Instruktør: Brian Duffield
År: 2026
Genre: Thriller
Biografpremiere: 22/10
Det er altid godt, at huske på de gode råd og den gode viden, som man har fået fra sine forældre.
Dette er én måde, at beskrive filmatiseringen af Daniel Kraus’ bog Whalefall, på.
En anden måde er, at fortælle at den handler om Jay Gardiner og hans far Mitt.
I starten af filmen er Mitt død via selvmord på baggrund af lungekræft. Mitt var dykker og meget passioneret omkring det og prøvede også at give passionen videre til sin søn Jay.
Men, nu er Mitt død og da Mitt døde ved at falde i havet (og drukne), er hans krop aldrig fundet. Det vil Jay lave om på, så han vover sig ud på havet (på trods af advarsler), og vælger at dykke ned, for at finde sin fars lig.
Jay bliver dog på dybt uheldigvis slugt af en kaskelothval. Jay har så, 1 times ilt tilbage og skal nu så kæmpe mod tiden (og hvalens indre), for at komme ud i live.
Whalefall er instrueret af Brian Duffield som også har skrevet manuskriptet sammen med Daniel Kraus.
Brian Duffield er på sin vis en interessant instruktør, fordi alle hans film (inklusiv denne), basere sig på én idé eller en én særlig præmis.
Hans første film, handlede om et USA, hvor folk spontant eksploderede. Hans anden film var en slags sci-fi-gyser, hvor hovedpersonen aldrig sagde noget som helst og denne, handler så om en fyr i en hval, der kæmper for at komme ud.
Den handler dog også om meget mere end dette, fordi der er i tidens løb lavet mange film om ren overlevelseskamp, eller folk der er fanget i et eller andet, som de kæmper for at slippe ud fra.
I denne films tilfælde, kan jeg fortælle dette, uden at spoile.
Langt størstedelen af tiden, er man skam inde i hvalen med Jay, hvor det mildt skrevet, er klaustrofobisk og hvor flere ting kan dræbe, udover hvis man fjerner ilten.
Men, der er også mange flashback-scener (eller minde-scener, om man vil) mellem Jay og Mitt. De er ikke altid særlig muntre, da Mitt enten til tider er vred over, at Jay ikke er obs på de forskellige informationer om dykning eller ærgerlig over, at Jay ikke deler samme passion for dykning.
Passer disse ting, sammen med Jays kamp for overlevelse (og udvej) i en hval?
På sin vis jo, da Whalefall oveordnet også er en sorgbearbejdelsesfilm, i forhold til at Jay også skal kæmpe sig frem til, at huske hvad hans far fortalte og lærte ham, og de gode minder de havde sammen.
I forhold til spænding, kan det skam også skrives at den på sin vis stiger. Ikke kun fordi Jay får større og større iltmangel, men også i forhold til hvor Jay er i hvalen og ligeledes hvad der sker med hvalen selv.
Rent film-teknisk, så fungere filmen virkelig fremragende.
Kameraføringen af Aaron Morton er faktisk ret fantastisk. Særligt fordi, den virkelig skaber en god fornemmelse af, hvordan det måtte være inde i en kaskelothval, hvilket blot højner filmens intensitet og klaustrofobiske følelse.
Yderligere, er lyddesignet af bl.a. James Miller og Peter J. Devlin, vildt godt og ekstremt detaljeret.
Ikke blot i delen, hvor Jay dykker ned i havet, men særligt i forhold til alt der er inde i hvalen og hvad det påvirker, når hvalen bevæger sig rundt.
Det kan også skrives, at der er krediteret hele 387 personer for filmens visuelle effekter. Selvom man skam ikke ser nogen rigtige fisk eller hvaler i filmen, så er det virkelig dybt detaljeret og meget flot lavet i filmen.
Når det så kommer til skuespillet, så er der egentlig kun 2 der er i fokus i filmen.
Dette er Austin Abrams der spiller rollen som Jay og så Josh Brolin der spiller rollen som Mitt.
Austin Abrams er virkelig fremragende til at spille desperat og bange, hvilket Jay er størstedelen af tiden. Austin Abrams snakker også forholdsvist meget med sig selv i filmen, men dette fungerer også virkelig fint, i forhold til at holde sig selv i gang og skabe en form for håb. Austin Abrams har og en troværdig far-søn-kemi med Josh Brolin.
I forhold til Josh Brolin, kan det skrives at han er dybt tatoveret. Dette fortæller ikke rigtig nogen om hans præsentation, men det er dog et faktum. Men det kan skrives, at Josh Brolin ikke nødvendigvis portrættere den kærligste far, men snarer en fader der gerne vil hærde sin søn og vil have at han skal være meget lignende ham.
Dette gør Josh Brolin skam fremragende og der vises skam også mere kærlige dele af Mitt-karakteren, som på sin vis, gør den mere kompleks eller med flere dimensioner end, bare en far der gerne så at han søn elskede dykning.
Jeg vil dog alligevel ikke kalde filmen helt perfekt. Dette er dog til trods for, at den har meget godt kørende for sig og (for én der nu har set alle hans film), klart er Brian Duffields hidtidigt bedste film.
Men, på et tidspunkt, begynder Jay at høre en stemme inde i hvalen. Jeg vil ikke skrive yderligere, men der synes jeg måske filmen smurte lidt på tykt på med sin patos.
Men, hvis man søger en intens overlevelsesthriller, som skam både er ret underholdende og til tider rørende, så kan Whalefall bestemt godt anbefales!
