The Bear

Christoffer Rask Thomas

Christoffer Rask Thomas

Serie af: Christopher Storer
År: 2023
Genre: Drama/komedie

”The Bear” handlede i første sæson om den i Chicago opvoksede Michelin-kok Carmen, der har arvet broderen Michaels sandwich-restaurant ”The Beef” efter Michaels selvmord, og den fulgte især hvordan Carmens meget skolede og ambitiøse tilgang til at køre et restaurantkøkken clashede med de noget mere jordnære Chicago-kokke på broderens lidt mere ydmyge sted. Første sæson var præget af karismatiske karakterer, en næsten virtuos klipning og et autentisk blik på den famøst intense kokkeverden, der ikke blev mindre intens af mødet mellem et amerikansk ”hole-in-the-wall”-koncept og et mere europæisk (Carmen har faktisk arbejdet på Noma) gourmet-køkken.

Men det var også en serie, der efter denne anmelders mening kæmpede lidt med den overordnede balance, og ubalancen kom især i form af Michaels bedste ven Richie (Ebon Moss-Barach), der er en slags manager på ”The Beef” og som langt hen ad vejen modarbejdede alt hvad Carmen prøvede at indføre af nytænkning, fordi han opfattede det som en hån mod Michaels arv for ikke at tale om en trussel mod sin egen position på stedet. En stærk protagonist er jo altid godt at have, og for så vidt spændende at denne disciplinerede kok, der har arbejdet på de fineste køkkener i verden pludselig skal forholde sig igen til det noget mere rå nabolag han kommer fra, og de typer, der findes der, men Richies voldsomme udskejelser blev skildret med en komisk overdrivelse, der for ofte truede med at hæmme den autencitet som serien i øvrigt opbyggede – Moss-Barach er en glimrende skuespiller, der fx fornemt har demonstreret sin evne til at skildre det selvmedlidende, dominerende og umodne i mennesket som Marnies kæreste i ”Girls” – det var situationerne, der blev for tykke, og Moss-Barach nåede i løbet af sæsonen både at trække en pistol foran en gruppe af restaurantens kunder og i en scene, der føltes som om den var stjålet fra et skrottet afsnit af ”Klovn”, at spike en hel portion Ecto-Cooler til en børnefødselsdag med valium, så der lå besvimede børn over alt i græsset.

Den glædelige nyhed hvis man havde det på samme måde som jeg er så, at Richies story-line i anden sæson er blevet noget mere afstemt til resten; Richie kæmper stadig med et enormt temperament og med at finde sin plads, for i denne sæson har Carmen besluttet at lave ”The Beef” om til titlens ”The Bear”, en fin restaurant med en vibe, der på mange måder er alt det Richie ikke er. Men Richies karakter fremstår væsentligt mere troværdig i denne omgang, og så kommer han ud på en stærk udviklingsrejse i løbet af sæsonen, der blandt andet fører til det helt fantastiske 7. afsnit ”Forks”, hvor Richie er i lære som stage på en tre-stjernet Michelin-restaurant, hvor det eneste han får lov til, er at gøre gafler rent.

Derudover er serien i anden sæson på fascinerende vis endnu mere optaget af maden og af processen omkring hvordan en restaurant udvikles og drives, og vi er blandt andet med, når den fåmælte men sårbare kok Ebra skal holde sit hygiejne-kursus ved lige, til at se den ambitiøse dessertkok Markus blive oplært i hvordan man former is til en perfekt quenelle, og når Carmen og hans køkkenchef Sydney udvikler restaurantens menu, mens Carmen slår et æg ud i en frisk pastadej direkte på sin bordplade. Klipningen er ligeså overlegen som i første omgang, og flowet igennem sæsonen er som sit eget lille hav; nogle gange stille, nogle gange dynamisk, nogle gange i voldsom bølgegang, men alt sammen udgående fra samme kraft; dens fornemmelse for hvornår en samtale kan trækkes i zen-agtigt langdrag, mens to kokke står og piller svampe, og hvornår et hektisk skænderi kan kulminere i at nogen brager en bil gennem en bygning er enormt dragende og får ”The Bear” til at føles som en af de serier, hvis struktur er mere inspireret af romanen end af tv-mediet selv.

