Originaltitel: Heojil kyolshim
Instruktør: Park Chan-Wook
År: 2022
Genre: Thriller
Biografpremiere: d. 25. december 2022
Sydkoreansk thriller, der elegant trækker dig rundt ved nakkehårene. En sand åbenbaring af en film, fra mesteren, Park Chan-Wook.
Park Chan-Wook er en instruktør der ø både favner filmnørderne, de påtaget intellektuelle, samt noget nær enhver filmkritiker på kloden. Alle kan stort set blive enige om, at han kan noget særligt, at han rammer en tone i sine film, der suger dig ind, og fastholder dig.
Hans film er mystiske og voldsomme, men ikke som en David Lynch-film. Park leger med dig, han tager dig i hånden, men han lader dig samtidig tænke selv.
Den sædvanlige lige linie er ikke-eksisterende i hans film. Hos Park er det simple lidt anderledes end hos andre.
Den første film, der ramte vores breddegrader, Joint Security Area er et godt eksempel. På overfladen en krigsfilm med en simpel handling, men skærer du bugen op på den, så åbenbarer der sig et morads af rænker og skjulte dagsordener, der ikke tåler dagens lys.
I hans syrede komedie, I’m A Cyborg, But That’s OK, bevæger vi os rundt på et psykriatisk hospital, hvor forrygende flashback-sekvenser blander sig med filmens egentlige handling… En på papiret lidt tåbelig film, men i praksis en skæv lille perle.
“The moment you said you loved me, your love is over. The moment your love ends, my love begins.”
Her i Decision To Leave trækker han tråde tilbage til hele hans filmografi.
Det er nemt at fremhæve The Handmaiden, der i stil og tema minder meget om denne.
I hele filmen er manipulation altoverskyggende, ligesom i Stoker.
Hovedpersonen her i Decision To Leave, den udbrændte efterforsker, Hae-Joon, spilles fremragende af Park Hae-il.
Han skal løse en sag om en mand, der ligger død for foden af en klippe. Mord eller ulykke?
Han kommer med det samme i kontakt med mandens forførende enke, Song Seo-rae, og da hun kommer i spil, skruer filmen op for kadencen, og hæver sig et niveau eller to.
Tang Wei er helt sublim i sit spil i rollen, og hendes kemi med Park Hae-il løfter oplevelsen af filmen. De to sammen højner helheden.
Han halser hele tiden efter hende, og ender op som et følelsesmæssigt vrag…
Selvom han bliver bevidst om nogle afgørende ting i efterforskningen af flere dødsfald, så må han give fortabt overfor hendes klæbrige net.
Hun er gudesmuk, og hun bruger det mod ham.
Hun mestrer forførelsens kunst til UG!
….og han vader direkte og hovedløst ind i hendes spil.
Vi får som seere lov til at tænke selv, og vi får lov til at komme med ind i hovedpersonernes plagede sind.
“Hahaha, wauw you’re talking”
Vi runder af
Park Chan-Wook kan som ingen anden bygge stemninger op, og sætte sine karakterer i spil. Han gør det så flot, og han formår altid at finde de helt rigtige folk, til at virkeliggøre sine visioner. Tænk bare på Oldboy.
Og helt apropos Oldboy, så læner hans brug af musik her i Decision To Leave, sig meget op af selvsamme fra hans hovedværk fra 2003. Musikken er livsnerven i filmen(e). Det hele flyder, og temaerne er flere steder filmens hovedkarakter. F.eks. i de forskellige scener på og omkring klippen, der er arnested for filmens handling.
Når personerne klatrer op, så er musikken et skridt foran, og viser os næste træk, så at sige. Handlingen udfoldes for os, før den udfoldes for filmens karakterer.
Det er et fejende flot greb, der kræver en meget dygtig instruktør.
Det er dog, til syvende og sidst Tang Wei der er filmens helt store trumf.
I en film, hvor det hele fungerer på et meget højt niveau, så lyser hun alligevel op. Hendes præstation kandiderer til den bedste skuespilpræstation i år – og der har altså været mange, der er helt oppe og ringe.
Slutscenen i filmen er på højde med den selvsamme i Bong Joon Ho’s Mother. I skønhed og æstetik når den de samme højder
Decision To Leave får 6/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨 🔨 🔨
