Death Wish: En Mand Ser Rødt anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

Kynisme og heroisme går underligt hånd i hånd i Eli Roths remake af Bronson-klassikeren “Death Wish”. Denne gang med Bruce Willis i hovedrollen. 

Death Wish: En Mand Ser Rødt kan bl.a. streames på Blockbuster

Eli Roth siger jer måske ikke det helt store. Men han er instruktøren bag den grumme splattergyser “Hostel” (2005), om tre dumme rygsæks-rejsende, som bli’r flænset på deres europa-roadtrip. Og ikke mindst den epidemiske gyser om fem dumme studiekammeraters dødelige tur i “Cabin Fever” (2002).

Begge film tager sig selv dødens alvorligt, de er begge ekstremt voldelige og så er de på grænsen til at være kyniske.

Jeg er ikke den store fan af Eli Roth. Jeg synes simpelthen han er for alvorlig, han mangler sans for den gode historie og så mangler han simpelthen en god portion humor.

Jeg kan ikke lade være at tænke på Jokerens spørgsmål til Batman i “The Dark Knight” fra 2008: “Why so serious”?

I  genindspilningen af kultklassikeren “Death Wish” (1974) med Charles Bronson har Eli Roth fået Mr. Die Hard aka. Bruce Willis med som hovedrollen Dr. Paul Kersey. Han tager, ligesom i originalen, hævn for mordet på hans kone, som bliver brutalt myrdet efter et hjemmerøveri.

I 2018-versionen har han en datter som mirakuløst overlever hjemmerøveriet. Hun ender dog i et koma. Den pæne, hyggelige og rare læge og familiefar, skifter pludselig slumretæpperne ud med en ordentlig gun og en hævntørst til at straffe samtlige kriminelle han kan finde. Politiet kan åbenbart ikke hjælpe ham.

Death Wish er en lige-ud-af-landevejen-fortælling om en mand som vil have hævn. For hvem vil ikke hævne sig over sin døde kone og komadatter, når forbryderne stadig er på fri fod?

Actiondelene er fint skruret sammen og instruktør Roths trang til splat og horror fornægtes ej når Bruce Willis’ karakter skyder badguys med sin pistol. Kranier og lemmer splinters og knuses, blodet sprøjter og ikke alle dele i filmen er for sarte sjæle.

Det mest interessante i filmen er da nogle radioværter i æteren diskuterer hvorvidt den maskerede hævner i nattelivet, Manden Med Leen, (som Paul Kersey bliver kaldt) er en helt eller ej. For kan det forsvarers at forvandle sig til  selvtægthævner og tage “loven” i egen hånd?

Bruce Willis burde være den perfekte til rollen som Manden Med Leen. Men han virker en lille smule malplaceret. Han er og bliver en karismatisk fyr med legendariske actionroller bag sig. Men en gudsbenådet skuespiller bliver han altså aldrig.

Måske er det instruktionen af ham fra Eli Roths eller måske er det manuskriptet. Uanset hvad, så kræver filmen for meget af Willis, som mangler flere tørre one-liners, som han er så kendt for i bl.a. Die Hard-filmene. Selvom den har et alvorligt emne og tema, så ender den med at tage sig FOR alvorligt i flere situationer, hvor det faktisk kunne have hjulpet med en sarkastisk og tør John McClane-joke.

Filmen er en underlig blanding mellem en udmærket krimi-action-hævnfilm og en mærkelig, kønsløs og kynisk omgang splattervold.

Eli Roth har ikke meget humor i hans mørke universer. Han er åh-så-alvorlig. Måske han skal tvinges til at instruere “Deadpool 3” i den nærmeste fremtid?! Bare for at få ham til at løsne lidt op. Det ville klæde ham 🙂

Death Wish: En Mand Ser Rødt får 3 ud af 6 hamre:

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!