Bombshell – Opgørets Time

Picture of Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: Bombshell Instruktør: Jay Roach
Produktionsår: 2019
Genre: Drama
Kan streames på Blockbuster.

Bombshell er en film, der vil belyse et stort problem i vores “moderne” samfund. Den vil ramme os der hvor det gør ondt. Den vil prikke til vores kollektive, dårlige samvittighed, og den vil gerne forarge.

Det er en film, der meget præcist viser hvad for meget magt kan føre til. Almindelige mennesker kan blive til nogle virkelig dumme svin. Roger Ailes, Harvey Weinstein, hvem kom først – syg høne eller råddent æg.

Noget af det der ryster mig mest ved filmen – eller virkeligheden så at sige, er at der er flere kvinder, der støtter Roger Ailes, velvidende hvilket monster han er. Det siger noget om hvilken magt og hensynsløshed sådan en mand besidder. Kvinder må stå mål for seksuelle krænkelser, og acceptere dem, hvis de vil op af karrierestigen.

Det er fandme ulækkert, og enormt svinsk, når et menneske udnytter sin magt på den måde.

Den tager livtag med skandalen på Fox News, hvor mediechefen Roger Ailes mangeårige, syge og perverterede tilgang til det modsatte køn, til sidst indhentede ham.

Det var i rigtig mange år en udbredt hemmelighed, at Roger Ailes metoder var outrerede og langt over grænsen.

Ailes bliver spillet af en virkelig god John Lithgow. Han stønner uhæmmet og liderligt, når de unge kvinder på opfordring (vi kan også bare kalde det en slags tvang, for det er det det er!) løfter op i nederdelen, så trussekanten ses, og han spiller uskyldigheden selv, når hen bliver konfronteret med beskyldninger om seksuel chikane.

Vil du op på den grønne gren, så må du guffe gren”.

Sådan lyder hans mantra.

Filmens hovedperson, Megyn Kelly, der spilles af altid gode Charlize Theron, lægger sig ud med både Roger Ailes og selveste Donald Trump. Hun kæmper parallelt med Nicole Kidman’ karakter, Gretchen Carlson, for at tvinge ændringer igennem på Fox News redaktionen.

De gør det begge to rigtig godt, men bliver klart overstrålet af Margot Robbie, der spiller fantastisk som bundnaiv, selvopofrende og til sidst handlekraftig kvinde. Hendes karakter Kayla Pospisil mærker på egen krop, hvilken lidet flatterende status hendes køn giver hende, samt hvor i hierarkiet hun befinder sig. Margot Robbie er eminent god i den rolle.

Bombshell lægger sig i et felt, der tæller film som Spotlight, Big Short, The Post, Bridge Of Spies og Three Billboards In Ebbing Missouri. Gode og langt hen af vejen, solide film, men med undtagelse af Three Billboards er det ikke film, der kommer op og ringe. De bliver lidt kedelige…

Bombshell er på mange måder især ligesom Spotlight. Den tager et ubehageligt og ulækkert emne op, men tøver med at gå linen ud.

Den bliver først rigtig farlig, da Kayla i en meget stærk scene bryder sammen, men der rammer den mig så også for fuld kraft.

Der er et par virkelig stærke scener, da korthuset begynder at ramle, og filmen ændrer i de øjeblikke karakter fra smart-i-en-fart-drama til regulært drama med dystre undertoner. Desværre er det først i filmens sidste halvdel, at den løfter sig op over almindelig middelmådig film, og bliver decideret god. Den tør for lidt i starten. Den bliver sgu en anelse for kæk til min smag. Lav nu bare en film, der virkelig gør ondt, og som bliver siddende som et knugende ubehag.

Til trods for mine anker, så var jeg godt “underholdt” filmen igennem. Den er jo bestemt ikke dårlig, den har bare nogle mangler.

Bombshell får 4/6
🔨🔨🔨🔨

Seneste

The Wrecking Crew

🔥 The Reckoning Crew er alt det, buddyfilm ikke må være i 2026 – og derfor virker den. R-rated, blodig, grov og helt ligeglad. Bautista + Momoa = perfekt timing. René Buchtrup hyggede sig hele vejen. 🍿💥

Miller’s Crossing

Der er Coen-brødre-film, man forelsker sig i med det samme, og så er der dem, der langsomt sniger sig ind på én, sætter sig fast og nægter at slippe igen. Miller’s Crossing hører for mit vedkommende klart til den sidste kategori.

Jarhead (4k UHD)

Jarhead er ikke en krigsfilm om heltemod – men om ventetid, tomhed og alt det, krigen efterlader i hovedet. Et gensyn viser, at Sam Mendes’ film stadig rammer hårdt. Og i 4K ser Roger Deakins’ billeder bedre ud end nogensinde.
René Buchtrup anmelder

One Battle After Another (4K UHD)

Leo emmer af The Dude-vibes, Sean Penn er klam og slesk og kvinderne sparker for hårdt røv!
René er tilbage med en 4k-anmeldelse og denne gang er det mesterværket One Battle After Another der bli’r vendt og drejet…

28 Years Later: The Bone Temple

🩸 28 Years Later: The Bone Temple handler mindre om de inficerede – og mere om dem, der lever med konsekvenserne. Ralph Fiennes leverer filmens stærkeste præstation i en fortsættelse, der tør være stille, mørk og menneskelig.
René Buchtrup anmelder

The Rip

The Rip er ikke en dårlig film – den er værre. Den er bevidst middelmådig. Designet til at blive set halvt, gentaget for dem, der scroller, og glemt igen. Netflix-action i sin mest frustrerende form.
René Buchtrup anmelder

The Housemaid

The Housemaid er filmen, jeg strittede imod – indtil jeg gav op.
Paul Feig kender sine genrer, sine klichéer og sine virkemidler.
Når man først overgiver sig, er man i rigtig godt selskab.
René Buchtrup anmelder

Rental Family

Rental Family er feel-good, der gør mere end bare at varme. Brendan Fraser spiller en mand, der lejer sig ind i andres liv – og langsomt mister overblikket over, hvor rollen stopper, og følelserne begynder. En stille, rørende film, der bliver hængende efter rulleteksterne.
René Buchtrup anmelder