Boondock Saints anmeldelse

René

René

af Andreas Nørgaard

Originaltitel: Boondock Saints. Instruerør: Troy Duffy. Produktionsår: 1999.

Filmen kan bl.a købes (brugt) på filmmarked.dk for sølle 2,95 kr

Den her ramte mig lige i fjæset, første gang jeg så den med en gammel kammersjuk. Det var tilbage i 2003, og der var jeg i den grad modtagelig overfor en gang ultravoldelig actionkomedie.

Jeg var lige blevet single, så havde brug for at vildlede tankerne.
Boondock Saints klarede opgaven til UG. Dens eksplosion af fede replikker, hæmningsløs vold, samt nogle hylemorsomme og helt eminente karakterer, fik mig for en stund til at glemme kærestesorger og ungdomsfølelser.

Jeg har vel i gennemsnit set den én gang om året siden, og den er lige god hver gang.
De to brødre er så hammerfede, og så cool, at selv Tarantino må have rystet i bukserne, og fået lange løg ved tanken om at hans position som “Master Of Coolness” var truet.
Filmens karakterer er så godt skrevet. De er skabt med en legesyg kærlighed til filmmediet, og med komisk tæft udover det normale.

Filmens to virkelige trumfer er dog vanviddet, Rocco, brødrenes ven og makker, samt FBI agenten Paul Smecker.
Rocco er en komplet galning, der går fra elskelig og provokerende klovn, til elskelig og skydegal mafiastikker.

Han har nogle oneliners, som rangerer iblandt de bedste overhovedet.
Han er brødrenes hangaround, og gode ven, og han er den karakter i filmen der gennemgår den største udvikling.

Han vil så gerne være med til at “rydde” op i Bostons kriminelle underverden sammen med brødrene, men han besidder ikke deres “ekspertise”, når det kommer til at luge ud iblandt forbryderne.
Han er hysterisk og uberegnelig, hvilket giver os nogle fantastiske scener.
Der er en lang scene i en lejlighed, hvor en kat må lade livet ret definitivt. Det stikker fuldstændig af for alle involverede, og især Rocco.
Den kan jeg altid skraldgrine af.

Paul Smecker derimod, han besidder elegance og coolness, samt en arrogance, der ville få Zlatan til at skide grønne grise.
Han er en af mine yndlingskarakterer i filmhistorien, og Willem Defoe har aldrig været bedre…. Aldrig!
Han er en fremragende detektiv, og hans feminine og arrogante fremtoning giver ham en masse kant og pondus.
Han tørrer røv i sine kollegaer, og er dem på alle måder overlegne som efterforsker.

Paul Smecker er den eneste der synes at kunne matche brødrene, men han sympatiserer samtidig med deres motiver – måske ikke altid med deres metoder.
Det giver en masse fede scener, og en helt igennem møgfed film.

Jeg hiver den altid frem, når jeg lige skal have et solidt filmisk los bagi, og allerede har set Tarantinos film…
Boondock bli’r efter min mening fejlagtigt ofte kaldt for en udvandet og klichefyldt kopi af førnævntes film.

Det er noget værre vrøvl.

Jeg kan sagtens se sammenligningerne, men filmen her er helt sin egen, og den fortjener opmærksomhed og ros for det den er, nemlig en super fed og underholdende actionkomedie.

Boondock Saints får 5 ud af 6:       🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!