Boondock Saints anmeldelse

René

René

af Andreas Nørgaard

Originaltitel: Boondock Saints. Instruerør: Troy Duffy. Produktionsår: 1999.

Filmen kan bl.a købes (brugt) på filmmarked.dk for sølle 2,95 kr

Den her ramte mig lige i fjæset, første gang jeg så den med en gammel kammersjuk. Det var tilbage i 2003, og der var jeg i den grad modtagelig overfor en gang ultravoldelig actionkomedie.

Jeg var lige blevet single, så havde brug for at vildlede tankerne.
Boondock Saints klarede opgaven til UG. Dens eksplosion af fede replikker, hæmningsløs vold, samt nogle hylemorsomme og helt eminente karakterer, fik mig for en stund til at glemme kærestesorger og ungdomsfølelser.

Jeg har vel i gennemsnit set den én gang om året siden, og den er lige god hver gang.
De to brødre er så hammerfede, og så cool, at selv Tarantino må have rystet i bukserne, og fået lange løg ved tanken om at hans position som “Master Of Coolness” var truet.
Filmens karakterer er så godt skrevet. De er skabt med en legesyg kærlighed til filmmediet, og med komisk tæft udover det normale.

Filmens to virkelige trumfer er dog vanviddet, Rocco, brødrenes ven og makker, samt FBI agenten Paul Smecker.
Rocco er en komplet galning, der går fra elskelig og provokerende klovn, til elskelig og skydegal mafiastikker.

Han har nogle oneliners, som rangerer iblandt de bedste overhovedet.
Han er brødrenes hangaround, og gode ven, og han er den karakter i filmen der gennemgår den største udvikling.

Han vil så gerne være med til at “rydde” op i Bostons kriminelle underverden sammen med brødrene, men han besidder ikke deres “ekspertise”, når det kommer til at luge ud iblandt forbryderne.
Han er hysterisk og uberegnelig, hvilket giver os nogle fantastiske scener.
Der er en lang scene i en lejlighed, hvor en kat må lade livet ret definitivt. Det stikker fuldstændig af for alle involverede, og især Rocco.
Den kan jeg altid skraldgrine af.

Paul Smecker derimod, han besidder elegance og coolness, samt en arrogance, der ville få Zlatan til at skide grønne grise.
Han er en af mine yndlingskarakterer i filmhistorien, og Willem Defoe har aldrig været bedre…. Aldrig!
Han er en fremragende detektiv, og hans feminine og arrogante fremtoning giver ham en masse kant og pondus.
Han tørrer røv i sine kollegaer, og er dem på alle måder overlegne som efterforsker.

Paul Smecker er den eneste der synes at kunne matche brødrene, men han sympatiserer samtidig med deres motiver – måske ikke altid med deres metoder.
Det giver en masse fede scener, og en helt igennem møgfed film.

Jeg hiver den altid frem, når jeg lige skal have et solidt filmisk los bagi, og allerede har set Tarantinos film…
Boondock bli’r efter min mening fejlagtigt ofte kaldt for en udvandet og klichefyldt kopi af førnævntes film.

Det er noget værre vrøvl.

Jeg kan sagtens se sammenligningerne, men filmen her er helt sin egen, og den fortjener opmærksomhed og ros for det den er, nemlig en super fed og underholdende actionkomedie.

Boondock Saints får 5 ud af 6:       🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Violent Night

Julemanden er fordrukken og brækker sig ud over kanen, men redder dagen i John Wick-stil.
Lyder det som en julefilm for dig? Fedt! For her anmelder René Buchtrup “Violent Night” med David Harbour i hovedrollen…

Black Panther: Wakanda Forever

Hvis du også synes den første Black Panther-film var lidt fesen, så frygt ej,- Black Panther: Wakanda Forever er en modig og helstøbt filmoplevelse, der virker tiltrængt i det efterhånden malkede Marvel-univers.

Komiske scener fra film og TV – Volume 2

Her er en ny omgang komiske og groteske scener fra film og TV. Nogle hører en tid til – før krænkelsesparatheden satte mange ting skakmat, mens andre bare er tidløs humor.

Du kan grine af det hele, det er dog fællestrækket – ja altså såfremt du synes det er sjovt?

Blinkende Lygter

Nicolai har denne gang anmeldt en af de mest populære danske film gennem de sidste pr. årtier og der er bestemt intet der tyder på at Blinkende Lygter, ikke skulle holde ved et gensyn i dag.

Black Adam

Hvem sagde superfæl film? Den nye, dumme actionbasker, Black Adam, burde aldrig været udgivet og er kandidat til Årets Værste Film!

Joy

Nicolai har denne gang anmeldt en delvist sandfærdig og ret vild fortælling om kvinden bag den selvvridende moppe, i filmen Joy som både er dybt inspirerende, opløftende og virkelig underholdende