Originaltitel: Paris, Texas
Instruktør: Wim Wenders
År: 1984
Genre: drama
Kan streames gratis på Filmstriben.dk
En mand med stort fuldskæg, slidte cowboybuker og falmet kasket vandrer rundt alene i ørkenen. Han drætter om i en butik, da han spøger om noget vand. Efterfølgende bliver han fragtet til den nærmeste læge. Manden er dehydreret og snakker ikke. Lægen finder dog et visitkort i hans bukselomme, som fortæller at manden hedder Travis.
Ikke lang tid efter kommer Travis’ bror, Walt, for at se ham. Walt har været meget bekymret. For Travis har været væk i fire år, uden at give lyd fra sig. Nu er hans bror endelig fundet, men spørgsmålene begynder at hobe sig op.
Hvor har Travis i al den tid været? Har han været alene? Og hvorfor har han isoleret sig fra de mennesker som holder af ham allermest?
Walt får overtalt Travis til at komme med ham til L.A, hvor han og hans kone bor. Og Travis’ søn som han efterlod for fire år siden. Langsomt begynder Walt at tale igen og opføre sig som en, ja, civiliseret person, som gerne vil have kontakt med omverdenen. Travis’ ca. otteårige søn er også vældig begejstret for at have sin far tilbage og alt virker idyllisk for en kort stund.
Selvom Travis langsomt begynder at åbne op og prøver at connecte med hans søn, sætter Walt og hans kone spørgsmål ved det hele. For hvad var det egentlig Travis flygtede fra ude i ørkenen, nær Mexicos grænse? Vil han forsvinde igen eller kæmpe for den familie han nu har genfundet?
Tyske Wim Wenders har med Paris, Texas kort sagt skabt et fintfølende og stilfærdigt mesterværk, som rammer én lige i hjertekulen. Jeg har kun set den en gang, men sjældent har en filmoplevelse gjort så stort indtryk på mig. Alt går bare op i en højere enhed med denne film.
Wenders har altid været en ener i filmbranchen, og har udtalt at han aldrig har brudt sig om sex og vold på det store lærred. Næh, så er han er mere til sax og violin.
I Paris, Texas er det dog ikke så meget af netop disse to instrumenter, men til gengæld en blues guitar, som passer perfekt til de æstetiske flotte billeder af the open highways, ørkener, øde landdistrikter og kolde bylandskaber. Wenders får bygget en perfekt melankolsk stemning op, som passer til det helt store tema i filmen: ensomhed. Hvordan er det vi tackler sådan en størrelse, når livet går stærkt og ruller fordi én i farten.
Harry Dean Stanton, som døde i 2017, gør det vanvittigt godt i filmen som den udfordrede Travis. Det gør de andre store roller også, bl.a. Dean Stockwell (som spiller Travis’ bror) og selvfølgelig Nastassj Kinski (som brillerer i filmens sidste del som Travis’ kone). Men det er i sidste ende Stantons imponerende indsats, som gør det allerstørste indtryk. En betagende og bevægende præstation, som altid vil blive fremhævet, når filmnørder snakker om de bedste præstationer i filmhistorien.
Stanton har sågar fortalt at ”efter alle de år spiller jeg endelig rollen, som jeg ønsker at spille. Hvis jeg aldrig får en rolle igen efter Paris, Texas, er jeg stadig glad.”
Heldigvis for (os) filmentusiaster fik Stanton flere yderst seværdige roller på hans CV efter Paris, Texas, som udkom i 1984. Filmskabere som David Lynch og Martin Scorsese kunne heldigvis også godt se hvad manden kunne på og gav ham chancen i flere af deres film.
Selvom dialogen er afgørende vigtig i filmen, er det i samspil med de mange scener, som står tilbage med billeder og musik, uden at der bliver sagt et kvæk overhovedet, at det hele går op i en højere enhed. Wenders har med Paris, Texas kreeret én af de sjældne filmperler, som beskriver ensomhedens væsen mere rørende end nogen anden film om emnet har gjort. Samtidig strejfer han også ved “den amerikanske drøm” som fremstår opnåelig, men samtidig også en smule skræmmende.
Paris, Texas er selv 40 år efter premieren skræmmende aktuel i det moderne samfund, hvor alle har så hulens travlt. Forhåbentlig ikke så travlt, så man ikke har tid til at se en tidløs klassiker med alle de rigtige ingridinenser til en enestående film.
Paris, Texas får 6/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨 🔨 🔨
