Originaltitel: Gunda. Instruktør: Viktor Kosakovskiy. År: 2020. Genre: Dokumentar. Biografpremiere: d. 1. juli 2021.
Gunda er noget så sjældent som en film, der fanger mig fra start til slut.
Okay det er der måske mange der gør, men ikke på den her måde, hvor jeg bliver hensat til min egen lille osteklokke, og ikke har andet, eksisterende for mig så længe filmen varer.
Jeg tænkte efter en times tid over, hvordan det lod sig gøre, at jeg havde siddet og set på en gris og dens unger og deres daglige trummerum – klistret til skærmen, og sikkert uden at blinke med øjnene.
Gunda fanger alle mine sanser.
Grisenes liv på gården bliver vist.
Deres første tur udenfor huset de lever i, den evige trængsel og alarm, når grislingerne skal dige hos mor, og samme mor, der kærligt og helt bogstaveligt skubber dem frem i livet.
Jeg elsker det, når hypen holder, og når en film er så god og fantastisk, som den bliver kørt i stilling til.
Jeg havde sat mine forventninger tårnhøjt pga. denne massive hype, hvilket ofte kan vis sig farligt, men de blev indfriet. De blev indfriet og mere til.
Holdt i sort/hvid åbenbarer Gunda en hidtil uset dybde. Det tillader os at holde fokus på dyrene uden – helt primitivt – at skulle forholde os til, hvor ulækker en svinestald egentlig er, og det giver et simpelt billede på dyrenes liv, og giver os muligheden for at fordybe os i det.
Det er en imponerende bedrift at kunne fange seeren ind på denne måde, når man umiddelbart har så lidt at arbejde med.
Slutscenen er simpelthen på et niveau, hvor meget få film kan være med.
Jeg kneb en tåre, og lukrerede på biografsalens mørke, så jeg kunne have mit “tudefjæs” for mig selv. Den trak virkelig tænder ud til sidst, og den rørte ved mit faderlige beskyttergen. Det var nok derfor jeg sad der med mine salte tårer…
Vi menneskers behandling af dyrene, viser sig at have uoverskuelige konsekvenser for den enkelte gris.
Moren der forgæves søger efter sine små grislinger er hjerteskærende.
Den tager ikke et selvhøjtideligt og fordømmende standpunkt, men viser “bare” 1-1, hvordan mennesket igen og igen formår at fucke op i naturens orden
Det er lidt som at se Blackfish.
Dyrene lider af afsavn og er tydeligvis kede af det – det er meget sørgelige scener.
Til trods for den umiddelbart simple handling, eller måske nærmere pga. af den, så giver jeg Gunda fuld plade.
Jeg var fanget hele vejen af det ligefremme udtryk.
Den går i hjernen og i hjertet.
Gunda får 6/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨 🔨 🔨