Instruktør: Tim Burton
År: 1988
Genre: Komedie
Der er visse film, som nærmest er dømt til at blive kultklassikere. Enten fordi de er så aparte eller fordi de bare besidder noget vildt særpræget, som er nødsaget til at skille sig ud fra mængden.
Sådan en film, er og var instruktøren Tim Burtons 2. spillefilm, Beetlejuice.
En film med en noget skør historie, som jeg nu vil prøve at forklare.
Adam og Barbara, er et ægtepar som er bosat et sted i Connecticut og som i starten af filmen, står til at holde ferie, som de så vil bruge på at dekorere deres hus. Desværre når deres ferie knap nok at starte, før de dør i en meget pludselig bilulykke.
Ligeledes, når Adam & Barbara, knap nok at vænne sig til tilværelsen som spøgelser, før deres hus bliver overtaget af nye folk. Der er her tale om, Delia (som er en kunstskaber, med store ambitioner), Charles (som er en forretningsmand, som bare gerne vil slappe af) og så Charles’ datter, Lydia (som er meget bleg, altid går klædt i sort og er meget interesseret i det okkulte). Adam & Barbara, vil meget gerne have deres hus for dem selv og prøve også at skræmme de nye beboere væk, men dog uden megen held, da de kun kan ses hvis man tror på dem.
Dog, bliver Adam & Barbara, pludselig gjort opmærksom på en såkaldt bio-eksorcist, ved navn Betelgeuse (som dog udtales, Beetlejuice) som så kan hjælpe med at fordrive og skræmme de levende væk, men som dog skal hidkaldes, ved at man nævner hans navn 3 gange. Dog, er Beetlejuice (dette vil han blive kaldt i det resterende af anmeldelsen, da det er nemmere og da det er det navn, som karakteren er kendt under) lidt af en spasmager og ballademager, så han er derfor svær at samarbejde med.
Tim Burton, er en instruktør som siden hen er blevet kendt for, at bl.a. at gøre Batman endnu mere populær, via hans 2 Batman-film og overordnet er han blevet kendt for at lave film om enten specielle skabninger (såsom Edward Saksehånd) eller overordnet bare specielle film, som bevidst er specielle og anderledes fra mængden (såsom, Big Fish ellerCorpse Bride) og Beetlejuice, passer perfekt under denne slags film.
Den har i øvrigt manuskript af henholdsvis, Warren Skaaren, Michael Mcdowell og Larry Wilson.
Og for nu at komme til sagen for, hvorfor Beetlejuice er en film (og en karakter) for sig, jamen så har det bl.a. noget med tonen at gøre.
Film der handler om død og/eller døde personer der forsøger at hævne sig, kunne godt have en dyster tone, men dette er slet ikke tilfældet her, da Adam & Barbara, forholdsvis hurtigt acceptere at de nu er døde og derfra, bare prøver at få det bedste ud af det. Dernæst så er tonen, overordnet meget gakket og noget som på nogle punkter, godt kunne minde om en tegnefilm (her ment fx en tegnefilm med Snurre Snup, som typisk er lidt mere gakket end dem med Mickey Mouse), hvilket faktisk passer meget perfekt med selve Beetlejuice-karakteren, da han er vildt overdreven, fra sekundet han kommer frem i filmen og forbliver dette, i det resterende af hans spilletid.
Dernæst, kan det også at Beetlejuice, på sin vis er en ganske perfekt gyserkomedie og også potentielt en gyserfilm, som ville passe fint som et lidt ældre barns (9-10-11) første bud, på en små-gyset film.
Fordi, selvom der skam er tale om en komedie, så er der visse dele af den, som potentielt kan virke skræmmende, såsom fx en meget grusom slange. Disse dele er dog ganske fint spredt udover filmens 92 minutters varighed, så grinene og de små gys, dermed er fint fordelt og i balance.
Der skal bestemt også nævnes noget om skuespillet.
I filmens hovedroller som spøgelsesparret, Adam & Barbara, er der Alec Baldwin & Geena Davis, som faktisk er ret så perfekte i deres roller, fordi de både portrættere rollerne med en dejlig naturlig skævhed og begge besidder en virkelig god og dejligt underspillende komisk timing.
Som parret der flytter ind (Charles & Delia), er Jeffrey Jones & Catherine O’Hara, også virkelig velvalgte, i forhold til at portrættere nogle folk som er meget overklasse og konstant føler at de har styr på situationen.
I rollen som Lydia, er den (dengang) blot 16 årige Winona Ryder, virkelig perfekt, da hun mere end perfekt portrættere en ung pige, som bevidst vil skille sig ud fra mængden og som fra start af, er opmærksom på spøgelsesparret i huset og ved at der er noget mærkeligt i gære.
Og for lige at komme til filmens titel rolle som Beetlejuice, jamen så er Michael Keaton (i hvad han betegner som værende sit livsrolle), er gigantisk festfyrværkeri fra sekundet han træder frem, fordi Beetlejuice, simpelthen bare er ”for meget”, i den højest mulige grad og nok også er så skør, at der er en smagssag om man finder ham virkelig sjov eller vildt irriterende.
Noget andet som også kan nævnes, er at filmen rent visuelt er virkelig flot og dybt legesyg. Beetlejuice udkom i 1988, hvor sådan noget som computer-effekter (eller CGI, som det kaldes) enten var meget nyt eller noget som ikke helt eksisterede og dernæst kan det siges at, Tim Burton, ønskede at filmen skulle have en følelse af at være en b-film fra 1950’erne, hvilket dermed gjorde at filmens effekter ofte ser billige ud og ikke særlig pænt ud.
Dette er dog i sidste ende perfekt, for filmen og særligt fordi det også virker som om, at Tim Burton havde ganske frie tøjler, til at gøre hvad han vil.
Rent musikalsk har, Danny Elfman (som meget ofte har samarbejdet med Tim Burton), bidraget med noget skønt og ganske eventyrligt underlægningsmusik og så kan det nævnes, at Harry Belafonte også bidrager med op til flere skønne sange på soundtracket.
Er Beetlejuice, så en perfekt film?
Som kultfilm, er den helt perfekt, men som film i alt almindelighed, dog ikke helt, da den lidt går i stå i midten af filmen eller lidt tæt mod slutningen, for dog så hurtigt at komme op i gear igen.
Ellers, så er Beetlejuice, dog bestemt en 80’er-klassiker og en gyserkomedie, som i den grad, sagtens kan klare et gensyn.
Beetlejuice får 5/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨
Billed- og lydkvalitet:
På uhd-skiven bliver vi forkølet med et Dolby Atmos-lydspor, som gør et yderst seværdigt indtryk. Alt fra almindelig tale, til buldrende og larmende effekter, i selskab med Beetlejuice, gør det utroligt godt.
Billedsiden er HDR10, som bestemt er flot at se på hele filmen igennem. At det er en ældre sag fra 1988 kan (næsten) ikke ses og rent visuelt er det et kæmpe løft, fra den blu-ray-udgivelse der kom for en del år siden. Farverne er utroligt flotte, kontrasten skarp og alt i alt en imponerende udgivelse.
Tusind tak til SF Studios
