En Helt Almindelig

René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: En Helt Almindelig Familie. Instruktør: Malou Reymann. År: 2019. Genre: Drama/komedie. Kan streames på Blockbuster.

Hvis det var Hollywood der havde haft fingrene i Malou Reymanns debutfilm, “En Helt Almindelig Familie”, havde den stensikkert set helt anderledes ud.

Den havde med garanti været sovset ind i violinmusik, for rigtigt at understrege de rigtige tidspunkter vi for alvor skulle føle noget.

Den havde sikkert også haft en massiv debat på de sociale medier, allerede inden optagelserne til filmen, da den jo handler om en mand der skifter køn. Og selvfølgelig kan sådan en film jo under ingen omstændigheder spilles af andre end en RIGTIG transkønet!!

Godt at vi i lille andedams-Danmark ikke har så travlt med at råbe “politisk korrekthed”, inden vi afgører om en film er god eller ej.

For lad os mig lige slå fast med symtommersøm, at Mikkel Boe Følsgaard er fabelagtig i hovedrollen som ætgemanden, Thomas, der bliver skilt fra konen, og skifter køn, til kvinden Agnete.

Han formår at skabe en nuanceret karakter, som både viser skrøbelighed, sårbarhed og vilkestyrke, i rollen som ægtemanden, der er fanget i den forkerte krop.

Vi er som tilskuere til filmen ikke i tvivl om hvilke konsekvenser det har, personligt og privat, for ham/hende. Vi er udmærket godt klar over hvad der er på spil.

Thomas/Agnetes to døtre, storesøster, Caroline og lillesøster, Emma, reagerer vidt forskelligt over farens forvandling. Den 14-årige storesøster, er forstående overfor farens beslutning og accepterer hurtigt situationen. Men med lillesøster, Emma, (Kaya Toft Loholt) er det hele sat en smule på spidsen. Hun reagerer, nærmest fjensk og er uforstående overfor farens beslutning.

Det meste af filmen er set fra 11-årige Emmas perspektiv og det giver filmen en helt særlig autencitet, at vi følger situationen fra hendes vinkel.

Man kan mærke, at fortvivlede Emma, repræsenterer filmens instruktør og manuskriptforfatter, Malou Reymanns egen personlige historie. Den tager udgangspunkt i hendes egen fars historie, der tilbage i 1999 fik en kønskifteoperationen.

Malou var dengang, ligesom Emma, fuld af modstand til hele faderens situationen. Hun har tidligere fortalt i interviews, at det ikke er en film om en mand der skifter køn, men en film om en familie i krise og hvordan de håndterer det.

“En Helt Almindelig Familie” ville sikert være blevet en helt anden film, hvis Hollywood havde haft fingrene i den. Gud ske tak og lov at det ikke er sket (endnu), for hendes film er blevet et lavmælt, rørende og jordnært drama, der går helt tæt på dens karakterer og de omgivelser der påvirker dem. Den tør heldigvis prikke til den (manglende) åbenhed og tolerance i samfundet.

Debutanten, Kaya Toft Loholt, som spiller lillesøsteren, Emma, er filmens helt store stjerne. Selvom Følegaard er sublim som manden i den forkerte krop, er det Loholt som stjæler billedet. Særligt er deres mange scener sammen, hvor de ikke siger noget, de allerbedste. De afventende blikke, de manglende ord, de fordømmende og forpinte udtryk i deres ansigter.

Hvor er det fantastisk med en film, som tør tie stille, og lade utrykket less is more, kommer til sin ret. For nogle gange siger et enkelt blik meget mere end en replik.

“En Helt Almindelig Familie” er markedsført som et komediedrama. Det er misvisende. For selvom filmen har flere akavede og sjove scener, eksempelvis den hvor at Agnete bestiller bowlingsko i størrelse 44, til en ekspedients store overraskelse, så er det som sådan ikke en sjov film.

For er vi egentlig så tolerante og forstende som vi egentlig går og tror vi er? Sandsynligvis ikke, men måske dette lille vidunder af en film kan rette en smule op på.

Den kan hvert fald sætte gang i nogle vigtige snakke, hvorvidt vi kan blive en smule mere forstående overfor det vi ikke kender.

En meget modig film, om en ikke helt almindelig familie, der kæmper med et helt særligt dilemma.

En Helt Almindelig Familie får 5/6:

🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Poter Af Stål

Hvem sagde at en fornøjelig og let fordøjelig animationsfilm, ikke kan handle om race-diskrimination?
Poter Af Stål er inspireret af Sheriffen Skyder På Det Hele og minder til dels om Karate Kid. Og så er det en ret så underholdende sag.
René Buchtrup anmelder den HER:

Dream Scenario

Nicolai har denne gang anmeldt en film, der både omhandler en tilforladelig fyr der pludseligt dukker op i folks drømme og hvad der sker når stor berømmelse pludselig rammer én, der ikke er forberedt på det.

Dream Scenario er en film med mange facetter og sider til sig, udover at være en sorthumoristisk komedie og lige netop der for, er den enorm meget værd at opleve i biografen!

Pot Au-Feu

Pot au-Feu er en enormt veltilberedt film om to menneskers fælles passion for madlavning og hinanden, der tager sig tiden til at efterlade en subtil og behagelig eftersmag hos sin seer.

Drengen og Hejren

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste film fra den japanske animé-mester, Hayao Miyazaki og han er bestemt tilbage på toppen!

Drengen og Hejren, er et smukt, poetisk og underholdende eventyr, med en enorm visuel skønhed og et virkelig filosofisk og poetisk eventyr, af den slags som Miyazaki, kun kan lave dem.

Den Grænseløse

Den Grænseløse er ikke én af de bedste Afdeling Q-film. Men det er alligevel en bundsolid og spændende krimi som er langt mere vellykket end Marco Effekten.
René Buchtrup anmelder.

Poor Things

Nicolai har denne gang anmeldt en fascinerende, unik, smuk, underholdende og vanvittig morsom film om hvad det vil sige at være menneske.

Dette er blot noget af det som Yorgos Lanthimos’ film, Poor Things, handler om, men den er dog så stor et filmisk festfyrværkeri, at man nærmest er nødt til at opleve den på et stort lærred.

Christian Bales Fem Bedste Roller

Christian Bale fylder 50 år tirsdag d. 30. januar og det skal da selvfølgelig fejres med en liste over hans bedste roller.
René Buchtrup giver sit bud på en TOP 5.