Baby Driver anmeldelse (nr. 2)

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

VIGTIG INFO: Til de opmærksomme filmnørder, så er filmen allerede blevet anmeldt en gang her på Moviemaniac.dk. Denne gang er det dog skribent Andreas Nørgaard der giver sin mening til kende. Du kan finde René Buchtrups anmeldelse HER: https://moviemaniac.dk/anmeldelse-af-baby-driver/

Tarantino har ikke levet forgæves. Baby Driver er en charmerende, cool og sprudlende actionfilm, med speederen helt i bund.

Baby Driver er en fræk blanding af La La Land og Fast & The Furious.
Den har et dejligt overskud, og den emmer af coolness, og så har den en farlig masse rabalder, når speederen bli’r trykket i bund.

Quentin Tarantino har ikke levet forgæves. Jeg tilskriver ham al æren for coolness og fræk dialog i filmverdenen efter hans indtog med Reservoir Dogs i 1992. Han har sat en standard. En måde at lave film på, som andre instruktører kan lære af og få ideer fra.
Edgar Wright har bestemt kigget Tarantino i kortene.
Hans brug (og valg) af musik til at understøtte scenerne sidder i skabet.
Hans måde, hvorpå han opbygger en scene, og skaber den underlæggende stemning, samt det ubevidste ubehag er ligeledes spot on.
Derudover er den dødcharmerende med dens friske tilgang til forskellige scener, og kærlighedshistorien fylder ikke for meget, og tager fokus. Det sidste er især befriende. Det er en heist-/actionfilm, og altså ikke en kærlighedsbasker.
Det er godt den ikke prøver at lave en “Titanic” på os!

Unge Baby, der grundet gæld arbejder som getaway-driver for gangsteren Doc (Kevin Spacey), må filmen igennem kæmpe for sit liv, for kærligheden, samt for de få han har kær.
Han kører med diverse galninge, og skal få dem i sikkerhed efter bankrøverier og hold ups og så’rn.
He’s a Devil behind the wheel siger Doc på et tidspunkt, da en hård banan tvivler på Babys evner
Han er virkelig vild bag et rat, og han gør sit job uanset hvor håbløst det ser ud.
Det eneste der fucker tingene op er de rablende gale forbrydere, der formår at sætte tingene over styr.
Jamie Foxx er vældig fin som Sygo, en komplet galning, med kløe i aftrækkerfingeren. Jon Bernthal spiller sin sædvanlige rolle som ubehagelig fyr (og det er han satme god til), og Jon Hamm er fremragende som hævngerrig bankrøver. Iskold og ubehagelig er han.
Ansel Elgort er forrygende i hovedrollen som cool og godhjertede Baby, og Lily James er vidunderlig som servitricen Debora.
…….
Sig hvad i vil, men Kevin Spacey er saftsuseme en god skuespiller.
….det er bare en skam han – eftersigende – samtidig er et seksuelt afsporet pikhoved!

Baby Driver får mig ikke helt ud i tovene. Det er den simpelthen for meget niche og for anderledes til, men den rammer sgu alligevel plet med sit sprudlende setup, og charmerende levering.

Baby Driver får følgende karakter:
4 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨

 

Seneste

The Drama

Nicolai har denne gang anmeldt en film om et bryllup, hvor forberedelserne til det, bliver svære og svære, efter at bruden bekendtgøre noget fra sin fortid. Der er tale om en meget sort komedie, som dog samtidig også giver meget at snakke om, udover at underholde.

Rental Family

Rental Family er feel-good, der gør mere end bare at varme. Brendan Fraser spiller en mand, der lejer sig ind i andres liv – og langsomt mister overblikket over, hvor rollen stopper, og følelserne begynder. En stille, rørende film, der bliver hængende efter rulleteksterne.
René Buchtrup anmelder

Predator 2

Predator 2 er måske den mest undervurderede film i hele serien – en eksplosiv storbyjagt fyldt med vilde praktiske effekter, brutal action og en fantastisk Danny Glover i topform.
René anmelder

Sirât

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en fader og en søn, der leder efter deres datter & søster, sammen med nogle techno-ravere i Marokkos ørken.
Sirât er en stemningsfilm, som kræver tålmodighed og interesse i filmens rejse. Har man dog dette, er der tale om en meget intens og sanselig film, som er en biograftur værd.

Project Hail Mary

I en tid, hvor mange blockbusters føles som tom CGI-støj, er Projekt Hail Mary noget så sjældent som en storfilm med både hjerne, hjerte og humor.
En intelligent og underholdende rumfilm, der tør stole på sit publikum.
René anmelder

Persepolis

Jeg havde længe kendt filmen af navn, vidst at den byggede på Marjane Satrapis egne erindringer, og at den havde opnået en form for klassikerstatus inden for animationsfilm.

I Swear

Nicolai har denne gang anmeldt en sandfærdig fortælling om en mand, der har gjort en forskel for folk der lider med Touretttes. Det er filmen, I Swear, som er en dybt smuk og rørende film, med en historie som er virkelig værd at få fortalt i biografen.