Originaltitel: Gisaengchung
Skrevet og instrueret af: Bong Joon Ho
Genre: Komedie/drama/thriller
Spilletid 2t. 12 min.
Spidende sorthumoristisk samfundssatire.
En overdådig klassekamp.
Årets suveræne vinder af De Gyldne Palmer i Cannes imponerer på alle parametre.
Bong Joon Ho har i en årrække imponeret med det ene mesterværk efter det andet. Han har leveret to af mine favoritfilm fra landet, der ligger syd for den 38 breddegrad. Memories Of Murder og den smukke Mother. De overgås kun af få andre film, der kommer derfra.
Nu er han så klar med en ny film, et nyt mesterværk.
Parasite er uden sammenligning årets mest hypede film, og en af de bedst anmeldte film nogensinde.
Temaer som sociale klasser, generel pli, og det skæve overfladiske samfund giver rig mulighed for at tage fat på klassekampen – rig mod fattig.
Handlingen
Familien Kim lever et udsigtsløst liv, uden de helt store fremtidsperspektiver. De lever fra dag til dag, og hutler sig igennem tilværelsen via diverse småfiduser.
Gennem en ven, finder sønnen en vej ind i familien Parks hjem – en familie fra den anden ende af det klasseskel han selv kommer fra. Han skal undervise en ung pige i engelsk.
Med kløgt, gåpåmod og frække bissetricks lykkes det snart hele familien at besætte de forskellige stillinger i huset. Søsteren agerer pædagog, moderen husholderske, og faderen chauffør. Alle har de pludselig en funktion hos familien, som er uvidende om svindelnummeret.
Små og store ting sker som følge af dette, og hvert enkelt nedslag giver masser af næring til helheden, og det forrygende klimaks.
Parasite er en af de få film, hvor der ikke er en eneste overflødig scene. Hver en scene er relevant.
Mus æder mus
Mus æder kat
Umiddelbart er det en simpel film, uden de store udsving, men jeg vil opfordre alle og enhver til at finde den nærmeste biograf, og lade sig forføre af mesterværket Parasite.
Der sker noget hele tiden.
Filmen skifter ofte genre undervejs, og går fra underfundig humor til creepy socialrealisme, også tilbage igen.
Jeg sad flere gange og var færdig af grin. Der er nogle helt forrygende scener, hvor rig og fattig mødes i akavet godhjertet medlidenhed.
Der er dog også enkelte scener, hvor jeg lige måtte tvinge røven tilbage i sædet, samt få pulsen nogenlunde under kontrol. Uhyggen kommer snigende.
Disse skift er med til hele tiden at få os til at holde fokus.
Det er simpelthen bragende flot lavet, og Bong Joon Ho viser hvilken mester han er, hvilken eminent historiefortæller han er.
Jeg skal helt tilbage til Chan-Wook Park’ ubestridte mesterværk, Oldboy – hans milepæl i filmhistorien, for at finde en film, der på samme måde tager røven på mig.
Som noget helt nyt for mig, så er “tossen” – der dukker op i alle de sydkoreanske film jeg har set – ikke med. Der er altid en lidt enfoldig person med i deres film, og jeg må sige det er befriende at slippe her. Også her er Parasite nyskabende.
Vi runder af
Parasite udmærker sig ved at være årets bedste film, hvilket vi ikke er det eneste medie der synes..!
Den har fået fuld plade stort set hele vejen rundt, og min sunde skepsis, der altid følger med, når jeg står med et overhypet værk, ja den har jeg måttet pakke langt væk.
Parasite ånder Oldboy i nakken, og strejfer den frækt med sin sleske, beskidte tunge.
Vi er helt oppe på disse nagler.
