Instruktør: Jonathan Glazer
År: 2023
Genre: Krig/Drama
En totaloplevelse, der hele tiden truer med at knække dig.
En film om holocaust, hvor du intet ser til den ondskab, der ellers er så uløseligt forbundet med Auschwitz. Du ser ikke den fysiske ondskab, men du hører den.
Du ser idyl, frihed og legende børn. Men det hele i et sygt og forkvaklet lys.
Du bliver efterladt martret og udmattet i biografsædet…
Den rådne virkelighed
Filmens handling er løst baseret på fakta. Du følger livet for Kommandanten for det enorme lejrkompleks, Auschwitz-Birkenau, Rudolf Höss, hans hustru Hedwig, og deres fem børn.
The Zone Of Interest er kort fortalt, en film om en familie, der lever mentalt afsondret fra virkeligheden.
Fornægtelse, uvidenhed og tilvænning går hånd i hånd i livet i den store villa, hvor familien Höss lever et problemfrit og idyllisk liv.
Man kunne også kalde det kontrastfyldt, idet nazisternes største udryddelseslejr, ligger lige op af haven. Kun en mur adskiller bogstavelig talt himmel og helvede.
Rudolf Höss er en pligtopfyldende mand, der sætter en ære i at udføre sit arbejde. Hedwig er den typiske, hjemmegående kvinde, der holder styr på alt på hjemmefronten, og som står for opdragelsen af parrets fem børn.
Hun ved jo godt hvad der foregår bag muren, men ignorerer det. Hun vil ikke se sandheden i øjnene, hun har en pligt overfor både mand og fører.
Men hun bliver mere og mere tynget af de sygelige kontraster, der omgiver hende og børnene.
Selvom filmen måske nok har Rudolf Höss som et naturligt omdrejningspunkt, så er det Hedwig, der er den egentlige hovedkarakter, og filmens emotionelle anker. Hun rummer de nuancer, der ellers er totalt fraværende hos hendes mand.
Christian Friedel er suveræn som kommandanten. Han rammer karakteren flot og præcist, og med sin kyniske og iskolde mimik bliver han til sin rolle.
Det til trods må jeg sige, at Sandra Hüllers portræt af Hedwig rører mig endnu mere. Hendes karakter giver hende måske også mere at spille med, men hun forvalter sine evner, og store talent perfekt i alle de scener hun er med i. Det vil sige nærmest alle filmens scener. Ligesom Christian Friedel bliver hun ét med sin karakter.
Hun er så dygtig, at hun hele tiden formår at bygge flere lag på Hedwig. Jeg har sjældent set noget lignende.
Ondskabens symfoni
Under en ridetur i aftensolen, fortæller Höss ivrigt sin hustru, at det da vist er en bestemt hejre de kan høre skræppe op inde i det enorme sumpede skovområde, der omkranser udryddelseslejren. Centralt i lydbilledet hører “vi andre – os foran lærredet” hidsige, korte kommandoer, og uhyggelige skrig.
Det virker som om det kun er beskuerens virkelighed. Ægteparret “hører” det ganske enkelt ikke.
Jeg kunne se filmen med lukkede øjne, og stadig få nogenlunde samme oplevelse. Filmens billeder er visuel støtte til den sansebombardement dine ører udsættes for. Billederne i ens eget hoved er helt tydelige – du er aldrig i tvivl om, at det hele er en rådden og falsk illusion.
Den lydside er for vild.
Instruktør Jonathan Glazer, der er bredt anerkendt for Ben Kingsley tour-de-forcen, Sexy Beast, og Sci-Fi thrilleren, Under The Skin, skifter arena, med The Zone Of Interest.
Han rammer dramaet, den døde stemning og den isnende ondskab, fuldstændig sublimt. Han har som instruktør haft en klar vision, som han har ført ud i livet.
Han har haft modet til at satse på noget så atypisk som et Holocaustdrama uden vold, og uden “de gode og de onde”.
Det er filmen der er ond, det er stemningen og lydsiden der agerer filmens antagonist.
Det er fantastisk flot eksekveret af Jonathan Glazer.
Vi runder af
Filmen som helhed, men især lydmæssigt, men, så har jeg kun haft en sådan totaloplevelse to gange før.
Første gang var med en anden film, der foregår i Auschwitz, nemlig László Nemes Son Of Saul.
Anden gang var med Erik Poppes Utøya 22. Juli.
Begge film rørte mig, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg var fysisk og følelsesmæssigt udmattet, af det vanvittige sansebombardement der ramte mig ved begge film.
Det er sådan jeg har det med The Zone Of Interest. Den sidder dybt forankret i kroppen, og måske bliver det umuligt, at lægge den fra mig.
Filmens komponist Mica Levi, har arrangeret musikken ned til den mindste detalje. Det er meget nedtonet, og ligger bare et sted og lurer. Sammen med lydholdets helt overjordiske arbejde, er det en stor del af grunden til filmens klaustrofobiske stemning.
Jeg kan ikke andet end at hylde Jonathan Glazer, og hele holdet bag The Zone Of Interest for det stykke filmhistorie de har skabt. Det er unikt.
