Dark

René

René

Originaltitel: Dark. Serieskabere: Baran Bo Odar & Jantje Friese. År: 2017-2020. Genre: Sci-fi, drama, horror. Anmeldelsen er baseret på alle tre sæsoner. Kan streames på Netflix.

I en tid, hvor streamingtjenesterne står højere end biograferne (vi kan bl.a. takke covid-19 for dette), er det mere vigtigt end nogensinde at finde film og serier, som ikke blot vil servere let og leflende underholdning for de sofa-tunge mobilsværvægtere, der måske blot gider at hæve blikket en gang imellem fra snapchat, tiktok og facebook.

Den originale Netflix-serie, Dark, er (måske) det bedste bud på en serie med substans, kreativitet og indhold. En saltvandsindsprøjtning til folket, som mangler udfordrende og anderledes tv. Dark formår, på tre sæsoner, at brede sin voldsomt ambitiøse arme ud, og berige sit publikum med en serie så kompleks, forvirrende og hjernevridende, så alle dem med mobilen i hånden, enten må give op eller simpelthen lægge den mobil væk og lade sig sluge råt af det tyske monster.

Eller sagt på en anden måde: Dark kræver din fulde opmærksomhed.

Og så er den oven i købet tysk. Men lad det ikke skræmme dig væk. For jeg vil med denne anmeldelse anbringe den på en piedelstal, som jeg, uden tøven gør fordi den fortjener det.

I seriens første afsnit i første sæson, begynder med Albert Einstein citatet, om at “forskellen mellem fortid, nutid og fremtid er kun en hårdnakket illusion”. En altafgørende sætning, som har stor betydning for Dark, som er en tidsrejse- og science fiction-serie som bliver mere og mere kompleks jo længere man fordyber sig i universet.

Men det starter med et simpelt mysterium, om et drengs forsvinden, i den lille tyske by, Winden. En by, fyldt med hemmeligheder og løgne. Hvor folk snakker om hinanden i krogene, og hvor tingene aldrig bliver sagt højt. I 1987 forsvinder en dreng. 33 år senere dukker han op, død, nær en hule og en ny dreng forsvinder. Dette sætter hele byen på den anden ende. Byen, som er kendt for sit enorme atomkræftværk. Og nu mord på små drenge.

Sæson 1 tager sig tid til at bygge et helt særligt univers omkring byen, Winden, og lige så god tid til at forme nogle komplekse og spændende karakterer, man kan forstå hvorfor de agerer som de gør. Og bedst når man går og tror at man tror at man har regnet det hele ud, skifter serien gear, og breder den sine store vinger ud i sæson 2, hvor kompleksiteten griber an, og hvor tidsportalen for alvor åbner sig.

Snart har vi nemlig ikke med at gøre to tidsperioder, men hele 5(!) og samtidig har vi et kæmpe stamtræ af karakterer, fra forskellige tidsperioder, som møder hinanden på kryds og tværs. For slet ikke at nævne sæson 3, hvor ordet ambitiøs næsten er patetisk at sige i denne sammenhængen. For med voldsomme armbevægelser, bliver vi kastet ud i moderne fabel, hvor man tålmodigt må hænge i, for til sidst at blive belønnet med en uforglemmelig serie, der er unik på alle måder.

Sic mundus creatus est. En sætning som vender tilbage i Dark-universet utallige gange og som fra latin betyder noget i retningen af “så verden blev skabt” . En sætning som lyder som noget taget ud af biblen. Dark tør nemlig blæse hele sin store science fiction-fabel helt op, hvor andre ikke ville have turdet. Til næsten guddommelige højder.

Men essentielt handler Dark egentlig ikke om tidsrejser, portaler og flere forskellige verdener(!), der er med til at gøre sit publikum rundt på gulvet og snotforvirrede. Det er blot indpakningen. Nej, kernen,- det Dark egentlig handler om, er et stærkt drama om menneskers kamp for den svære kærlighed, og hvor langt mennesker er villige til at gå, for at opnå den. Særlig de to unge mennesker, Jonas og Martha, som kæmper, selvom den i sidste ende anses som umuligt. For kan man overhovedet udfordre ens skæbne, hvis alt i forvejen er forudbestemt?

Udover en verdensklassefortælling, med knivskarpe replikker og gåsehudsfremkaldende skuespilpræstationer, er Dark også en æstetisk lækkerbisken, som snildt kan hamle op med samtlige mastodont-produktioner fra Hollywood.

Dark er, uden omsvøb, en mesterlig serie, som udfordrer, imponerer og involverer, hvis altså man lægger mobilen væk, og tør at tage et smut til den tyske by, Winden, og et smut ind i den mørke hule, hvor man kan komme med på et tidsrejsende eventyr som man aldrig glemmer.

Dark får 6/6:

🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.