Som titlen siger ret tydeligt, så er det makkerpar i finder her.
Vi har samlet nogle vi elsker, og har gode minder med.
Hver især har de berørt os med deres enestående kemi på lærredet, og har givet os filmoplevelser for livet. Her på første del af listen skal vi forbi de to sejeste hitmen i filmhistorien. Vi skal i fængsel, og igennem en masse lort, og vi skal på en “hyggelig kanotur på Gudenåen, hvor vi bliver trakteret med både pandekager, begmand og fire racer – startende i Asien. Derudover skal vi på roadtrip med to handlekraftige kvinder, og et smut til et Hollywood, der var engang…
Frank og Casper: Klovn: The Movie (2010)
Frank Hvam og Casper Christensen
Andreas siger:
“Har du lyst til lidt guffe guffe?”
Frank Hvam og i særdeleshed Casper Christensen er de to jeg oftest har citeret fra filmens verden, de sidste femten års tid.
Casper er det ultimativt dummeste svin – en ynkelig mand, og Frank er ditto stædig, håbløs og vanvittig skvattet – men med et stort hjerte et sted nedenunder alt det lort han får lavet
“Casper….kommer du lige herop engang!”
Isoleret set, så rummer den første film de bedste gyldne øjeblikke i Klovn-universet.
Tour de Fis’ overtrumfer Frank’s planer om faderskab og voksenansvar… Enhver ved da, at fisse trumfer far. Det får Casper da ihvertfald gjort temmelig klart ved at svine Bo til, håne Frank og drage på natligt togt mod en gymnasielejr – noget der sidenhen bider ham groft i røven…
Det er her i den første film, at forskelligheden og splittelsen mellem Casper og Frank er størst.
I serien og de andre film viser Casper menneskelige egenskaber og følelser, hvorimod han er et dumt svin fra start til slut her.
“Vi skal fucking ikke have Bo med, nu må du kraftedeme stoppe”
Casper Christensen og Frank Hvam har en fabelagtig kemi, og deres timing i samspillet er intet mindre end forrygende.
De mange akavede og dybt pinlige situationer i filmen fungerer præcist så godt, fordi de herrer er et komisk match made in heaven.
Andy og Red: The Shawshank Redemption (1994)
Tim Robbins og Morgan Freeman
René siger:
Tænk, hvor meget lort man (bogstaveligt) man skal igennem, for at opnå bare en smule lykke.
Historien om de to fanger, Andy og Red er blevet hyldet på IMDB som verdens bedste film. Om det virkelig er det, er en helt anden diskussion. Omvendt er det næsten umuligt at diskutere hvorvidt venskabet holder hundrede mellem de to hovedpersoner. For samspillet mellem Robbins og Freeman står som et af de mest rørende eksempler på et venskab på film nogensinde.Uden at kamme over et eneste sekund, føles de rørende samtaler og øjeblikke mellem de to livstidsfanger så ægte, så man kun kan smile og knuselske dem.
Med en guddommelig voice-over,- simpelthen i en liga for sig, af Freeman, gøres det klart i filmens start, at Red ikke just syntes meget om den blege bankmand, da han ser ham for første gang i Shawshank (“I didn’t think much about Andy first time I laid eyes on him). Alligevel bliver det et livslangt (filmisk) venskab jeg aldrig glemmer.
“Andy Dufresne – who crawled through a river Of Shit And Came Out Clean On The Other Side.”
Jules og Vincent: Pulp Fiction (1994)
Samuel L. Jackson og John Travolta
Andreas siger:
Verdens sejeste hitmen battler filmen igennem på ubrugelig paratviden om burgere, fodmassage, og beskidte husdyr.
De vender de bibelske temaer og den ene reciterer et helt særligt vers.
Jules Winnfield og Vincent Vega er uden tvivl den sejeste duo overhovedet. De stråler af selvsikkerhed og overskud, og de giver den hele armen, da de skal op og overbevise Brett om at man ikke knepper Marcellus Wallace som en luder. Det er selvfølgelig ikke så smart, at de ender med at blæse hovedet at stakkels Marvin i en bil på åben gade, men altså, you win, you lose.
“Ah man, I shot Marvin in the face!”
Deres svinekødsmonolog på dineren, og hele diskussionen i bilen omkring de små forskelle på USA og Europa er ubetaleligt gode.
Disse to karakterer har stadig de bedste replikker, og også det bedste samspil i nogen af Tarantino’s film. De føles ægte og levende, og de hiver hele tiden nye – ligegyldige – guldkorn op af hatten. Utroligt det kan være så spændende at høre to voksne mænd snakke om ingenting!
Thelma og Louise: Thelma og Louise (1991)
Geena Davis og Susan Sarandon
Andreas siger:
“In the future, when a woman’s crying like that, she isn’t having any fun!”
Her er et makkerpar, der passer meget godt til tidens tendenser med MeToo og ligestillingsdebat.
Thelma og Louise er to kvinder, der har fået nok af middelmådigheden i deres hverdag, og af at mænd behandler dem som sexobjekter og det rene skidt.
De tager affære, og selvom deres metoder ikke altid flugter med loven, så har de min sympati.
Måske er dette bedst illustreret i scenen, hvor Louise skyder stodderen, der har forsøgt at voldtage Thelma. Susan Sarandon spiller den iskoldt hjem. Sammenbidt og fuld af foragt for det afskum foran hende.
Denne handling lægger yderligere lag til deres venskab, og sætter samtidig hele deres flugt fra det ordinære i et helt andet lys.
“That guy was hurting me. If you hadn’t come out when you did, he would’ve hurt me a lot worse. And probably nothing would’ve happened to him ’cause everybody did see me dancin’ with him all night. They would’ve made out like I’d asked for it. My life would’ve been ruined a whole lot worse than it is now. At least now I’m havin’ some fun. And I’m not sorry that son of a bitch is dead. I’m just sorry it was you that did it and not me.”
De går fra at være to kvinder, der er fed up med den mandsdominerede verden de lever i, til at flygte med forsmåede ægtemænd, politi og andet godtfolk i hælene tværs over USA.
Kemien mellem de to skuespillere er helt fantastisk, og de spiller den rent hjem.
Jeg tror på dem, og deres handlinger til trods, så er de to af de mest charmerende og elskelige karakterer jeg kan komme i tanke om.
Rick Dalton og Cliff Booth: Once Upon A Time….In Hollywood (2018)
Leonardo DiCaprio og Brad Pitt
Andreas siger:
Nyeste skud på listen, men det første makkerpar, der poppede frem i mit hoved.
Der er en sjældent god kemi mellem de to hunks, Leo og Brad. Der er respekt og venskabelig kærlighed imellem dem, og det er det der gør samspillet så godt. Virkeligheden bliver overført til lærredet.
“You’re Rick ‘fucking’ Dalton. Don’t you forget it!”
Tarantino har med Once Upon A Time In Hollywood skrevet en hyldest til filmbyen, men den er måske endda endnu mere en film om et ubrydeligt venskab imellem to mænd, der da ellers bliver udfordret hver især.
Jeg har ikke set så rørende scener i en Tarantino film, siden Jackie Brown – den scene med Pam Grier og Robert Forster. Det viser Tarantino’s genialitet, men også at det kræver de to rigtige skuespillere, med den helt rette kemi.
Rick Dalton og Cliff Booth gør hver deres ting i filmen, men finder hele tiden fodfæste hos den anden, hvis der opstår problemer.
Kan Tarantino bare skrive halvt så gode karakterer til sin næste film, så er jeg glad og tilfreds.
Brennan & Dale: Step Brothers (2008)
Will Ferrell og John C. Reilly
René siger:
“Can We Turn Our Beds Into Bunkbeds?”
Det barnlige citat kommer fra den ene af de to stedbrødre, Dale. Han er omkring 40 år gammel. Ligeledes er Brennan, omkring de 40, og ligeledes en egocentreret barnerøv.
Step Brothers er for mange en alt for plat komedie, hvor grænsen til idioti bliver nået med voldsom banden, smadrede både og nosser på et trommesæt. Men det er samtidig en meta-genistreg af en komedie, som på den ene side gør nar af drengerøve, der aldrig tør blive voksne, og samtidig en kærlighedserklæring til dem, fordi de tør stå fast.
Der står broderlige gnister mellem Ferrell og Reilly, som er beviset på at prutter stadig er sjove. Især til jobsamtaler i smoking.
Er det en tilfældighed at oscar-vinder Joaphin Phoenix nævner filmen, som én af hans filmfavoritter, og at det er den film han har set allerflest gange? Måske. Men hvis selveste The Joker kan li’ den, så burde selv den største skeptiker gi’ den en chance…
