Gomorrah anmeldelse (sæson 1 og 2)

René

René

af Andreas Nørgaard

Der er ingen good og bad guys i den italienske gangster-serie, der benhårdt og brutalt viser mafialivets skyggesider.

Gomorrah sæson 1 og 2 kan streames på HBO Nordic

Jeg var hovedkulds forelsket i filmen af samme navn fra 2008, samt bogen af Roberto Saviano, hvorpå serien er baseret.
Den direkte stil tiltaler mig.
Der er ingen glorificering af mafialivet, og det er råt for usødet i samme stil som f.eks. Pusher.
Der er iskolde drab, og rå vold i dit fjæs, når du blænder op for Gomorrah.
Stilen er, modsat andre mafiaserier, såsom Sopranos og Boardwalk Empire, ikke pæn og poleret, men bare rå og trøstesløs.

Den viser mafialivets skyggesider.
De kæmper mere om retten til at tjene pengene, end til at bruge dem, og det handler mere om magt end noget andet.
Respekt og ikke mindst ære er de to centrale begreber i disse menneskers liv. Alt andet er ligegyldigt til sammenligning.
Det er uhyggeligt at følge med i dagligdagen, hvor de hele tiden skal være på vagt, og hvor voldsparatheden er enorm.
Drab betyder intet for dem.
Deres modstandere er i deres øjne ikke andet end kujoner, ludersønner og nuller, og de skal dø og ydmyges for enhver pris…
Serien viser destrueringen af unge mænd og kvinders uskyld og samvittighed, og den stiller spørgsmålene;
Er der overhovedet nogle grænser for disse mennesker?
Er de deciderede ondskabsfulde, eller lever de bare i et miljø, hvor de er nødt til at træffe beslutninger, der for os udenforstående virker utilgivelige?
Det er i denne kontekst nogle spændende spørgsmål, og ikke mindst nogle spændende og tvetydige svar serien giver.

Loyalitet er vigtigste dyd i livet, lige indtil din fjende tilbyder bedre muligheder.
Alliancer skabes, og alliancer brydes, og pludselig er bedste venner indædte dødsfjender.
Der bli’r begået en masse grusomheder, men jeg er med på, at det er en helt anderledes levevis end de fleste mennesker er vant til.
Det er mafiafolkenes hverdag og levebrød, og jeg tror ikke på de alle som én er født onde og blottet for empati.
…..men selvfølgelig er der nogle grænser et sted.
Når drab og tortur bli’r legitime metoder for at nå sit mål, så er det et ufravigeligt sidespor.

Der er tolv afsnit, af en lille times varighed, pr. sæson, og det er et godt antal ift. historien.
Der bli’r ikke trådt vande, og jeg sad hele tiden med en følelse af, at det der foregik var relevant for historien. Det er noget mange andre serieskabere kunne lære noget af.
Her kører de under parolerne; less is more, og godt håndværk.

Vi følger tre hovedkarakterer.
Først og fremmest Ciro, der fungerer som håndlanger/højre hånd for en anden hovedkarakter, Don Pietro Savestano. Derudover er han god ven, og en slags læremester for Don Prietos lidt dorske søn, Gennaro “Genny” Savestano.

Der er ingen good guys, og ingen helte!
Alle udfører handlinger, der ikke ligefrem giver licens til en sådan titel.
Genny er vel det tætteste vi kan komme på en good guy, men selv han har – helt bogstavelig talt – lig i lasten.
Handlingen er kort fortalt et morads af magtkampe, og det giver ikke mening at forklare karakterernes udvikling og handlingsmønstre.
Se serien istedet.
Den er som en totenschlæger til face!

Skuespillet er virkelig troværdigt over hele linien.
Det er sjældent jeg har set en serie, hvor alle leverer fra øverste hylde, der er altid nogen, der falder igennem.
Men ikke her i Gomorrah. Her spiller det hele bare, og jeg vil vove den påstand, at den ingen svagheder har.
Men du skal være til mafia-/gangster-serier for at blive grebet fuldstændig.
Det er ikke drama på samme måde som Sopranos, eller alvorstung actionunderholdning som Boardwalk Empire.

På lydsiden brillerer, blandt andre, Mokadelic og Joshua Berman med et score der 1) lægger en stemningsfuld og dronende bund for hele serien, og 2) går Trent Reznor og Atticus Ross’ score til Social Network i bedene. Det er minimalistisk uden at være primitivt, og det er retvisende ift. seriens miljø og handling.

Jeg er meget glad for Gomorrah, og den lander solidt på min all-time greatest serie-liste.

Gomorrah får fuld plade af mig.
6 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨🔨🔨

 

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!