kOsOng

Picture of Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

År:

Genre:

Instruktør: Chonie Prysilia og Hizkia Subiyantoro
År: 2020
Genre: Dokumentar/Animation

Animeret, dokumentaristisk kunstfilm om fem kvinder på den indonesiske ø, Java, der alle er barnløse.
Men samtidig ikke ser det at sætte børn i verden, som deres største kald – lysten er ganske enkelt ikke til stede hos dem alle.
Nogle af dem kan ikke, og gør op med sig selv: er det overhovedet det vigtigste i livet?
Formålet med at få børn, skal jo ikke være for at blive lykkelig – det skal være af lyst.

“Bidende samfundskritik”

Folk omkring kvinderne har en mening om deres holdninger til barnløshed, og ser det næsten som en pligt at “oplyse” dem om, hvad de skal, og hvad de går glip af.
Det er en del af samfundsnormen, at sætte børn i verden.
Det er du jo nødt til for at blive lykkelig, lyder det.
Kvinderne er til dels reduceret til fødemaskiner af et samfund, der er så afhængige af “produktionen” af børn.
Det giver nogle tåkrummende, og meget akavede situationer.

“Hvornår skal du have børn?”

“Du ser gravid ud?”

“Skal du ikke snart have børn?”

“Du skal til at skynde dig, du bliver jo ikke yngre.”

Hvis folk da bare ville lukke skuffen, og passe deres egen biks – uanset om det er godhjertet eller ej. Personligt har jeg det meget anstrengt med sådan noget snagen i ens liv.
kOsOng sætter effektivt fokus på et problem vi har i det samfund vi bryster os af skulle være så inkluderende og overbærende…
Jeg vil ikke mene det er et kulturelt problem. Det er et gennemgribende problem i den verden vi lever i.
Nogen steder er det mere udbredt, men helt grundlæggende er det et menneskesyn der skal ændres.
Man skal ikke reduceres til et objekt via sit køn, og ens liv skal ikke forudbestemmes på andres præmisser.
Dermed slut!

kOsOng er både rigtig god, og rigtig vigtig. Kogt ned til budskabet alene, så er der ikke noget at tage fejl af.

Jeg synes du skal se den, det er 80 minutter du bliver klogere af.

kOsOng får 5 ud af 6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨

Jeg kan oplyse om, at størstedelen af anmeldelsen, meget passende er skrevet på Kvindernes Internationale Kampdag. Filmen kan streames fra d.13 marts

Seneste

Forgotten Island

Nicolai har denne gang anmeldt en animationsfilm om 2 veninder, som pludseligt havner på en mystisk ø og må kæmpe med deres manglende hukommelse, for at komme hjem.
Forgotten Island/Den glemte ø, er et højenergisk eventyr, med masser af humor og hjerte, som hele familien kan nyde.

F for får

Biografpremiere: 08/10                     Sommetider er tingene ikke som det de ser ud til at være. Dette er en måde at forklare den nye F for får-film

Heart of the Beast

Nicolai har denne gang anmeldt en film, om en tidligere soldat der lever og overlever ude i vildmarken, sammen med sin hund.
Der er tale om en meget gribende og intens film, som i den grad går lige i hjertet.

Dobbeltfejl

Nicolai har denne gang anmeldt en meget kompleks film om forældre der forsøger at håndtere en overgrebssag, som involvere deres børn.
Dobbeltfejl er en hård film, men dog samtidig også en film der efterlader meget, at snakke og tænke over.

Coyote vs. Acme

Hvis man har gode minder med Looney-Tunes-tegnefilmene, så er Coyote vs. Acme, en stor anbefaling!
Det er ikke en perfekt film, men der er masser af gode grin for hele familien.

Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Nicolai har denne gang anmeldt en gyserkomedie, om en aspirerende filminstruktør som forsøger at give sin yndlings gyserfilmserie et comeback, men som dog ender med mere end hvad hun bad om.

Teenage Sex and Death at Camp Miasma, er en gyser-satire og meget mere til. Den er ikke for alle, men dog meget anbefalingsværdig.

Hana Korea

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk/sydkoreansk film om en ung kvinde ved navn Hyesun, som ankommer til Nord- til Sydkorea, for at få en anden tilværelse og tjene penge til hendes syge mor.

Der er tale om en meget rørende og meget menneskelig film, som kræver tålmodighed, men dog giver en smuk oplevelse, hvis man er klar på den.

The End of Oak Street

En familie bliver lige pludseligt angrebet af dinosaurer i 1982. Dette er præmissen i The End of Oak Street, som Nicolai har anmeldt og som ikke er helt perfekt.
Alligevel er den dog seværdig nok til en bif-tur.