvilket blot er til Lene Marie Christensens store fordel.
Ustyrlig er ligeledes virkelig velfilmet af Sverre Sørdal, som både med sine rolige bevægelser, er med til at skabe en enorm intensitet og som dernæst skaber mange stærke billeder, som er umulige at fjerne fra bevidstheden, så snart filmen er færdig.
Lyddesignet af bl.a. Oskar Skriver og Hans Christian Arnt Torp, skal særligt også fremhæves fordi selvom der er smuk og meget stemningsfuld underlægningsmusik af Lisa Montan, så er der dog også vildt mange musikløse scener, hvor lyddesignet dermed virkelig får én til at mærke hver en scene, på lige dele godt og ondt.
Ellers er der ja intet at sætte på Ustyrlig som allerede nu for mig er en virkelig stærk kandidat til dette års bedste danske film! Både for dens stærke, intense og hjerteknusende portrættering af tiden dengang, for de fænomenale skuespilspræstationer og fordi at Malou Reymann på smukkeste vis formår at give alle de anbragte piger på pigehjemmet på Sprogø, en stemme, som de bør have haft dengang, og som de særligt får nu.
