Nomadland

René

René

Originaltitel: Nomadland. Instrukttør: Chloe Zhao. År: 2020. Genre: Drama. Kan købes på dvd og blu-ray fra d. 28. juni 2021.

Nomadland var spået en masse af de helt store priser til det store Oscar-show i år. Den vandt for både bedste instruktør, kvindelige hovedrolle og ikke mindst, bedste film.

I en unfair verden ville den tabe til en middelmådig og småligegyldig Hollywood-produktion, der blev glemt den næste dag.

Dette skete heldigvis ikke.

Tænk, at der skal en ung, kinesisk instruktør til at kreere en så vellykket samfundskritisk perle, som prikker til “the land of opportunities”, med en midaldrende kvinde i front. Fern, hedder hun. Hun bliver spillet sublimt af altid suveræne Francis McDormand, som med sindsro og ufatteligt nærvær, indkapsler sjælen af en kvinde, der efter mange års ægteskab, har mistet sin mand efter et længere sygdomsforløb. Huset har hun ikke råd til at bo i længere.

Som hun beskriver i et supermarked for en ung kvinde, så er hun “ikke hjemløs, men husløs”. Hun bor i en autocamper, og kører landet rundt, for at tjene til føden. Ved juletid, ved almægtige Amazon, i sommerperioden, på campingpladser.

Fern har ikke råd til at betale regningerne og dét hjem, hun har boet i, er blevet taget fra hende. Alligevel hører vi ikke Fern brokke sig over hendes tilværelse. Hun mødes med andre nomader et sted i ørkenen, som også har accepteret deres nye tilværelse.

Som i Zhaos tidligere film, den mesterlige The Rider (om en ung mands kamp om at komme i rodeosadlen igen), så er alle medvirkende i filmen, udover McDormand og David Strathairn, amatørskuespillere. Mennesker, som alle er håndplukket ud af det miljø, de netop skildrer i filmen. Det føles til tider, som en dokumentarfilm vi befinder os i, og dette giver filmen et ekstra skud autenticitet.

Det er så troværdigt skildret og Nomadlands fotograf, Joshua James Richards dvæler med hans smukke og rolige naturbilleder, som giver filmen en særlig stemning og ro. Men det bliver aldrig for kedeligt og langsommeligt i filmen. Det giver i den grad mening med det rolige tempo, og det tålmodige publikum vil blive belønnet. Som publikum blender man ind, og bliver en del af filmen og dens handling, selvom McDormand er med i stort set alle scener. En imponerende bedrift af hele holdet bag filmen.

Selvom Fran både er et smut hjemme ved hendes søster og mand, og overnatter i hendes nye ven, Daves (David Stathairn) søn og svigerdatters hjem, så føles det ikke rigtigt for hende. Selvom livet på landevejen er et hårdt liv, og hun ikke altid har ret mange penge til hverken. mad, drikke eller benzin, at hun sommetider må efterlade sine ekskrementer i en spand, og hun en sjælden gang savner en blød og varm seng at sove i, så vælger hun dette liv, fremfor det gamle hun eller er vant til.

Man kan næsten sige, at hendes nye måde at leve på, er en langsom heling. Hun er bevidst om at hun hellere vil leve denne livsstil, end den gamle, trygge borgerlige, hun før var vant til. Nu er det hende der bestemmer. Dette er hendes helingsproces.

Nomadland er en lille, afdæmpet film, der uden de store armbevægelser, imponerer som både roadmovie, samfundskritik og meditativt drama. En drømmende stemningsfilm, om at finde sig selv i den store, uoverskuelige verden. Makkerparret Zhao og McDormand har skabt en fremragende film, som tager sig tid fra første til sidste billede. Og den er det hele værd.

Nomadland får 5/6 hamre: 🔨🔨🔨🔨🔨

Ekstramateriale: Sparsomt ekstramateriale på blu-ray-skiven, med et kort indblik bag produktionen (med the forgotten America), en omgang Q&A til en premiereaften på filmen i hjemlandet (Telluride premiere Q&A), samt to slettede scener (Deleted scenes).

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!