Death Wish: En Mand Ser Rødt anmeldelse

René Buchtrup

René Buchtrup

af René Buchtrup

Kynisme og heroisme går underligt hånd i hånd i Eli Roths remake af Bronson-klassikeren “Death Wish”. Denne gang med Bruce Willis i hovedrollen. 

Death Wish: En Mand Ser Rødt kan bl.a. streames på Blockbuster

Eli Roth siger jer måske ikke det helt store. Men han er instruktøren bag den grumme splattergyser “Hostel” (2005), om tre dumme rygsæks-rejsende, som bli’r flænset på deres europa-roadtrip. Og ikke mindst den epidemiske gyser om fem dumme studiekammeraters dødelige tur i “Cabin Fever” (2002).

Begge film tager sig selv dødens alvorligt, de er begge ekstremt voldelige og så er de på grænsen til at være kyniske.

Jeg er ikke den store fan af Eli Roth. Jeg synes simpelthen han er for alvorlig, han mangler sans for den gode historie og så mangler han simpelthen en god portion humor.

Jeg kan ikke lade være at tænke på Jokerens spørgsmål til Batman i “The Dark Knight” fra 2008: “Why so serious”?

I  genindspilningen af kultklassikeren “Death Wish” (1974) med Charles Bronson har Eli Roth fået Mr. Die Hard aka. Bruce Willis med som hovedrollen Dr. Paul Kersey. Han tager, ligesom i originalen, hævn for mordet på hans kone, som bliver brutalt myrdet efter et hjemmerøveri.

I 2018-versionen har han en datter som mirakuløst overlever hjemmerøveriet. Hun ender dog i et koma. Den pæne, hyggelige og rare læge og familiefar, skifter pludselig slumretæpperne ud med en ordentlig gun og en hævntørst til at straffe samtlige kriminelle han kan finde. Politiet kan åbenbart ikke hjælpe ham.

Death Wish er en lige-ud-af-landevejen-fortælling om en mand som vil have hævn. For hvem vil ikke hævne sig over sin døde kone og komadatter, når forbryderne stadig er på fri fod?

Actiondelene er fint skruret sammen og instruktør Roths trang til splat og horror fornægtes ej når Bruce Willis’ karakter skyder badguys med sin pistol. Kranier og lemmer splinters og knuses, blodet sprøjter og ikke alle dele i filmen er for sarte sjæle.

Det mest interessante i filmen er da nogle radioværter i æteren diskuterer hvorvidt den maskerede hævner i nattelivet, Manden Med Leen, (som Paul Kersey bliver kaldt) er en helt eller ej. For kan det forsvarers at forvandle sig til  selvtægthævner og tage “loven” i egen hånd?

Bruce Willis burde være den perfekte til rollen som Manden Med Leen. Men han virker en lille smule malplaceret. Han er og bliver en karismatisk fyr med legendariske actionroller bag sig. Men en gudsbenådet skuespiller bliver han altså aldrig.

Måske er det instruktionen af ham fra Eli Roths eller måske er det manuskriptet. Uanset hvad, så kræver filmen for meget af Willis, som mangler flere tørre one-liners, som han er så kendt for i bl.a. Die Hard-filmene. Selvom den har et alvorligt emne og tema, så ender den med at tage sig FOR alvorligt i flere situationer, hvor det faktisk kunne have hjulpet med en sarkastisk og tør John McClane-joke.

Filmen er en underlig blanding mellem en udmærket krimi-action-hævnfilm og en mærkelig, kønsløs og kynisk omgang splattervold.

Eli Roth har ikke meget humor i hans mørke universer. Han er åh-så-alvorlig. Måske han skal tvinges til at instruere “Deadpool 3” i den nærmeste fremtid?! Bare for at få ham til at løsne lidt op. Det ville klæde ham 🙂

Death Wish: En Mand Ser Rødt får 3 ud af 6 hamre:

Seneste

Birthday Girl

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en fødselsdagsferie på et krydstogt, hvor tingene går virkelig gruligt galt for en mor og en datter.

Birthday Girl, er intens, hjerteskærende og grundlæggende en ret ubehagelig film, som måske ikke er helt perfekt, men som dog er en der vil påvirke én og som man vil huske efterfølgende.

Godzilla x Kong: The New Empire

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og den bli’r anmeldt af René Buchtrup

Perfect Days

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en ældre japansk herre, som rengøre toiletter i Tokyo og bl.a. lytter til gammel rock på kassettebånd.

Hvis dette ikke lyder som noget særligt, så er det dog faktisk tilfældet her, da Perfect Days er filmisk hverdagspoesi når det er allerbedst og ligeledes årets hidtil allerbedste bud på en film der viser mennesker og livet fra den allerbedste side af.

Paris, Texas

Wim Wenders har skabt en sjælden filmperle, som beskriver ensomhedens væsen mere rørende end nogen anden film i filmhistorien.
Læs René Buchtrups anmeldelse af Paris, Texas, med en storspillende Harry Dean Stanton i front

Past Lives

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 koreanske mennesker, som først mødes i barndommen og som sides mødes flere gange som voksne, men for hver gang de mødes, er deres liv helt anderledes.

Past Lives er intet mindre end et stort, smukt, subtil og virkelig menneskeligt mesterværk, som man i allerhøjeste grad, kan og bør opsøge i ens nærmeste biograf.

Wild

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en kvinde der beslutter sig for at vandre en virkelig hård og lang tur, for at kunne komme af med livets smerter, sorg og traumer.

Wild er en hjerteskærende og spændende film, som ikke er perfekt, men dog meget medrivende.

Ugens Streaming Anbefaling – American Fiction

Cord Jefferson vandt til årets Oscar-show en gylden statuette for “bedste manuskript”.
American Fiction er filmen du ikke skal snyde dig selv for, da den er velspillet, skarp og morsom.
Allan fra GoFM får en lille anbefaling med på vejen her i lydklippet: