Forventninger til søndagens Oscarshow?

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

For tre år siden ville jeg have insisteret på,
at der ikke var grund til at have nogle særlige forventninger til den store filmfest i Dolby Theatre. Ja altså lige bortset fra et ligeså kedeligt og forudsigeligt show som sædvanligt…
Det er som ofte pænt poleret, politisk korrekt, og med nogle ganske elendige værter. Det bliver for fisefornemt, når alle skal tænke over, hvordan de agerer og hvilke ord der kommer ud af deres mund.
Det er skam helt fint med nogle retningslinjer, der gør at showet trods alt adskiller sig fra Orla’s Bodega, men det må bare ikke være på bekostning af flow, og en naturlig, løssluppen stemning.
….mener jeg. Det bliver jeg nok nødt til at sige.
Der er jo mange, der bare synes det er drøngodt, hvor skørt og absurd det så end lyder – selvfølgelig sagt med et glimt i øjet.
….jeg ser det jo selv.

Nå, men for tre år siden kom Parasite bragende igennem lydmuren, og gav fanden i de sikre valg, de kedelige oplagte vindere, og det evigt politisk korrekte
Bong Joon Ho sejrede dermed stort over mastodonter (også i Oscarsammenhæng), som eksempelvis Tarantino, Scorsese, Mendes og Baumbach.
Parasite’s sejr gjorde Oscarshowet dejlig uforudsigeligt igen. Det blev “farligt” fordi det nu blev tydeligt, at de gamle fortærskede vinderskabeloner ligesom ikke rigtigt var sikre mere.
Det var et befriende pust , og en del af et tiltagende opgør med det der var engang.
Der er stadig god plads til udvikling og forbedring, men diversiteten har ganske vidst fået sig et ordentligt los og reality check – både ift. køn og etnicitet.

Følgende er udelukkende baseret på egne meninger og på det jeg tror kommer til at ske i nogle af kategorierne.
Altså ikke et resultat af en endeløs gennemtrawlen af andre prisfesters vindere, odds, eller hvad jeg hører fra folk med en finger på filmpulsen.
Mine forventninger og håb for Oscaruddelingen 2023.

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.
Banshees Of The Inisherin må for mit vedkommende gerne dele det hele fifty-fifty med All Quiet On The Western Front. Her er der tale om film fra allerøverste hylde, der er værdige og ligeværdige “modstandere” til forhåndsfavoritten, Everything, Everywhere, All At Once. Den er iøvrigt også fremragende. Dejlig langt ud, og fuldstændig kold overfor alt der provokerer genrenazierne – okay, genrepolitiet må jeg nok hellere skrive!
Hvis den vinder, så er det helt fint, men jeg håber dog på en af de to andre. Det er ikke givet fuldstændig på forhånd, hvem der nipnapper hovedpriserne.
Jeg er desuden spændt på The Fabelmans, som jeg skal se på selve aftenen for showet. Er Spielberg kommet op i gear igen? Det er der noget der kunne tyde på. Det virker til der er kalorier i filmen, og ikke bare den der kedelige metervare, der – som jeg ser det – har været hans bidrag, nærmest siden Saving Private Ryan…
Jeg er ofte efter Spielberg, og sådan skal det vidst bare være. Han har lavet mange af verdens bedste film, så mon ikke han kan klare lidt røg fra en amatøranmelder fra Århus?
For han læser jo selvfølgelig med, når jeg svinger pennen, det ved alle…

For at runde mit snobberi af, så håber jeg at Avatar, Elvis og Triangle Of Sadness går helt tomhændede hjem. Dem er der virkelig ikke meget ved!
Jo bræk- og lortesekvensen i Triangle, den var hylemorsom, men ellers er det en meget ufarlig trio, de har nomineret her.
Jeg har set mig lidt sur på akademiets forbigåen af mesterværket, Holy Spider for Bedste Udenlandske Film. Den havde om nogen fortjent at blive nomineret! Udover, at være en af de allerbedste film sidste år, så spidder den også et stort samfundsproblem, nemlig systematisk kvindeundertrykkelse.
Der kunne Akademiet lige have fået to fluer på én gang, og ramt hovedet på sømmet, men de ramte deres egne fingre i stedet. Tarveligt at udelade så god en film!
AQOTWF. vinder jo nok alligevel, og det er håber jeg også, men synes det er synd.

