af Andreas Nørgaard

Jeg er en af dem, der bli’r sur og tvær, når den evindelige gang pladder om at Christopher Nolan er overvurderet kommer på banen.
Manden er i mine øjne et filmisk geni, som leverer fra “god til mesterværk”. Jeg tror ikke han er i stand til at lave en dårlig film!
Det er meget få instruktører, der kan få ros for dette.
Ikke at han har vildt meget tilfældes med ligeså mesterlige Darren Aronofsky, men evnen til at inkorporere musik i sine film så det bare sparker alt ned har de tilfældes. At tilpasse sine scener efter musikken – eller måske er det omvendt – er en kunst i sig selv, som ikke er bare lige. Han/de rammer den helt rette nerve, og giver derved filmene et ekstra lag. Musikken er nærmest en spiller i sig selv, og bør akkrediteres derefter!
Med de ord vil jeg nu prøve at være saglig og kritisk overfor den kære Christopher Nolans nyeste værk, DUNKIRK… 

Jeg synes det er en fremragende film, så er det sagt!
Det er er en krigsfilm, der tager os i en helt anden retning end det vi er vant til indenfor genren. At gøre en enorm krigsskueplads til et klaustrofobisk kosteskab, hvor man samtidig sidder helt ude på kanten af sædet, vidner om høj klasse, og ikke mindst stor forståelse for filmiske virkemidler.
Filmen er interessant hele vejen igennem, og hvadenten vi følger Tom Hardys jagerpilot, Cillian Murphys granatchok-ramte soldat, eller Mark Rylances stoisk rolige fisker, så er man som publikum fanget i boblen Dunkirk.
Sekvenserne på strandene, hvor tusindvis af britiske og franske soldater prøver at flygte fra de tyske jagermaskiner er så godt lavet, og desperationen hos mændene på bådene er indfanget med et eminent blik for detaljerne.
Det er rå realisme, som det ses i film som mesterværket(!!!) Brotherhood Of War, Full Metal Jacket og Under Sandet.
Nolan beviser at han er mand for de fleste genrer, og at han er en instruktør, der mestrer det hele.

Hvis du elsker Nolan, så se Dunkirk!
Hvis du elsker spændingsfilm, så se Dunkirk!
Hvis du elsker krigsfilm, så se Dunkirk!
Hvis du bare elsker gode film (ja der er vel næppe nogen, der nyder en lortefilm…), så se Dunkirk!

Se den nu bare, ik’.

Dunkirk får 5 ud af 6 hamre:

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.