Dark

René

René

Originaltitel: Dark. Serieskabere: Baran Bo Odar & Jantje Friese. År: 2017-2020. Genre: Sci-fi, drama, horror. Anmeldelsen er baseret på alle tre sæsoner. Kan streames på Netflix.

I en tid, hvor streamingtjenesterne står højere end biograferne (vi kan bl.a. takke covid-19 for dette), er det mere vigtigt end nogensinde at finde film og serier, som ikke blot vil servere let og leflende underholdning for de sofa-tunge mobilsværvægtere, der måske blot gider at hæve blikket en gang imellem fra snapchat, tiktok og facebook.

Den originale Netflix-serie, Dark, er (måske) det bedste bud på en serie med substans, kreativitet og indhold. En saltvandsindsprøjtning til folket, som mangler udfordrende og anderledes tv. Dark formår, på tre sæsoner, at brede sin voldsomt ambitiøse arme ud, og berige sit publikum med en serie så kompleks, forvirrende og hjernevridende, så alle dem med mobilen i hånden, enten må give op eller simpelthen lægge den mobil væk og lade sig sluge råt af det tyske monster.

Eller sagt på en anden måde: Dark kræver din fulde opmærksomhed.

Og så er den oven i købet tysk. Men lad det ikke skræmme dig væk. For jeg vil med denne anmeldelse anbringe den på en piedelstal, som jeg, uden tøven gør fordi den fortjener det.

I seriens første afsnit i første sæson, begynder med Albert Einstein citatet, om at “forskellen mellem fortid, nutid og fremtid er kun en hårdnakket illusion”. En altafgørende sætning, som har stor betydning for Dark, som er en tidsrejse- og science fiction-serie som bliver mere og mere kompleks jo længere man fordyber sig i universet.

Men det starter med et simpelt mysterium, om et drengs forsvinden, i den lille tyske by, Winden. En by, fyldt med hemmeligheder og løgne. Hvor folk snakker om hinanden i krogene, og hvor tingene aldrig bliver sagt højt. I 1987 forsvinder en dreng. 33 år senere dukker han op, død, nær en hule og en ny dreng forsvinder. Dette sætter hele byen på den anden ende. Byen, som er kendt for sit enorme atomkræftværk. Og nu mord på små drenge.

Sæson 1 tager sig tid til at bygge et helt særligt univers omkring byen, Winden, og lige så god tid til at forme nogle komplekse og spændende karakterer, man kan forstå hvorfor de agerer som de gør. Og bedst når man går og tror at man tror at man har regnet det hele ud, skifter serien gear, og breder den sine store vinger ud i sæson 2, hvor kompleksiteten griber an, og hvor tidsportalen for alvor åbner sig.

Snart har vi nemlig ikke med at gøre to tidsperioder, men hele 5(!) og samtidig har vi et kæmpe stamtræ af karakterer, fra forskellige tidsperioder, som møder hinanden på kryds og tværs. For slet ikke at nævne sæson 3, hvor ordet ambitiøs næsten er patetisk at sige i denne sammenhængen. For med voldsomme armbevægelser, bliver vi kastet ud i moderne fabel, hvor man tålmodigt må hænge i, for til sidst at blive belønnet med en uforglemmelig serie, der er unik på alle måder.

Sic mundus creatus est. En sætning som vender tilbage i Dark-universet utallige gange og som fra latin betyder noget i retningen af “så verden blev skabt” . En sætning som lyder som noget taget ud af biblen. Dark tør nemlig blæse hele sin store science fiction-fabel helt op, hvor andre ikke ville have turdet. Til næsten guddommelige højder.

Men essentielt handler Dark egentlig ikke om tidsrejser, portaler og flere forskellige verdener(!), der er med til at gøre sit publikum rundt på gulvet og snotforvirrede. Det er blot indpakningen. Nej, kernen,- det Dark egentlig handler om, er et stærkt drama om menneskers kamp for den svære kærlighed, og hvor langt mennesker er villige til at gå, for at opnå den. Særlig de to unge mennesker, Jonas og Martha, som kæmper, selvom den i sidste ende anses som umuligt. For kan man overhovedet udfordre ens skæbne, hvis alt i forvejen er forudbestemt?

Udover en verdensklassefortælling, med knivskarpe replikker og gåsehudsfremkaldende skuespilpræstationer, er Dark også en æstetisk lækkerbisken, som snildt kan hamle op med samtlige mastodont-produktioner fra Hollywood.

Dark er, uden omsvøb, en mesterlig serie, som udfordrer, imponerer og involverer, hvis altså man lægger mobilen væk, og tør at tage et smut til den tyske by, Winden, og et smut ind i den mørke hule, hvor man kan komme med på et tidsrejsende eventyr som man aldrig glemmer.

Dark får 6/6:

🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!