I instruktørkategorien, spår jeg et rimelig lige felt. Jeg ved godt de fleste siger den ligger til højrebenet, og at 2x Daniel vinder for EEAAO, men jeg tror nu godt, at Martin McDonagh og gode gamle Spielberg kan være fint med.
Sagt på min sædvanlige diplomatiske måde: Bare Ruben Östlund ikke vinder for Triangle, så kan jeg leve med en hvilken som helst af de andre. McDonagh er dog min favorit, idet han har lavet årets bedste film.
Vinder Austin Butler for sit fremragende portræt af Elvis (filmens lyspunkt), eller får Colin Farrell et fortjent puf ind blandt de helt store, for hans fabelagtige rolle i Banshees?  Jeg synes ærlig talt han hører til på øverste hylde. Han er desværre stadig meget undervurderet, men måske ser de endelig lyset…

Eller går prisen for Bedste Mandlige Skuespiller til Brendan Fraser i hans comeback i The Whale? En film jeg iøvrigt glæder mig meget til – Darren Aranofsky er lidt bedre end de fleste, så mon ikke den er god? Jeg skal ihverfald se den inden The Fabelmans på søndag.

I kategorien Bedste Kvindelige Skuespiller ser jeg Cate Blanchett som kæmpefavorit for rollen i Tár. Jeg knuselsker hende, og vakler mellem hende og Julianne Moore ift. hvem der er den bedste kvindelige skuespiller i branchen idag.
Hun må gerne vinde!
Michelle Yeoh er også fremragende i EEAAO, men tror ikke helt på hende og Oscar sammen.
Ana De Armas er måske – Cate Blanchett og Colin Farrell til trods – den jeg håber mest på i skuespilkategorierne.
I rollen som Marilyn Monroe i Blonde, leverer hun en af de præstationer, der er yderst sjældne. Tal lige om at investere i en rolle!
Rollen er en gedigen fuckfinger til hele Hollywood, og det umenneskelige cirkus de har sat op.
Ana De Armas er en naturkraft i rollen, og jeg elsker det.

I Dokumentarkategorien, der håber jeg på Navalny og A House Made Of Splinters, hvor bl.a. vores egen Tonemester, Peter Albrechtsen, har stået for – ja – lyden…. To film, der sætter Rusland i et endnu dårligere lys end i forvejen. Man skal dog ikke se dem af politisk korrekte årsager, men simpelthen fordi de er fuldstændig fremragende!
Netop denne kategori har det med at ødelægge mit humør, når jeg ser showet.
Der er virkelig begået nogle næsten utilgivelige brølere de seneste ti år.
The Act Of Killing fik på meget mystisk vis ikke prisen, der gik til den totalt ufarlige og vammelt sukkersøde 20. Feet From Stardom.
Der var ellers lagt op til en god smash. De skulle bare ramme bolden!

Så!

Nu har jeg rablet nok forudsigelser, tirader og håb for Oscarshowet 2023 af.
Jeg håber i får en god aften aften i selskab med alverdens filmstjerner, søndag nat – ja altså den der lander på mandag…

God fornøjelse!

Seneste

Poter Af Stål

Hvem sagde at en fornøjelig og let fordøjelig animationsfilm, ikke kan handle om race-diskrimination?
Poter Af Stål er inspireret af Sheriffen Skyder På Det Hele og minder til dels om Karate Kid. Og så er det en ret så underholdende sag.
René Buchtrup anmelder den HER:

Dream Scenario

Nicolai har denne gang anmeldt en film, der både omhandler en tilforladelig fyr der pludseligt dukker op i folks drømme og hvad der sker når stor berømmelse pludselig rammer én, der ikke er forberedt på det.

Dream Scenario er en film med mange facetter og sider til sig, udover at være en sorthumoristisk komedie og lige netop der for, er den enorm meget værd at opleve i biografen!

Pot Au-Feu

Pot au-Feu er en enormt veltilberedt film om to menneskers fælles passion for madlavning og hinanden, der tager sig tiden til at efterlade en subtil og behagelig eftersmag hos sin seer.

Drengen og Hejren

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste film fra den japanske animé-mester, Hayao Miyazaki og han er bestemt tilbage på toppen!

Drengen og Hejren, er et smukt, poetisk og underholdende eventyr, med en enorm visuel skønhed og et virkelig filosofisk og poetisk eventyr, af den slags som Miyazaki, kun kan lave dem.

Den Grænseløse

Den Grænseløse er ikke én af de bedste Afdeling Q-film. Men det er alligevel en bundsolid og spændende krimi som er langt mere vellykket end Marco Effekten.
René Buchtrup anmelder.

Poor Things

Nicolai har denne gang anmeldt en fascinerende, unik, smuk, underholdende og vanvittig morsom film om hvad det vil sige at være menneske.

Dette er blot noget af det som Yorgos Lanthimos’ film, Poor Things, handler om, men den er dog så stor et filmisk festfyrværkeri, at man nærmest er nødt til at opleve den på et stort lærred.

Christian Bales Fem Bedste Roller

Christian Bale fylder 50 år tirsdag d. 30. januar og det skal da selvfølgelig fejres med en liste over hans bedste roller.
René Buchtrup giver sit bud på en TOP 5.