En Helt Almindelig

René

René

Originaltitel: En Helt Almindelig Familie. Instruktør: Malou Reymann. År: 2019. Genre: Drama/komedie. Kan streames på Blockbuster.

Hvis det var Hollywood der havde haft fingrene i Malou Reymanns debutfilm, “En Helt Almindelig Familie”, havde den stensikkert set helt anderledes ud.

Den havde med garanti været sovset ind i violinmusik, for rigtigt at understrege de rigtige tidspunkter vi for alvor skulle føle noget.

Den havde sikkert også haft en massiv debat på de sociale medier, allerede inden optagelserne til filmen, da den jo handler om en mand der skifter køn. Og selvfølgelig kan sådan en film jo under ingen omstændigheder spilles af andre end en RIGTIG transkønet!!

Godt at vi i lille andedams-Danmark ikke har så travlt med at råbe “politisk korrekthed”, inden vi afgører om en film er god eller ej.

For lad os mig lige slå fast med symtommersøm, at Mikkel Boe Følsgaard er fabelagtig i hovedrollen som ætgemanden, Thomas, der bliver skilt fra konen, og skifter køn, til kvinden Agnete.

Han formår at skabe en nuanceret karakter, som både viser skrøbelighed, sårbarhed og vilkestyrke, i rollen som ægtemanden, der er fanget i den forkerte krop.

Vi er som tilskuere til filmen ikke i tvivl om hvilke konsekvenser det har, personligt og privat, for ham/hende. Vi er udmærket godt klar over hvad der er på spil.

Thomas/Agnetes to døtre, storesøster, Caroline og lillesøster, Emma, reagerer vidt forskelligt over farens forvandling. Den 14-årige storesøster, er forstående overfor farens beslutning og accepterer hurtigt situationen. Men med lillesøster, Emma, (Kaya Toft Loholt) er det hele sat en smule på spidsen. Hun reagerer, nærmest fjensk og er uforstående overfor farens beslutning.

Det meste af filmen er set fra 11-årige Emmas perspektiv og det giver filmen en helt særlig autencitet, at vi følger situationen fra hendes vinkel.

Man kan mærke, at fortvivlede Emma, repræsenterer filmens instruktør og manuskriptforfatter, Malou Reymanns egen personlige historie. Den tager udgangspunkt i hendes egen fars historie, der tilbage i 1999 fik en kønskifteoperationen.

Malou var dengang, ligesom Emma, fuld af modstand til hele faderens situationen. Hun har tidligere fortalt i interviews, at det ikke er en film om en mand der skifter køn, men en film om en familie i krise og hvordan de håndterer det.

“En Helt Almindelig Familie” ville sikert være blevet en helt anden film, hvis Hollywood havde haft fingrene i den. Gud ske tak og lov at det ikke er sket (endnu), for hendes film er blevet et lavmælt, rørende og jordnært drama, der går helt tæt på dens karakterer og de omgivelser der påvirker dem. Den tør heldigvis prikke til den (manglende) åbenhed og tolerance i samfundet.

Debutanten, Kaya Toft Loholt, som spiller lillesøsteren, Emma, er filmens helt store stjerne. Selvom Følegaard er sublim som manden i den forkerte krop, er det Loholt som stjæler billedet. Særligt er deres mange scener sammen, hvor de ikke siger noget, de allerbedste. De afventende blikke, de manglende ord, de fordømmende og forpinte udtryk i deres ansigter.

Hvor er det fantastisk med en film, som tør tie stille, og lade utrykket less is more, kommer til sin ret. For nogle gange siger et enkelt blik meget mere end en replik.

“En Helt Almindelig Familie” er markedsført som et komediedrama. Det er misvisende. For selvom filmen har flere akavede og sjove scener, eksempelvis den hvor at Agnete bestiller bowlingsko i størrelse 44, til en ekspedients store overraskelse, så er det som sådan ikke en sjov film.

For er vi egentlig så tolerante og forstende som vi egentlig går og tror vi er? Sandsynligvis ikke, men måske dette lille vidunder af en film kan rette en smule op på.

Den kan hvert fald sætte gang i nogle vigtige snakke, hvorvidt vi kan blive en smule mere forstående overfor det vi ikke kender.

En meget modig film, om en ikke helt almindelig familie, der kæmper med et helt særligt dilemma.

En Helt Almindelig Familie får 5/6:

🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

5 fantastiske serier, der straks bør forlænges

Der er mange serier der burde stoppe, mens legen er god. Og så er der de få serier, der sagtens kan forsætte.
René Buchtrup prøver at råbe de store Hollywood-studier op med denne liste, over serier der straks bør forlænges.

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.