Train To Busan 2: Peninsula

René

René

Originaltitel: Train To Busan 2. Instruktør: Sang-ho Yeon. År. 2020. Genre: horror/action. Biografpremiere: d. 30. juli 2020.

Sang-ho Yeons zombiefilm, Train To Busan, fra 2016, var en hæsblæsende og voldsomt underholdende omgang zombiesmadder, som var én af 10’ernes bedste indenfor sin genre.

Det føltes som et godt mix mellem sværvægterne Hitchcock, Romero og Cameron, dog på sydkoreansk. Den blandede bloddryppende horror, adreanlinpumpende action og sentimentalt drama sammen, rystede rundt, og voila, så havde vi sørme et godt bud på den bedste zombiefilm i 10’erne.

Fire år efter står vi så med instruktørens bud på en efterfølger. Med flere walking deads, udskudt hjernemasse og blod i lange baner.

Vi er i film nr. 2, Peninsula, væk fra det hurtigtkørende tog, og i stedet et sted i Sydkorea, som er totalt karantæneramt (ikke et ord om Covi-19,tak), hvor zombierne stadig hærger. I centrum af løjerne er ekssoldaten, Jung-seok, der fire år tilbage mistede sin søster og nevø. Fire år senere er både han og hans svoger i Hongkong. To traumatiserede mænd, der efter deres tab tidligere, ikke er mange potter pis værd. Alligevel bliver de tilbudt, af nogle skumle gangstere, til at tage et smut tilbage til “zombieland”, med en gruppe udvalgte, til opgave at finde en lastbil med 20 millioner dollars, som de skal dele.

Da de ankommer til havnebyen i Sydkorea, stiger spændingen og intensiteten. For som i A Quiet Place, kræver det stilhed og præsision, for ikke at “vække” de lavende døde fra deres dvale. Det er her Pensula peaker.

Men spændingsniveauet gør stødt ned af bakke, efter mødet med tidligere soldater, som hersker som små konger på halvøen, med en excentrisk og sadistisk sergent i front. Vi nøjes ikke længere med at følge få, men i stedet mange mennesker og allerede her, er Peninsula en mere uklar omgang zombie-dommedagsaction, end den stramme og ligetil 1’er, som vidste præcist hvad den ville med historien og dens karakterer.

Jung-seok og hans svoger er ikke nok i det filmens persongalleri. Vi skal også have indblik i en suicidal kaptajns liv i den ensomme havneby, den sartistiske sergent og samtidig også en familie, som holder sig skjult i sin gamle lejlighed, hvor en badass mor, en gammel bedstefar og to køreglade unger, holder til.

Samtidig har vi også med en efterfølger at gøre, som lader den smule samfundskritik, som 1’eren stillede spørgsmålstegn ved, blive gemt væk i film nr. 2. Det er en film, som finder det mere interessant at stille spørgsmålet ved hvordan de overlevende, efter en zombie-epidimi, får en hverdag til at gå.

Svaret er enkelt: ved at udvælge menesker, som kastes i “ringen”, hvor de skal slås og prøve at overleve at blive slået ihjel.

Længe leve tidsfordriv i en zombietid.

Peninsula kunne have været den fede, underholdende og uforpligtende efterfølger. Men i stedet føles den støvsuget for gode ideer og påfund, indeholder masser af karikerede personskildringer og med masser af halvsløje action-bilscener, som minder om en billig omgang Fast And The Furius, med Vin Diesel og Paul Walker som animerede zombier.

At slutningen kammer fuldstændig over i skrig, skrål, snot og tårer, drivende sentimentalt violinspil, og plat og patetisk slowmotion, hjælper overhovedet ikke helhedsindtrykket.

Train To Busan 2: Peninsula får 2/6: 🔨🔨

Seneste

DRUK

Thomas Vinterberg har lavet en kommende klassiker.
Han spider et stykke ægte “Danmarkshistorie” i fuldemandseposset Druk.

Antebellum

Hvis man kan tåle udpenslede budskaber, pakket ind i en lækkert udført og visuelt fremragende horror-thriller, vil jeg klart anbefale Antebellum. Den skriver sig måske ikke ind i filmhistorien (som nyklassikerne Get Out og Hereditary), men mindre kan også gøre det.

Wolyn

Du skal have nerver af stål for at kunne se Wolyn (Ondskabens Tid).
Det er gennemført ubehageligt, og til tider helt ubærligt.
Men hvor er det en god film, hvor er det godt lavet. Et filmisk mesterstykke!

The Dead Don’t Die

Kan på det varmeste anbefale The Dead Don’t Die, der er milevidt bedre end mange af tidens hurtigløber-zombiefilm, og underholdningsværdien er langt hen af vejen i top.

The King Of Staten Island

Lige dele seriøsitet og sort humor, blandet sammen i en klassisk Judd Apatow-fortælling, om et sølle mandeskvat i krise.

Fantasy Island

Fantasy Island er et miskmask af genre-hop, tåbelig historie, dårligt skuespil, og den formår på ingen måde at underholde. Så min anbefaling er, at sejle langt uden om den trøstesløse ø.

Til Sama

En ægte horrorfilm af en dokumentar. Men den er samtidig fuld af liv og håb. En fantastisk bedrift af holdet bag mesterlige “Til Sama”.

Alfa

Brødrene Avaz skruer ned for melodrama, og op for rå og brutal realisme. Alfa føles vedkommende og holder én tæt i et jerngreb fra start til slut.