Baby Driver anmeldelse (nr. 2)

René

René

VIGTIG INFO: Til de opmærksomme filmnørder, så er filmen allerede blevet anmeldt en gang her på Moviemaniac.dk. Denne gang er det dog skribent Andreas Nørgaard der giver sin mening til kende. Du kan finde René Buchtrups anmeldelse HER: https://moviemaniac.dk/anmeldelse-af-baby-driver/

Tarantino har ikke levet forgæves. Baby Driver er en charmerende, cool og sprudlende actionfilm, med speederen helt i bund.

Baby Driver er en fræk blanding af La La Land og Fast & The Furious.
Den har et dejligt overskud, og den emmer af coolness, og så har den en farlig masse rabalder, når speederen bli’r trykket i bund.

Quentin Tarantino har ikke levet forgæves. Jeg tilskriver ham al æren for coolness og fræk dialog i filmverdenen efter hans indtog med Reservoir Dogs i 1992. Han har sat en standard. En måde at lave film på, som andre instruktører kan lære af og få ideer fra.
Edgar Wright har bestemt kigget Tarantino i kortene.
Hans brug (og valg) af musik til at understøtte scenerne sidder i skabet.
Hans måde, hvorpå han opbygger en scene, og skaber den underlæggende stemning, samt det ubevidste ubehag er ligeledes spot on.
Derudover er den dødcharmerende med dens friske tilgang til forskellige scener, og kærlighedshistorien fylder ikke for meget, og tager fokus. Det sidste er især befriende. Det er en heist-/actionfilm, og altså ikke en kærlighedsbasker.
Det er godt den ikke prøver at lave en “Titanic” på os!

Unge Baby, der grundet gæld arbejder som getaway-driver for gangsteren Doc (Kevin Spacey), må filmen igennem kæmpe for sit liv, for kærligheden, samt for de få han har kær.
Han kører med diverse galninge, og skal få dem i sikkerhed efter bankrøverier og hold ups og så’rn.
He’s a Devil behind the wheel siger Doc på et tidspunkt, da en hård banan tvivler på Babys evner
Han er virkelig vild bag et rat, og han gør sit job uanset hvor håbløst det ser ud.
Det eneste der fucker tingene op er de rablende gale forbrydere, der formår at sætte tingene over styr.
Jamie Foxx er vældig fin som Sygo, en komplet galning, med kløe i aftrækkerfingeren. Jon Bernthal spiller sin sædvanlige rolle som ubehagelig fyr (og det er han satme god til), og Jon Hamm er fremragende som hævngerrig bankrøver. Iskold og ubehagelig er han.
Ansel Elgort er forrygende i hovedrollen som cool og godhjertede Baby, og Lily James er vidunderlig som servitricen Debora.
…….
Sig hvad i vil, men Kevin Spacey er saftsuseme en god skuespiller.
….det er bare en skam han – eftersigende – samtidig er et seksuelt afsporet pikhoved!

Baby Driver får mig ikke helt ud i tovene. Det er den simpelthen for meget niche og for anderledes til, men den rammer sgu alligevel plet med sit sprudlende setup, og charmerende levering.

Baby Driver får følgende karakter:
4 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨

 

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.