Originaltitel: Cet obscur objet du désir
Instruktør: Luis Buñuel
År: 1977
Genre: Drama
Navnet Luis Buñuel tror jeg for de flestes vedkommende er et af de navne virker ganske velkendt for de fleste filmentusiaster, da man formentligt er stødt på det på diverse lister over store filminstruktører fra det tyvende århundrede. Dog tror jeg også at det er et de navne som for mange, især blandt min egen generation, blot er blevet det, altså netop et navn på en liste, sådan var det ihvertfald for mit eget vedkommende indtil jeg for et par måneder siden besluttede mig for at dykke ned i den såkaldte ‘surrealistiske films faders’ oeuvre og jeg må erkende at det har bragt mig til nogle særdeles fascinerende filmoplevelser. Derfor har jeg besluttet mig for de kommende par uger at skrive et par ord om nogle af de af hans film der har fascineret mig mest, det skal lige nævnes at det desværre kun er et begrænset antal af hans film der er tilgængelige herhjemme, så det har derfor også haft noget at sige i forhold til de film jeg har udplukket.
Og hvor er så et oplagt sted at starte hos den spanske auteur, hvis karriere strakte sig over godt halvtreds år og medbragte sig cirka lige så mange film, ja nogle ville jo nok mene at det mest oplagte valg ville være hans første værk Den Andalusiske Hund(1928), der også er at finde blandt hans mest kendte, især på grund af dens ikoniske åbningsscene der indebærer et øje og en barberkniv, og den film skal jeg da helt sikkert også få nævnt en masse gange i løbet af disse kommende skriverier om Buñuels værker. Men jeg har nu derimod besluttet mig for at starte ved slutningen af mandens karriere, nemlig med hans allersidste film Begærets Dunkle Mål(1977), som også er en de af hans film jeg finder mest interessant.
For jeg synes at netop dette værk opsummerer Buñuels stil og tilgang til filmmediet ganske fint, for hvor mange nok umiddelbart vil associere Buñuel med de surrealistiske film han lavede med Dali i slutningen af 1920’erne der var ganske banebrydende i forhold til hvad man kunne bruge det på dette tidspunkt forholdsvist nye medie til rent kunstnerisk, så er Buñuel for mig også en af de instruktører der ældede som en god spansk rødvin og som for alvor i slutningen af sin karriere formåede at raffinere sit filmsprog.
Buñuel var 77 år gammel da han i 1977 laver sin sidste film Begærets Dunkle Mål og stod altså på dette tidspunkt bag en af de nok mest begivenhedsrige karrierer i filmhistorien, han var gået fra som ung at have været en del af de surrealister der ændrede måden at se på kunst på, med et mål om at nå ind til underbevidstheden for at forstå menneskets handlinger, til grundet sine markante holdninger at flygte fra Francos Spanien og leve godt tyve år eksil i Mexico, hvor filmkulturen var ganske anderledes end i Europa, en begrundelse for at hans film i denne periode var betydeligt fattigere hvad angår surrealistiske stiltræk. Han vendte dog tilbage til de surrealistiske rødder, da han i 1960 vender hjem til Europa og får en kunstnerisk genopblomstring i hans karrieres efterår.
Og det kulminerer altså med Begærets Dunkle Mål i 1977, en film der fortæller historien om kærlighedsforholdet mellem den aldrende patriarkalske figur Mathieu og den unge jomfruelige Conchita og ved hjælp af Buñuels surrealistiske træk formår at blive et fremragende studie af det mandlige begær.
Filmen fortæller sin egentlige historie om de tos forhold gennem en rammefortælling hvor Mathieu (spillet fortrinligt af Fernando Rey, der her spiller med sin fjerde og sidste Buñuel film) sidder i en togkupé på vej fra Sevilla til Paris, fortæller historien om hans forhold til Conchita til et ganske broget klientel bl.a bestående af en dommer og dværg der arbejder som psykoanalytiker. Ved hjælp af denne rammefortælling gøres det altså klart for seeren at begivenhederne vi præsenteres for i historien om Mathieu og Conchita er en afspejling af Mathieus syn på begivenhederne. Dette synes jeg er et fremragende træk fra Buñuel, da det giver ham mulighed for at kunne bruge hans surrealistiske elementer uden at vi som seere er tvivl om at det afspejler noget indre i Mathieu, som ellers ville have været svært at fortælle.
Dette kommer tydeligst til udtryk i filmens primære surrealistiske element, nemlig valget om at lade Conchita-karakteren spille af to forskellige skuespillerinder, Carole Bouquet og Angelina Molina. Her drager Buñuel tråde tilbage til Freuds Madonna/luder-kompleks, der i sin enkelthed koger det mandlige begær ned til at en mand enten drages af det jomfruelige ved en kvinde og forføres af en mere sensuel og forførende side. For hvor Bouquet spiller den jomfruelige side af Conchita-karakteren er Molina modstykket og hele filmen igennem skiftes der altså løbende mellem de to skuespillerinder. Dette er efter min mening en geni-streg fra Buñuels side til at nå dybt ind i Mathieus begær, men grunden til at det fungerer så fremragende er også at Conchita-karakteren er ganske velskrevet, hendes dragelse af Mathieu bunder i hans dragelse hende, og som hun selv formulerer det, så snart hun bliver opnåelig for ham vil hans dragelse forsvinde og altså gnisten mellem dem ligeså. Derfor er deres forhold fanget i et komplekst paradoks, der uden at spoile for meget kulminerer fremragende i filmens tredje akt.
Denne præmis er for mig filmens helt store styrke, men det er Buñuels raffinerede film-håndværk der binder det hele sammen og får det til at gå op i en større helhed, for en mindre dygtig film håndværker havde måske fortabet sig i at bruge ekspressive genretræk til at få disse elementer frem, men det er for mig netop Buñuels subtilitet der får disse ret vilde dramaturgiske træk til at fungere, noget man vel kækt kunne kalde Buñuels diskrete charme. For hele filmen igennem er filmsproget ganske roligt, med langsomme panoreringer og ikke specielt provokerende klip og dette spiller også godt ind i filmens tematikker om borgerskabets indre uro i kontrast til den mere eksplicitte der findes i de øvrige sociale lag, hvilket kommer til udtryk i filmens miljøbeskrivelser at terrorangreb rundt i gaderne, som samtidigt virker distanceret fra de mest centrale karakter, men lige så stile gennem filmen flyder ind i karakterernes indre uroligheder.
Kort sagt udmærker Begærets Dunkle Mål sig i at udstille det mandlige begær fremragende, ved subtilt at tage os ind i hovedet på sine karakterer ved hjælp af surrealistiske træk, det er for mig et fremragende eksempel på hvor fantastisk filmmediet er til portrættere nære, underbevidste, menneskelige træk på en subtil måde og er hele vejen et vanvittigt gennemført værk og et smukt punktum på Buñuels vanvittige karriere som jeg vil glæde mig til at dykke mere ned i henover de kommende par uger.
