Train To Busan 2: Peninsula

René

René

Originaltitel: Train To Busan 2. Instruktør: Sang-ho Yeon. År. 2020. Genre: horror/action. Kan streames på Blockbuster.

Sang-ho Yeons zombiefilm, Train To Busan, fra 2016, var en hæsblæsende og voldsomt underholdende omgang zombiesmadder, som var én af 10’ernes bedste indenfor sin genre.

Det føltes som et godt mix mellem sværvægterne Hitchcock, Romero og Cameron, dog på sydkoreansk. Den blandede bloddryppende horror, adreanlinpumpende action og sentimentalt drama sammen, rystede rundt, og voila, så havde vi sørme et godt bud på den bedste zombiefilm i 10’erne.

Fire år efter står vi så med instruktørens bud på en efterfølger. Med flere walking deads, udskudt hjernemasse og blod i lange baner.

Vi er i film nr. 2, Peninsula, væk fra det hurtigtkørende tog, og i stedet et sted i Sydkorea, som er totalt karantæneramt (ikke et ord om Covi-19,tak), hvor zombierne stadig hærger. I centrum af løjerne er ekssoldaten, Jung-seok, der fire år tilbage mistede sin søster og nevø. Fire år senere er både han og hans svoger i Hongkong. To traumatiserede mænd, der efter deres tab tidligere, ikke er mange potter pis værd. Alligevel bliver de tilbudt, af nogle skumle gangstere, til at tage et smut tilbage til “zombieland”, med en gruppe udvalgte, til opgave at finde en lastbil med 20 millioner dollars, som de skal dele.

Da de ankommer til havnebyen i Sydkorea, stiger spændingen og intensiteten. For som i A Quiet Place, kræver det stilhed og præsision, for ikke at “vække” de lavende døde fra deres dvale. Det er her Pensula peaker.

Men spændingsniveauet gør stødt ned af bakke, efter mødet med tidligere soldater, som hersker som små konger på halvøen, med en excentrisk og sadistisk sergent i front. Vi nøjes ikke længere med at følge få, men i stedet mange mennesker og allerede her, er Peninsula en mere uklar omgang zombie-dommedagsaction, end den stramme og ligetil 1’er, som vidste præcist hvad den ville med historien og dens karakterer.

Jung-seok og hans svoger er ikke nok i det filmens persongalleri. Vi skal også have indblik i en suicidal kaptajns liv i den ensomme havneby, den sartistiske sergent og samtidig også en familie, som holder sig skjult i sin gamle lejlighed, hvor en badass mor, en gammel bedstefar og to køreglade unger, holder til.

Samtidig har vi også med en efterfølger at gøre, som lader den smule samfundskritik, som 1’eren stillede spørgsmålstegn ved, blive gemt væk i film nr. 2. Det er en film, som finder det mere interessant at stille spørgsmålet ved hvordan de overlevende, efter en zombie-epidimi, får en hverdag til at gå.

Svaret er enkelt: ved at udvælge menesker, som kastes i “ringen”, hvor de skal slås og prøve at overleve at blive slået ihjel.

Længe leve tidsfordriv i en zombietid.

Peninsula kunne have været den fede, underholdende og uforpligtende efterfølger. Men i stedet føles den støvsuget for gode ideer og påfund, indeholder masser af karikerede personskildringer og med masser af halvsløje action-bilscener, som minder om en billig omgang Fast And The Furius, med Vin Diesel og Paul Walker som animerede zombier.

At slutningen kammer fuldstændig over i skrig, skrål, snot og tårer, drivende sentimentalt violinspil, og plat og patetisk slowmotion, hjælper overhovedet ikke helhedsindtrykket.

Train To Busan 2: Peninsula får 2/6: 🔨🔨

Seneste

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!

Cha Cha Real Smooth

Nicolai har denne gang anmeldt et hjertevarmt og smukt drama om vigtigheden ved at være der for andre og skabe lys og glæde i en hverdag som måske ikke har særlig meget af det.

De Bedste Gangsterfilm Top 21 del 3

Afslutningen på listen over de bedste gangsterfilm nogensinde. 7 eminente og stærke værker, der hæver sig over de resterende på listen. Det er bestemt ikke uden grund af både Francis Ford Coppola og Martin Scorsese begge har to film i toppen..

De Bedste Gangsterfilm Top 21 del 2

Anden del af Andreas’ og Renés ultimative gangsterliste, går et par spadestik dybere og viser flere desperate mænd i nogle desperate situationer…