Game of Thrones – Sæson 8 (blu ray anmeldelse)

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Game Of Thrones – Season 8. Serieskabere: David Benioff og D. B. Weiss. Genre: Drama/Fantasy. Produktionsår: 2019. 1 sæson på 6 afsnit fra HBO (kan købes fra d. 2 dec 2019)

af René Buchtrup

Et fænomens afslutning

Verdens største serie.

Det troede den danske skuespiller Nikolaj Coster-Waldau bestemt ikke på den ville blive, da han startede på Game Of Thrones for over 8 år siden.

Han syntes manuskriptet var spændende og at HBO havde høje ambitioner på seriens vegne. Men han anede ikke hvor stort det ville ende med at være.

Fænomenet “GoT” er og bli’r den største serie, overhovedet.

En serie, som meget kort kan beskrives som en ultravoldelig ridderserie, med masser af skældord, sex så det batter og intriger, så selv Horton Sagaen vil sige: ro på.

Men hvor er det bare ærgerligt, at den fantastiske serie, som den altså er, strandede et så middelmådigt sted, så man ikke rigtigt snakker om den idag.

Det er så underligt at man et halvt år efter finaleafsnittet, slet ikke snakker om serien længere.

Altså, misforstå mig nu ikke, for jeg tænker stadig at de første 4 sæsoner er noget af det bedste tv der NOGENSINDE er lavet. Dér havde vi altså et univers som var så brilliant fortalt og koreograferet, så man blot måtte måbe.

Og så var det hele så ufattelig uforudsigeligt. Man vidste aldrig hvem der overlevede. Ingen var sikre. Ikke engang Ned Stark!

Men efter George R.R. Martins bogforlæg var af vejen, gled det hele langsomt ud i sandet. Væk fra det uforudsigelige. Desværre. For efter mange sæsoner kunne serieskaberne David Benioff og D. B. Weiss jo ikke bare henrette de kære karakterer, som de gjorde i starten af det hele.

One good, and three not so good things

8. sæson spiller i den grad også på det sikre. Det er en sæson der bærer præg af særligt fire ting:

  • lækkerness
  • de sikre valg
  • for få afsnit
  • utroværdig karakterudvikling

Ja, undskyld det jyske, kluntede, sammensatte, engelsk-danske ord, lækkernes (er det overhovedet et rigtigt ord?), men 8. sæson ser flottere ud, end “GoT” nogensinde før.

Med et budget på ca. 15 millioner dollars på hvert afsnit, får samtlige fans af serien rigtig meget øjenguf for pengene. Hvis man ser bort fra det skræmmende mørke afsnit 3 (The Long Night), hvor det ikke blot er mørkt, som i skummelt, men simpelthen helt bogstaveligt talt. Det er så sort, at man i lange sekvenser ikke kan se en skid!

Men ellers er 8. sæson en drabelig ridderfest af de helt store, og uanset om man kan lide indholdet, kan man, uden tvivl, ikke andet end overgive sig til hvad man ser.

Dragerne er lavet så flot lavet, så man næsten dukker sig, når Daenerys Targaryen kommer flyvende på den. De voldsomme slag, med ufatteligt mange skuespillere (nogle slag op til 5000 statister), giver en helt særlig wow-effekt. Scenografien er i verdensklasse og de flotte locations, fra bl.a. Kroatien, Spanien, Nord Irland og Island, er med til at give serien helt rette stemning.

Selvom alt er flot, og serien stadig er velfortalt (for det er den stadig helt til vejs ende i serien), så halter de tre resterende ting på listen.

8. sæson bærer præg af at Benioff og Weiss spiller på de ALT for sikre løsninger. Den er blevet så forudsigelig, at det næsten er kedeligt. Ingen af de store karakterer må pludselig dø.

Det var ellers én seriens helt store forcer i starten. Den turde gøre det af med dens hovedpersoner.

Selvom det er rørende med familiesammenkomst (Arya, Sansa og Jon), og interessant at følge intrigeren mellem dem og “The Dragon Mother”, inden det helt store slag mod “The White Walkers”, så giver den afsluttende sæson lettere afkald på nogle af de opfindsomheder, den så ellers blev kendt for i starten.

Tempoet, er som det tredje punkt, også vældig kritisabelt. Selvom flere af de seks afsnit er lange (det længste afsnit varer 1 time og 22 minutter), føles det hele hurtigt overstået.

8. sæson kunne sagtens have været på 10 afsnit, som gav sig tid til at fortælle historien ordentligt til ende, uden at skynde sig.

Måske er det de mange plothuller, “GoT” prøver at slippe afsted fra, ved at skrue tempoet helt i vejret. Det vides ikke, men det er et bud.

Afslutningsvis undrer det mig grænseløst at karakterer, som man lært at kende gennem otte sæsoner, pludselig ikke handler overbevisende længere. Karakterudviklingen er simpelthen for endimensionel flere steder og igen ryger troværdigheden på gulvet. I den afgørende og sidste sæson er alle karakterer enten gode, eller også er de onde. Det er da kedeligt.

Tænk at den handlekraftige og seje ridder, Brienne of Tarth, der pludselig flæber da Jamie Lannister, ridder afsted, for at være sammen med sine elskede søster.

Når alt kommer til alt

Ja, sikke en omgang skribent-brok jeg fyrer af. Jeg ved det godt.

Det hele handler jo i bund og grund om at jeg ikke er sur, men skuffet. Game Of Thrones fortjener simpelthen en ordentlig afslutning, der ikke lefler for sit publikum, men stadig tør overraske og “smide en bombe”.

Nå. Men den utroligt flotte og underholdende GoT-finale-sæson, ender altså som en lidt flad fornemmelse, der ikke gør det helt store væsen af sig. Og hvor er det ærgerligt, nu når den startede som det bedste tv, der måske, nogensinde er produceret.

Jeg glæder mig allerede til at starte helt forfra med sæson 1. Det bliver næsten helt rart at se Coster-Waldau duske sin søster bagfra, mens han skubber et barn ud fra et vindue.

Ja, det var sgu underholdende og uforudsigeligt tv dengang det hele startede…

Ekstramateriale:

Her kan alle fans til gengæld smile og glæde sig til den tidlige julegave de her får serveret. Her er nemlig masser af godter i Game Of Thrones-julesokken.

Her er bl.a. den spændende dokumentarfilm, “The Last Watch”, som på nostalgisk vis siger farvel til serien, og viser det store crew bag produktionen, og hvor omfattende et stykke arbejde de gør, for at det hele kan lykkes, år efter år.

Samtidig er der masser af kommentarspor til alle de seks afsnit, tegnefilm der dykker længere ned i GoT-universet, samt flere dokumentarfilm, som bl.a. dækker sæsonens tredje og sjette afsnit.

Game Of Thrones – sæson 8: 3/6:

🔨 🔨 🔨

Ekstramateriale: 5/6:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Tak til Pr Nordic

Seneste

Ustoppelig

Nicolai har denne gang anmeldt en animationsfilm der skildre kræft via en celles rejse i en 10-årig drengs krop, samtidig at den også handler om meget mere.
Ustoppelig er en særlig animationsfilm, i forhold til at skildre et meget følsomt emne, simultant med at det også er et energifyldt eventyr om venskab.

Mortal Kombat 2

Mortal Kombat 2 er lidt af et rod. Historien er tynd, karaktererne er flade, og filmen tager sig selv langt mere seriøst, end den egentlig har fortjent. Men samtidig er der også noget mærkeligt charmerende over dens totale mangel på selvkontrol.
René anmelder fra biografmørket

Dead Man’s Wire

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en sandfærdig kidnapning, som blev foretaget af en mand der følte sig uretfærdiggjort af systemet.
Dead Man’s Wire er ikke perfekt, men dog en ganske underholdende thriller, som til-og-med er dejlig kompleks.

28 Years Later: The Bone Temple (4K UHD)

🩸 28 Years Later: The Bone Temple på 4K: afdæmpet billede, men et Atmos-lydspor der virkelig løfter oplevelsen. En solid udgivelse til en mørk og eftertænksom toer.

Michael

Nicolai har denne gang anmeldt den meget imødesete biopic om Michael Jackson. Desværre er der tale om en ret overfladisk biopic, som fortæller lidt om pop-kongen, men ikke nok til, at man rigtig lærer ham at kende.

Hachiko: En ven for livet

En hund. En togstation. En historie der knuser hjertet og varmer det igen. 🐕❤️
René anmelder på blu-ray

Lee Cronin’s The Mummy

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en familie, der pludselig får deres datter & søster tilbage, efter hun bliver fundet i en mumiegrav.

The Mummy, vil måske lidt for meget med sin historie, men er dog samtidig en ret underholdende og voldsom gyserfilm, som er for dem med ikke alt for sarte sjæle

Affektionsværdi

Den vandt en Oscar for Bedste Internationale Film i marts måned. Og det var i den grad fuldt fortjent!
Joachim Trier er tilbage med endnu en fantastisk film om dét at høre til i en moderne verden.
René anmelder