Originaltitel: The Painted Bird
Instruktør: Václav Marhoul
År: 2019
Genre: Krig/Drama
Det var noget af en mundfuld at skulle sluge en film som denne en helt almindelig fredag formiddag.
The Painted Bird føles lidt som at få knust skinnebenet med en muggert, og samtidig lytte til det bedste musik man kan forestille sig.
Den er led og ond, gudesmuk og poetisk.
Leden og poesien går smukt hånd i hånd, og når det er allermest ondskabsfuldt og ubærligt, så er der stadig noget, der får tankerne til at kredse om det smukke ved livet. Ukuelig livsgejst på trods af en verden og en menneskehed i total forfald.
“It mattered little if one was mute
people did not understand one another anyway.”
Vi løber aldrig tør for skræmmende historier om rædslerne under Anden Verdenskrig.
Så længe kvaliteten i historien er så høj som her, så bliver vi heller aldrig trætte af emnet.
Det er voldsomt kontrastfyldt, at være så begejstret for dette emne, der jo udelukkende bygger og lukrerer på andre menneskers tragiske skæbner.
Det er dog en formildende omstændighed, at ved at blive ved med at fortælle disse historier, så er vi skridtet nærmere at undgå en gentagelse af begivenhederne.
Vi følger en – i starten – navn- og ordløs jødisk dreng, spillet forrygende af debutanten Petr Kotlár.
Vi befinder os et sted på østfronten, da jødeudryddelserne virkelig tager fart.
I takt med at Holocaust bliver mere og mere udbredt, sendes han af sine forældre ud på landet til sin tante.
Hun dør pludseligt, og så er han alene om sin overlevelse. Han bliver mere og mere hårdfør, men han er trods alt kun en ung dreng, så han er afhængig af andres forbarmelse og medmenneskelighed.
Han udsættes for alverdens rædsler på sin lange rejse, bl.a. seksuelle overgreb fra folk, der burde beskytte ham. Han oplever grusomme afstraffelser og tortur, samt psykisk uoverskuelige hændelser, der fjerner hans uskyld, og tvinger hans samvittighed i knæ.
Det er uhyggeligt!
Menneskeligheden får heldigvis på et tidspunkt i filmen et ansigt, i skikkelse af Stellan Skarsgård’s nazisoldat. Han opfører sig som langt de færreste tyske soldater på østfronten – han viser sig som et anstændigt menneske, og ikke bare en skruppelløs dræber.
Hele deres ordløse kommunikation, imens vi venter på det uundgåelige, der ikke sker, er et af de øjeblikke i filmen, hvor handlingen bliver til poesi.
Det er sublim filmkunst.
Skynd dig at fange The Painted Bird i biografen, imens du kan.
Den er hvert et øjeblik, og hver en krone værd.
En af de tre bedste film fra 2020.
“Vask dine støvler!
Du er kun halvt mand, når dine støvler er beskidte”
