Keeper

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

År:

Genre:

Instruktør: Oz Perkins

År: 2025

Genre: Horror

Kan købes nu på blu-ray

Der findes gyserfilm, der råber. Og så findes der dem, der hvisker. Keeper er en film,
der hvisker – og insisterer på, at man lytter.

Jeg stiftede for alvor bekendtskab med instruktøren Oz Perkins med Longlegs, som jeg
blev kæmpe fan af. Den slow-burn tilgang, den isnende stemning og den metodiske
opbygning mindede mig om Silence of the Lambs – en film, der kryber ind under huden
uden at hæve stemmen.

Derefter kom The Monkey, som var noget helt andet. Mere splatter-underholdende,
næsten legende i sin voldsomhed – og for mig mere i familie med Final Destination-
universet end med Longlegs. Ikke voldsomt uhyggelig, men virkelig underholdende.

Og så kommer Keeper.

Stemingen – filmens bankende hjerte


Keeper er i høj grad en stemningsfilm. Den folder sig langsomt ud og efterlader os
konstant i tvivl.

Foregår det hele i Liz’ hoved?
Er det et psykologisk spil mellem hende og Malcolm?
Er hun ved at miste grebet om virkeligheden?
Eller er der noget ældgammelt og konkret på spil?

Filmen giver ingen klare svar. Og det er både dens styrke og dens udfordring.

Oz Perkins holder os tæt på Liz hele vejen. Vi ser verden gennem hendes blik, og
derfor bliver vores virkelighed lige så usikker som hendes. Små forskydninger i
relationen. Små sprækker. Små tegn på kontrol eller manipulation. Der er ikke én
dramatisk eksplosion – det er en langsom erosion af tryghed.

Samtidig begynder filmen at trække tråde tilbage i tiden. Der ligger en form for
folklore under overfladen – et gammelt savn, en fortælling, der rækker flere hundrede
år tilbage. Flashbacks føles som brudstykker af en mørk eventyrtradition, hvor fortid
og nutid spejler hinanden.

Det løfter filmen fra blot at være et psykologisk relationsdrama til noget mere
mytisk og næsten gotisk.



Skuespillet – én virkelig stærk præstation

Rossif Sutherland spiller Malcolm. Med en underspillet,
tvetydig energi, der gør ham svær at læse. Er han kærlig og bekymret – eller
kontrollerende og manipulerende? Det er netop den tvivl, der holder filmen i live.

Og så er der Tatiana Maslany. Hun er ganske enkelt fænomenal som Liz. Hun bærer filmen og er i næsten
alle frames. Hendes ansigt fortæller historien længe før dialogen gør. Man ser
tvivlen, frygten og den indre kamp i mikroskopiske nuancer.

Hvor står den i Perkins’ Filmografi?

Personligt havde jeg måske håbet på lidt mere af den isnende, kompromisløse stemning
fra Longlegs. Keeper er mere afdæmpet. Mere relationel. Mindre konfronterende.

Men mindre kan også gøre det.

Den er ikke så larmende som The Monkey. Ikke så gennemtrængende uhyggelig som
Longlegs. Den placerer sig et sted midt imellem – og viser igen, at Perkins tør stole
på stilhed, rum og publikum.

Samlet vurdering

Keeper er en film, der kræver noget af sit publikum. Den forklarer ikke alt.
Den råber ikke. Den insisterer på tvivl.

Den er stemningsrig, flot fotograferet og båret af en fænomenal Tatiana Maslany.
Jeg havde måske ønsket mig en anelse mere isnende intensitet, men samtidig
respekterer jeg filmens afdæmpede mod.

Oz Perkins er fortsat en instruktør, jeg følger tæt.

Og Keeper beviser endnu en gang, at stilhed kan være langt mere uhyggelig end støj.

Keeper får 4/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨

Billed – og lydkvalitet (Blu-ray)

Blu-ray-udgivelsen gør filmen retfærdighed. Billedet er flot med fine detaljer i
mørke scener og en kølig, naturlig farvepalette, der understøtter stemningen.
Sortniveauet holder, og skovens teksturer står pænt frem.

Når det er sagt, kunne jeg godt have ønsket mig en Ultra HD 4K-opgradering.
Det her er netop den type film, hvor HDR og ekstra opløsning kunne have løftet
skovens dybde, mørket og de subtile lysnuancer endnu mere.

Men blu-ray’en klarer det absolut hæderligt.

DTS-lydsporet er ganske fint. Baghøjttalerne bliver ikke brugt voldsomt meget,
hvilket man måske kunne have forventet af en gyser – men det giver faktisk mening.
Keeper er ikke en jumpscare-gyser. Den lever af stilhed, små lyde og atmosfære.
Surround-effekterne er diskrete, men præcise, og dialogen står klart i lydbilledet.

Tak til SF Studios

Keeper får 3/6 hamre:

Seneste

Forgotten Island

Nicolai har denne gang anmeldt en animationsfilm om 2 veninder, som pludseligt havner på en mystisk ø og må kæmpe med deres manglende hukommelse, for at komme hjem.
Forgotten Island/Den glemte ø, er et højenergisk eventyr, med masser af humor og hjerte, som hele familien kan nyde.

F for får

Biografpremiere: 08/10                     Sommetider er tingene ikke som det de ser ud til at være. Dette er en måde at forklare den nye F for får-film

Heart of the Beast

Nicolai har denne gang anmeldt en film, om en tidligere soldat der lever og overlever ude i vildmarken, sammen med sin hund.
Der er tale om en meget gribende og intens film, som i den grad går lige i hjertet.

Dobbeltfejl

Nicolai har denne gang anmeldt en meget kompleks film om forældre der forsøger at håndtere en overgrebssag, som involvere deres børn.
Dobbeltfejl er en hård film, men dog samtidig også en film der efterlader meget, at snakke og tænke over.

Coyote vs. Acme

Hvis man har gode minder med Looney-Tunes-tegnefilmene, så er Coyote vs. Acme, en stor anbefaling!
Det er ikke en perfekt film, men der er masser af gode grin for hele familien.

Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Nicolai har denne gang anmeldt en gyserkomedie, om en aspirerende filminstruktør som forsøger at give sin yndlings gyserfilmserie et comeback, men som dog ender med mere end hvad hun bad om.

Teenage Sex and Death at Camp Miasma, er en gyser-satire og meget mere til. Den er ikke for alle, men dog meget anbefalingsværdig.

Hana Korea

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk/sydkoreansk film om en ung kvinde ved navn Hyesun, som ankommer til Nord- til Sydkorea, for at få en anden tilværelse og tjene penge til hendes syge mor.

Der er tale om en meget rørende og meget menneskelig film, som kræver tålmodighed, men dog giver en smuk oplevelse, hvis man er klar på den.

The End of Oak Street

En familie bliver lige pludseligt angrebet af dinosaurer i 1982. Dette er præmissen i The End of Oak Street, som Nicolai har anmeldt og som ikke er helt perfekt.
Alligevel er den dog seværdig nok til en bif-tur.