Og så bliver castet brugt bedre denne gang: Ayo Edebiri som Carmens let nervøse og grundlæggende blide men intense højre hånd Syd, der til tider lader sit temperament løbe af med sig er lige så fremragende som hun var i første sæson, mens Oliver Platt som Carmens små-gangster af en onkel og investor samt især Jeremy Allen White som den selvdestruktive men grundlæggende velmenende Carmen vokser med opgaven. Castet fra første sæson suppleres denne gang også af en glimrende Molly Gordon som Carmens flirt Claire, der står for et af seriens mest lavmælt rørende øjeblikke ved et køleskab i et supermarked, hvor serien virkelig flexer sit blik for mennesker, der ser eller ikke ser hinanden. Og så dukker der et overraskende opbud af gæstestjerner op (det er tydeligt at mærke, at første sæson har hypet sig hele vejen ind i en række Hollywood-agenters telefonbog), om hvilke jeg ikke vil afsløre for meget – jeg kan dog sige, at standupkomikeren John Mulaney som Carmens kusines mand bruger sin naturlige akavethed og lettere stakkerede tonefald som et våben i en fantastisk scene, hvor han under tvang holder en små-forkrampet men inderlig tale.

Af kuriøse detaljer kan nævnes at et helt afsnit, hvor dessertkokken Markus er blevet sendt i lære over Atlanten, foregår i København – og selvom den visuelle kærlighedserklæring til den danske hovedstad som hele det afsnit er, minder os om at København er smukkere end vores nordiske mådehold ofte tillader os at lægge mærke til, så skildres byen også med en turistet ærbødighed, der får den gamle stad til at blive til et småkedeligt glansbillede. Og så er altså det lidt mærkeligt i den perlerække af cameos, at man ikke kunne have sneget en dansk skuespiller ind, når nu man alligevel var her.

I den mere reelt kritiske afdeling synes jeg desværre stadig, at ”The Bear” kæmper med autenciteten nogle steder. Selvom ”Richie-problemet” er løst, er der for eksempel et noget hysterisk julemiddags-afsnit, der har noget af den samme malplacerede sit-com-vibe, som Richie-plottet havde i første sæson (og seriens skaber Christopher Storer har da også en baggrund som instruktør af blandt andet stand-up-specials), og selvom selv en drama-serie skal have lov til at have en vild præmis, så bruger anden sæson ikke helt nok tid på at overbevise mig om, hvordan det kan lade sig gøre at Carmen og Sydneys stab af rustikke sandwich-kokke på så kort tid kan køre service på en restaurant, der har som et primært mål at få en stjerne i Michelin-guiden så hurtigt som muligt – det kommer til at fremstå en kende utroværdigt, når nu der nørdes så meget ned i andre detaljer. Men seriens karakterer, autentiske, levende univers og dens utrolige fortælleoverskud fører til legendariske momenter, der vil forblive på seriehimmelen længe, og sammenholdt med irritationen over de ovennævnte elementer, får det serien til at stå at vippe mellem de 4 og 5 hammere. Lige nu bliver jeg forsigtigt på den ene side, men ser jeg den igen, kan det sagtens være den tipper over.

The Bear får 4 ud af 6 hamre:
🔨🔨🔨🔨

Seneste

Birthday Girl

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en fødselsdagsferie på et krydstogt, hvor tingene går virkelig gruligt galt for en mor og en datter.

Birthday Girl, er intens, hjerteskærende og grundlæggende en ret ubehagelig film, som måske ikke er helt perfekt, men som dog er en der vil påvirke én og som man vil huske efterfølgende.

Godzilla x Kong: The New Empire

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og den bli’r anmeldt af René Buchtrup

Perfect Days

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en ældre japansk herre, som rengøre toiletter i Tokyo og bl.a. lytter til gammel rock på kassettebånd.

Hvis dette ikke lyder som noget særligt, så er det dog faktisk tilfældet her, da Perfect Days er filmisk hverdagspoesi når det er allerbedst og ligeledes årets hidtil allerbedste bud på en film der viser mennesker og livet fra den allerbedste side af.

Paris, Texas

Wim Wenders har skabt en sjælden filmperle, som beskriver ensomhedens væsen mere rørende end nogen anden film i filmhistorien.
Læs René Buchtrups anmeldelse af Paris, Texas, med en storspillende Harry Dean Stanton i front

Past Lives

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 koreanske mennesker, som først mødes i barndommen og som sides mødes flere gange som voksne, men for hver gang de mødes, er deres liv helt anderledes.

Past Lives er intet mindre end et stort, smukt, subtil og virkelig menneskeligt mesterværk, som man i allerhøjeste grad, kan og bør opsøge i ens nærmeste biograf.

Wild

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en kvinde der beslutter sig for at vandre en virkelig hård og lang tur, for at kunne komme af med livets smerter, sorg og traumer.

Wild er en hjerteskærende og spændende film, som ikke er perfekt, men dog meget medrivende.

Ugens Streaming Anbefaling – American Fiction

Cord Jefferson vandt til årets Oscar-show en gylden statuette for “bedste manuskript”.
American Fiction er filmen du ikke skal snyde dig selv for, da den er velspillet, skarp og morsom.
Allan fra GoFM får en lille anbefaling med på vejen her i lydklippet: