For et kort stykke tide siden kom jeg med mit bud på Gummiansiget aka. Jim Carreys bedste roller, indenfor komikken.
Men, den kære Jim har også andet at byde på. Han kan nemlig godt spille skuespil uden at fjolle rundt hele tiden. Jo, altså han er da også sjov i mange af de mere alvorlige roller, men det er ikke drivkraften. Her er der andre og mere vigtige ting på spil.
Jeg vil gerne fremhæve fire af hans præstationer på film, som viser hvilken alsidig skuespiller han er. Her spiller han med ømhed og sårbarhed, så man ikke kan andet end af sympatisere med de karakterer han spiller.
Rigtig god fornøjelse med listen.
Joel Barish i Evigt Solskin I Et Pletfrit Sind (2004)
Han er en smule deprimeret, ham Joel Barish. Han er ikke sammen med sin kæreste, Clementine længere. Og det bliver slet ikke bedre, da det viser sig at ekskæresten har fået slettet alle minder om ham. Da han finder ud af dette, overvejer han at gøre det samme…
Charlie Kaufman har skrevet det vidunderlige, krøllede manus, til denne enestående finurlige film. Carrey spiller med stor overbevisning fyren, der har mistet det hele, og som måske ender med at miste det igen.
Ligesom hovedpersonen Joel Barish, så var Carrey selv deprimeret, da han optog filmen. En sindstilstand instruktøren Michel Gondry ikke ønskede at lave om på. Om det er det der gør at Carrey rammer tonerne perfekt undervejs i filmen, er ikke til at vide. Men den ømhed, sårbarhed og smerte han portrætterer i Barish-figuren, er nærmest umulig at opnå uden at form for talent. Og det besidder Carrey til perfektion.
Andy Kaufmann i Man On The Moon (1999)
“If you believed they put a man on the moon” sang bandet R.E.M. som en hyldest til den utilregnelige performer og komiker, Andy Kaufmann. Filmen Man the Moon er Milos Formans hyldest, med en eminent Jim Carrey i hovedrollen.
Hvis man ikke kender historien om den unikke og særlige, amerikanske entertainer, kan man blive klogere med filmen, hvor castingen af Carrey er noget nær perfekt. Hans performance rammer spot on, som den grænsesøgende og excentriske mand han nu var. Et menneske, man undres over, og som altid var interessant, fordi man aldrig vidste hvor man havde ham henne.
Fra pinagtige brydekampe, til en mærkværdig nekrolog på video. Carrey doserer hans “klassiske” gakkethed let og elegant over Kaufmann-skikkelsen, med et drys af dead pan-humor, og så til sidst en smule alvorlighed. En perfomance ud over det særvanlige.
Truman Burbank i The Truman Show (1998)
Free Guy med Ryan Reynolds fra 2021 var en fin lille og sød historie, om en skøn og likable fyr, fanget det forkerte sted i den forkerte tid. Men den havde “lånt” det essientielle fra en anden film, nemlig den fremragende 90’er-film, The Truman Show, med Jim Carrey i hovedrollen.
En flot iscenesat og djævelsk underholdende film, som prikkede til det samfund som engang hungrede efter reality-tv, uden at have moralske skrupler over seriøse ord som etik og moral.
Men spørgsmålet er så bare om det stadig er sådan den dag i dag?
Nå, men Jim Carrey beviser i rollen som den godhjertede og lettere naive Truman Burbank at han er meget mere en blot en fysisk komiker med et gummiansigt. En mand som “fanget” i en iscenesat verden, hvor det pludselig går op for ham, at hele hans liv er baseret på en løgn. Han formår at give “idealmennesket” Truman et ansigt man kan have forståelse og sympati med, og vi forstår som publikum hans frustrationer og er med ham hele vejen, da han flygter i en robåd.
Peter Appleton i The Majestic (2001)
Inden den store filmnørd, med de endnu større, kritiske briller på, falder om af et hjerteanfald, så lad må slå fast med det samme, at jeg hverken synes dette er Jim Carreys bedste, seriøse rolle, eller for den sags skyld, hans bedste seriøse film.
Men, den har nu stadig en masse godt at byde på.
Selvom instruktør, Frank Daborant havde succes med både En Verden Udenfor og The Green Mile (fra midt og sluthalvfemserne) gik det knap så godt i 2001 med det lettere (pladder?)romantiske drama, om en mand, der efter en bilulykke mister lysten til livet. Om dette skyldes at Daborant ikke selv skrev manuskriptet til filmen, og ikke kunne finde inspiration og engagement til at skabe en helstøbt filmoplevelse, vides ikke. Men alligevel får den kære Jim en helstøbt skikkelse ud af karakteren Peter Appelton, som ender med at finde gnisten til livet igen.
