Instruktør: Charlotte Wells
År: 2022.
Genre: drama.
Biografpremiere: 04/02.
Tiden er på sin vis et spøjst begreb, men noget af det vigtigste ved det, er at værdsætte det når den er god.
Fordi, lige pludseligt på et tidspunkt i ens liv, kan det forsvinde og her er det så vigtigt at huske hvorfor de gode tider var der.
Dette er bare noget af det som Charlotte Wells’ spillefilmsdebut (som instruktør og manuskriptforfatter), Aftersun, handler om.
Filmens egentlige historie, kan skrives lyn hurtigt og meget kort.
En fader ved navn Calum (som er 30 og snart 31 år) og en datter ved navn Sophie (som er 11 år), er engang i start-00’erne taget på en ferie til Tyrkiet.
Med sig har de et videokamera, som de hver især filmer dele af deres ferie, imens de naturligvis prøver at lyde dagene under sydens sol. Samtidig er der dog også den ca. 20 årige ældre Sophie, som så kigger tilbage på hjemmevideooptagelserne og mindes denne ferie.
Dette er Aftersun’s historie, virkelig kort og godt og her kunne man måske tænke; Hvorfor skulle dette nu være noget særligt?
Og det særlige her, kommer i måden hvorpå Charlotte Wells vælger at fortælle filmens historie på og ligeså skildre filmens karakterer på.
Fordi Aftersun er blandt de mest subtile film, jeg længe har set.
Og dette er i måden hvorpå, der altid er noget at insinuere til når der er stille og enten ikke siges meget eller noget som helst og disse øjeblikke er der vildt mange af i Aftersun.
Det kan fx være scener på hotelværelset, hvor Calum og Sophie venter på at skulle afsted eller lige er kommet tilbage fra en aktivitet eller det kan være scenerne hvor de er ved poolen og enten ligger og kigger på paragliding eller bare snakker om småting.
Det som Charlotte Wells gør helt særligt i både sin instruktion og manuskript, er at fortælle filmens historie forholdsvis rent.
Her menes, at jeg som seer størstedelen af tiden, har en følelse af at se en far og en datter, på en ganske normal sommerferie (Sophie skal tilbage i skole, efter ferien), men samtidig gives der hele tiden hints til at der er noget meget melankolsk og sommetider direkte hjerteknusende under det hele, men der gives aldrig konkrete svar på hvad det er.
Dette er jeg exceptionelt vild med, da det lige netop giver vildt meget at tænke over og ligeså en film der har store chancer for, at blive længe i ens/min bevidsthed.
Noget andet som også er værd at nævne, er at Aftersun er følelsesmæssigt selvbiografisk for Charlotte Wells (instruktøren og manuskriptforfatteren), da den er baseret på en ferie som hun engang selv havde med sin far.
Hvor meget af filmen der i så fald så er sandt eller opdigtet til filmen, står hen i det uvisse, men i-og-med, at der er tale om en personlig fortælling, så synes jeg personligt også at dette særligt er med til at give Aftersun, en helt særlig form for tyngde.
Noget som virkelig også er værd at nævne her, er måden hvorpå Charlotte Wells skildre fader og datter-forholdet i filmen.
Fordi, det skildres både med en virkelig dyb nærhed og ømhed (som i scenerne hvor Calum spørger Sophie om hun vil introducere sig for andre børn på hotellet eller når de filmer hinanden med kameraet) og samtidig med noget der indikere noget andet, såsom scener hvor Sophie spørger Calum om forholdet til hendes mor (og vice-versa) eller scenerne hvor Sophie spørger sin far/Calum, hvorfor han vred armen af led (Calum går med halvdelen af sin ene arm i gips, i dele af filmen).
Dette er igen med, til at skabe en helt særlig følelse og stemning, som aldrig er fuldkommen deprimerende, men heller ikke fuldkommen ”far til fire ”-munter.
Noget som selvfølgelig også skal fremhæves her, er skuespillet og i den grad skuespillet fra Paul Mescal (som spiller Calum) og Frankie Corio (som spiller Sophie).
Nogle vil måske kunne huske Paul Mescal, fra den stærkt roste ungdomsserie Normal People, imens Frankie Corio her har sin filmdebut.
Fælles for dem begge, er dog at de begge er fuldstændig enestående at være vidne til og simpelthen er med til at gøre Aftersun til en af de allerbedste skildringer af et far og datter-forhold, jeg i hvert fald har set på film. Grunden til dette, er simpelthen fordi det er så ægte, i en sådan grad så det muligvis gør en smule følelsesmæssigt ondt, men dog på den bedst mulige måde.
Andet som også er enestående, er kameraarbejdet af Gregory Oke, for alle de utallige bittesmå øjeblikke som det konstant fanger og klipningen af Blair McClendon er også vidunderlig, i måden hvorpå den sommetider skaber den særlige følelse af at tiden (i filmen) står helt stille, i både de muntre og knap så muntre stunder.
Lyddesignet af bl.a. Ismail Alacan og Jovan Ajder er også enestående, fordi skønt der også er fremragende og dejligt minimalistisk/usentimentalt underlægningsmusik af Oliver Coates, så er der dog også utallige øjeblikke af virkelig dyb stilhed og her hjælper lyddesignet særligt med få seeren til at mærke de følelser som karaktererne enten føler eller ikke føler.
Og ja, ellers så hvis det ikke er sivet helt ind, så er Aftersun er klokkeklart mesterværk og dertil, et særligt mesterværk som virkelig gør noget og viser et forhold mellem en far og en datter, på en måde som jeg hidtil aldrig har oplevet på film før.
Det er ikke bare smukt, det er ikke bare eftertænksomt, følsomt, hjerteskærende, til tider morsomt eller bare intenst og kompleks.
Nej, Aftersun er 100% ægte at være vidne til og sådan en form for filmkunst, bør og skal hyldes så meget som muligt!
