Instruktør: David O. Russell
År: 2015
Genre: Drama.
Kan streames på: Disney+
Sommetider er der skikkelser, som kommer ud af ingen ting, men som lige pludselig får en fix ide, der både kan ændre dén persons liv og sågar skabe et større matriark.
Sådan en fortælling, er lige netop hvad David O. Russells film, Joy handler om.
Den fortæller nemlig en fortælling om Joy Mangano (en i øvrigt ægte og fortsat levende person) som var med til at skabe en selvvridende moppe, der endte med at gøre hende til en stor entreprenør, et ofte set ansigt på amerikansk tv-shop og opholdskvinde til mere end 100 patenter.
Det skal dog siges at der ikke er tale om den komplet sande fortælling, fordi skønt Joy oprindeligt stod til at være dette (via et manuskript af Annie Mumolo), så ændrede det sig dog, da David O. Russell trådte til og ændrede nok til at dette ikke længere var en biografisk film om Joy Manganos liv, men snarer en film som er inspireret af hendes liv og navnlig starten på hendes store succes.
Om det var en god idé af David O. Russell at tilføje denne ændring i historien, kan måske diskuteres, men hvad der dog ikke kan diskuteres, er at Joy fortæller en virkelig god og fortsat stærkt inspirerende fortælling.
Meget kort og godt, fortæller Joy en historie om kvinden Joy, der lever under exceptionelt trange kår, da Joy både bor sammen med sine 2 børn, sin mor (som konstant er sengeliggende og glor sæbeopera), sin bedstemor, sin eksmand og fornyeligt fraskilte far (som begge bor i kælderen).
Dernæst har Joy ikke rigtig nogen succes på sit arbejde og ikke rigtig nogen udsigter til at komme større steder hen i livet. Men samtidig, er Joy en kvinde med drømme og da hun pludseligt (baseret på alt det rod, som der skal rengøres op i hjemmet), får idéen til at lave en helt særlig moppe, så griber hun chancen for muligheden til succes.
Flankeret af sin eksmand, sin far (som er advokat og har hjulpet med Joys finanser), sin halvsøster og faderens nye kæreste (som ved visse ting om forretninger), så starter Joy nu og indtil filmens slutning, en rejse med hensigt om at gøre den selvvridende moppe til allemandseje.
Man kunne måske diskutere, hvorfor der skulle laves en semibiografisk film om Joy Mangano, da hun nok ikke just er en kvinde, der står på alles læber, men jeg synes dog at David O. Russell, på sin vis formår at retfærdiggøre dette, via både fortælling og instruktionen af den.
Fordi Joy formår både at være en konventionel og lidt ukonventionel film om begyndelsen på et større forretningsliv. Dette er særligt fordi, David O. Russell ikke virker til at være interesseret i bare at vise den ene succes efter den anden, men i stedet vælger at fokusere på ret så meget modgang.
Dette vises bl.a. via Joys mange kampe med at gøre folk interesseret i at købe/sælge en selvvridende moppe, hvordan Joy skal sætte lån i sit hus (hvor hele familien bor) for at få råd til at komme på tv-shop og ret tit rammer en form for mur, hvor hun ikke ved om forretningslivet kan fortsætte.
Særligt dette synes jeg er mere end perfekt at fokusere på, da dette særligt er med til at gøre Joy (som film), til noget der handler om en fighter, der hele tiden tænker på muligheder til at klare sig, selvom hun skam også en følsom sjæl og har meget at passe (såsom, decideret hele sin familie).
Samtidig så selvom der er meget alvor på spil her, så (ligesom David O. Russells nok mest berømte film, Silver Lignings Playbook), er der til tider en lidt skæv stemning til stede (navnlig i store dele af filmens første halvdel), som i hvert fald giver en form for humoristisk stemning, så det hele ikke bliver så tungt.
Ligeså skal det siges, at skønt Joy eftersigende finder sted i 1990, så følte jeg dog intet som indikerede at dette skulle være i starten af 90’erne, men snarer noget som snildt kunne have foregået i 70’erne, både på grund af filmens form for mode og egentlig også dele af stemningen.
Dette skal dog ikke ses som nogen kritik, men faktisk en ros, da det bestemt var en stemning jeg nød at være i.
Noget som særligt også skal roses ved Joy, er skuespillet hos hovedrolleindehaveren.
Fordi i rollen som Joy, ydede Jennifer Lawrence både en præstation der gav hende sin 4 og hidtil seneste Oscar-nominering (som faktisk nærmest kom som perler på en snor, fra 2011 og til 2016) og dernæst en præstation som ærlig talt er ret fænomenal!
Fordi, Jennifer Lawrence er perfekt i både rollen som omsorgsfuld moder, rollen som stærk og yderst handlekraftig forretningskvinde og en kvinde som virkelig vil frem i livet, uanset hvilken modstand hun måtte møde.
Dette ses særligt i scenerne mellem Joy og Neil Walker (ejeren af butikskæden k-mart og virkelig godt spillet af Bradley Cooper), hvor Joy ved hun har ret og hvor hun perfekt overbeviser Neil Walker om dette, via ret intense samtaler.
Udover Jennifer Lawrence og Bradley Cooper, så synes jeg også at Virginia Madsen er virkelig god og troværdig som Joys halvsvage og sengeliggende moder, Joy og selvom han bestemt har været bedre, så synes jeg bestemt også at Robert De Niro yder en god og ret underholdende præstation som Joys både hårde men også kærlige fader, der hjælper Joy mod stjernerne i forretningslivet.
Og alt i alt, så synes jeg faktisk at Joy er en film som er ret undervurderet og lidt glemt film om forretningslivet, hvor både historien om at stå ved sin gode forretningside og gå hele vejen med den, både er dybt tidløs og virkelig underholdende og konstant medrivende fortalt, med en virkelig fantastisk præstation i Jennifer Lawrence, som perfekt viser hvorfor hun er blandt tidens allerbedste skuespillere.
Og selvom Joy måske ikke er helt 100% perfekt, så er den dog i den grad mere end godkendt som exceptionel god underholdning.
