2. sæson af den længe ventede 80’er-hyldest Stranger Things, lever i den grad op til de tårnhøje håb og forventninger.  Den er mindst lige så fantastisk som sæson 1. 

Sidste år blev mange (deriblandt denne jubeltosse af en begejstret anmelder) ramt af Stranger Things-bølgen. 80’er nostalgi møder fabelagtig coming-up-age-historie med et twist af gys og gru. Det var hvert fald en kombi som virkede for Duffer Brødrene, Matt & Ross, som havde en forkærlighed forSpeilberg, Carpenter og alle de andre store instruktører som fik 80’erne til at føles helt unikt og særligt.

Jeg havde simpelthen frygtet den dag Stranger Things fortsatte med 2. sæson på Netflix. For tænk hvis nu niveauet ville dale. Lad mig slå det fast med samme: niveauet daler på ingen mulig måde. Faktisk er 2. sæson af hitserien, MINDST, ligeså fremragende som sæson 1.

Historien om vennerne Mike, Dustin og Lucas’ søgen efter deres kammerat Will i første sæson, sluttede med bravur. De fik hjælp af den fantastiske Eleven (ja, hun var og er stadig en helt enestående karakter), samt politimanden Jim Hopper og Will’s mor, Joyce. I 2. sæson er Will tilbage. Han var fanget i en parallelverden, hvor monstre regererede. Muligvis er han tilbage i 2. sæson, men monstrene har (muligvis) ikke sluppet ham.

De evigt charmerende og herlige knægte er et år efter Will’s hjemkomst ikke længere helt små drenge. De er nu præpubertets knægte og det kommer der utroligt mange sjove episoder ud af. Bl.a. med det nyeste medlem i banden, Max som både Dustin og Lucas falder pladask for.

I første sæson var det Mike der havde den egentlige hovedrolle. Vi følte med ham og hans frustrationer over tabet af hans bedste ven, Will. I anden sæson er det Will der er en slags hovedperson. Vi følger flere i anden sæson, men ham mere end nogensinde. Faktisk er det helt enestående ved Stranger Things det, at serien kommer i dybden med dens karakterer og man føler man har fået en masse skønne (serie)venner for livet. Serien giver sig tid, så man kan lære dem at kende og det betaler sig i sidste ende. For hver gang vores hovedpersoner er i fare, hepper man på dem. Jeg sad da hvet fald flere gang og var ved at råbe ad min fladskærm, som var det en vigtig fodboldkamp jeg iagttog.

Og lad os så lige vende tilbage til Eleven. Pigen med de magiske evner er selvfølgelig tilbage. Ikke med en så central rolle som i den forrige sæson, men selvfølgelig er hun vigtig i kampen mod parallelverdenes monstre som invaderer Hawkins laboratorium. Med hendes sci-fi-skills og hendes kammeraters hjælp, gør de alt hvad de kan få at drive monstrene få flugt (både dem der hoserer i Wills sind og dem på landjorden).

2. sæson af Stranger Things, er ligesom første sæson, en fest at følge med i. Det er en fryd for øjet og hvert billede i filmen står æstetisk knivskarpt og ser dødlækkert ud. Lydsiden er i den grad også en fest med masse af de store 80’er hits, fra bl.a. The Clash, Donna Summer, Queen og Cindy Lauper. Det er en serie som hele tiden balancerer mellem det alvorlige, det spændende, det grufulde og det sjove. Det er perfekt balanceret og jeg nød hvert et øjeblik af 80’er festen.

For alle skeptikerne, så drop jeres fordomme på forhånd (“jeg er altså ikke til det der science fiction”). Alle lige fra teenage-alderen og op, kan se serien og få en masse ud af den. Til dem der er til en knaldhamrende go’ historie, fantastisk skuespil, spænding så man ender på kanten af sofaen, og en lille smule gru og gys, så er serien til alle jer.

Forestil dig en fabelagtig cocktail med ingredienserne fra “Stand By Me”, “E.T”, “Goonierne”, rystet godt rundt og så ender vi med nogle helt enestående unger, som man kan identificere sig med, et enestående Speilberg’sk univers og på toppen som flødeskum får vi så Duffer Brødrenes helt eget unikke touch. For muligvis har Stranger Things inspiration fra mange, men samtidig er den sin helt egen.

Det er den mest magiske og skønne serie i flere år. Bing-watch. NU! 🙂

Stranger Things Sæson 2. får 5 ud af 6 hamre:       

Anmeldt på baggrund af hele sæsonen som kan streames på Netflix.