Instruktør: Hamilton Luske, Ben Sharpsteen.
År: 1940
Genre: Animation
Kan streames på: Disney+
Disney-filmstudiet har gennem tidens løb lavet talrige udødelige filmklassikere, hvor jeg vil vove og påstå at de fleste har deres egen favorit.
Min personlige favorit er faktisk d.2 spillefilm som Walt Disney arbejde på, som så var filmatiseringen af Carlo Collodis italienske børnebog om en lille dukkedreng ved navn Pinocchio, der så inderligt ønsker at blive en rigtig dreng.
Dette er grundlæggende også historien som fortælles, udover at Pinocchio (for at kunne blive en rigtig menneskedreng), skal lære om at være god, tapper, modig og kende forskellen på rigtigt og forkert, hvilket fårekyllingen Jesper skal forsøge at hjælpe ham frem imod.
Men, hvad er der særligt ved Pinocchio, og hvorfor er det ikke blot min yndlings Disney-film, men ligeså min yndlings animationsfilm?
Jo, for det første er det en historie og film med virkelig mange lag, af den slags som man måske først får øje på, desto ældre man bliver for hvert gensyn.
Fx via det faktum at Pinocchio på alle måder (til at starte med) er naiviteten selv og falder i med begge træben, når nogle tilbyder noget som kunne lyde sjovt for hans øre og denne uperfekthed, er mere end perfekt til at vise den karakterudvikling, som er nødvendig for Pinocchio til at kunne opnå det som både han og Gepetto (den ensomme dukke/urmager, som skabte Pinocchio) ønsker allermest.
Dernæst er der også et virkelig stort mørke over Pinocchio-filmen. Dette er der såmænd også over Carlo Collodis oprindelige eventyr, men Disneys udgave viger skam heller ikke fra konsekvenserne af hvad der rent faktisk sker når Pinocchio bliver tiltrukket af fristelser, såsom dukkeshow eller en tur i pjækkeland.
Der er skam også andre Disney-film med mørke og dystre scener eller sider, men alligevel går Pinocchio lige til grænsen og sommetider lidt over.
Men det der dog samtidig er virkelig smukt, er at selvom det ikke altid er tydeligt, så glimter der dog altid er håb for Pinocchio, da han jo (på den hårdeste måde) lærer hvad der er rigtigt og forkert, samtidig med at Jesper Fårekylling, også lige er der til at hjælpe ham (selvom det ikke altid er nemt at slå fornuften ind i træ-knolden på ham).
Dernæst, er der samtidig også massevis af humor, som ligeså kommer via Pinocchios naivitet, men så sandelig også via Jesper Fårekylling, der virkelig gør sit for at få Pinocchio til at opføre sig ordentligt, men ofte er lidt forfjamsket og klodset.
Samtidig er der også Gepettos kat Figaro, som (skønt den ikke er vildt meget med i filmen) godt kan blive en kende knotten når den ikke får som den vil have det og det synes jeg personligt også er ret morsomt.
I forhold til selve animationen i Pinocchio, så er det her værd at nævne at hele arbejdet med Pinocchio tog omtrent 2 år og krævede mere end 150 (nogle steder står der 750) personer til at stå for animationen, som dengang alt sammen var tegnet i hånden.
Dette er virkelig imponerende i mere end 1 forstand, når der ses på alle de detaljer der er tilstede, alene i alle de urer som Gepetto har, hele pjækkelandsekvensen og såmænd også hvor diabolske skurkene (ræven Mikkel From, Stromboli eller kusken fra Pjækkeland) virkelig ser ud. Ja, her ved gensyn, har jeg virkelig svært ved at finde noget som kan måle sig med det.
Dernæst så synes jeg også at den Oscar-vindende underlægningsmusik af Leigh Harline & Paul J. Smith, er noget virkelig særligt. Naturligvis er Når Du Ser Et Stjerneskud, Der’ Ingen Bånd Der Binder Mig og den lidt oversete Slå En Lille Trille, naturligvis fantastiske sange, men særligt synes jeg der er noget dybt magisk over underlægningsmusikken og det som den gør.
Fordi, skønt der skam er lydeffekter hist og her, så synes jeg virkelig at underlægningsmusikken særligt er med til at skabe eller symbolisere lydene, såsom når nogle falder, når der er tordenvejr eller hele scenen når Pinocchio & Jesper Fårekylling er i vandet, for at lede efter kæmpehvalen Monstrom.
Dernæst så kan man næsten heller ikke nævne Pinocchio (eller nogen anden Disney-film), uden lige at knytte nogle ord til stemmelægningen.
Der findes for så vidt 3 danske udgaver af Pinocchio i forhold til stemmerne, hvor den jeg er vokset op med er den fra 1995, som nærmest er 1-til-1 med den fra 1977, bortset fra at Alexander Glæsel lægger stemme til Pinocchio, frem for Daimi.
Ikke desto mindre er hver én dansk skuespiller perfekt valgt, om det så er Claus Ryskjær som den skumle Mikkel From, Helge Kjærluff-Schmidt som den evige godmodige Gepetto, Susanne Bruun-Koppel som ønskefeen (der egentlig sætter hele eventyret i gang) eller Ove Sprogøe, som vel nærmest formåede at gøre Jesper Fårekylling til en af glansrollerne.
Både fordi Ove Sprogøe både bidrager med en masse dyb hjertevarme, humor og energi til Jesper Fårekylling, men så sandelig også fordi at karakteren jo siden blev synonymet for glæde og varme, via Disneys Juleshow.
Alt i alt, så synes jeg fortsat at Disneys Pinocchio stråler som et stort, smukt og magisk filmisk mesterværk, på samtlige parametre og steder som et mesterværk kan beskrives på og for mig er dette fortsat det ypperste der er lavet af både Disney-film og animationsfilm!
