Instruktør: Martin Zandvilet
År: 2023
Genre: Drama.
Kan bl.a. streames på Blockbuster
Toves Værelse, er Martin Zandvilets filmatisering af Jacob Weis’ teaterstykke af samme navn.
Den omhandler Tove Ditlevsen & hendes mand (i hvert fald i 1963) Victor Andreasen som får besøg af Klaus Riftbjerg, til en frokost. Eller rettere, Tove Ditlevsen får besøg af Klaus Riftbjerg og på grund af nogle pludselige ting, gør Victor dem selskab.
Til at starte med, skulle det handle om en samtale om litteratur (af bl.a. Rilke), men Tove slår hurtig fast, at det skal handle om druk og det kommer efterfølgende til at handle om meget mere, da Victor finder plads i selskabet og bl.a. spørger ind til en tur som Tove Ditlevsen og Klaus Riftbjerg var på i Norge.
Mere vil jeg ikke afsløre, men jeg kan dog sige at skulle man have set teaterstykket Toves Værelse, så har man dermed også set filmen, da der ikke er tilknyttet andre manuskriptforfattere til filmen end Jacob Weis, hvilket jeg vil tro gør dette til en meget tro filmatisering af teaterstykket (måske endda ord for ord).
Dernæst gentager Paprika Steen & Martin Brygmann også deres roller som henholdsvis Tove Ditlevsen & Victor Andreasen fra teaterstykket, hvilket i den grad gør at de kan disse roller på rygraden.
Men hvad er der egentlig tale om her?
Jo, først og fremmest kan det påpeges at Tove Ditlevsen var en midaldrende kvinde i 1963 (45/46 år) og havde masser af ar på sjælen og indlæggelser på psykiatrisk afdelinger, samtidig med at Victor Andreasen er meget åben og ærlig over for hende, at han har en elskerinde.
Dermed kan det her afsløres at der er tale om en magtkamp og samtidig en kontrolkamp, da det lige så meget handler om hvem i selskabet der står op (og er fattet) og hvem der måtte ligge ned og ikke kan kunne sige noget til forsvar.
Dette ses både tydeligt gennem Martin Zandvilets instruktion og navnlig gennem kameraføringen af Camilla Hjelm, som består af virkelig mange nærbilleder, enten af karakterer der råber/siger noget eller som modtager det der bliver råbt/sagt til dem.
Det skal også siges at der er tale om en teaterstykke-filmatisering, så foregår filmen i 2 rum (badeværelset og stuen) og i forhold til det der bliver sagt, er der tale om en blanding af dialoger (2 eller 3 mennesker som snakker sammen) og monologer (1 som taler i nogle minutter).
Der er dog tale om dialoger/monologer som rammer én eller mig i hvert fald, fordi selvom noget af det skam føles skrevet, så føles meget af det dog også ok naturligt, i forhold til situationen som enten Tove, Victor eller Klaus måtte stå i.
Derudover skal det også påpeges at stemningen er meget intens når Tove, Victor og Klaus er samlet og når de så er på tomandshånd, er stemningen enten fortsat intens eller sørgmodig, alt efter om Tove er i rummet.
Der hvor jeg dog synes at filmen fungere bedst er når de alle 3 er i rummet, da jeg virkelig synes der er noget gribende og spændende over at se Paprika Steen, Martin Brygmann og Joachim Fjeldstrup (som spiller Klaus Riftbjerg) spille over for hinanden og sommetider imod hinanden, da der skam aldrig er noget der kan kaldes for god stemning i denne film.
Grunden til at jeg skriver dette er fordi at når enten Tove eller Victor ikke er i rum med Klaus, så synes jeg at film lidt taber momentum, hvilket jeg særligt føler i scenen hvor Tove fortæller Victor, hvordan hun mødte Klaus (imens Klaus er ude for at hente whisky til kaffen).
Om end, Paprika Steen udfører denne monolog til perfektion, så synes jeg bare filmen står unødvendigt stille her, selvom den endda kun varer små 5 kvarter.
Men noget som også kan nævnes og som kan nævnes kort er at Paprika Steen, Lars Brygmann, Joachim Fjelstrup, hver især bør være selvskrevet til en Robert eller Bodil-nominering næste år, fordi de spiller ganske enkelt noget af det allerbedste (hvis ikke dét bedste), de nogensinde har gjort på film.
Paprika Steen er fænomenal som den utilregnelige og sommetider bidske og sårbare Tove Ditlevsen og Lars Brygmann er ligeså fænomenal som Victor Andreasen, som gør alt hvad der kan gøres, for både at holde kontrollen over Tove Ditlevsen (her ofte ment at holde hende nede) og kontrollen over selskabet.
Særligt kan det siges at Lars Brygmann råber forholdsvis meget (hvilket vist ikke er unormalt i teateret, for at kunne nå de bagerste rækker), men det lykkedes dog at give okay mening, da det bruges til at slå pointer og holdninger fast.
Joachim Fjelstrup er også fantastisk som Klaus Riftbjerg, som på sin vis er den mest forståelige karakter, da han meget af tiden prøver at fastholde fatningen og grunden til at han er kommet på besøg, hvilket bestemt ikke er nemt.
Sonja Oppenhagen som spiller hushjælpen fru. Andersen, bør også nævnes, fordi selvom hun ikke gør meget, så siger alle de blikke som hun sender (særligt) Tove Ditlevsen/Paprika Steen, ret så meget.
Det skal også siges at meget af filmens intensitet også kommer via dens teatralske oprindelse, da der (med undtagelse af et Etta James-nummer, som Tove sætter på grammofonen) absolut ingen underlægningsmusik er og derfor kan de knirkende gulve eller når glas bankes ned i bordet, tydeligt høres via filmens lyd-design og dette nød jeg et så meget.
Alt i alt er Martin Zandvilets filmatisering af Jacob Weis’ teaterstykke, et virkelig intenst, ofte meget spændende og sommetider direkte hjerteskærende kammerspil hvor alt (udover skuespillet) spiller ret perfekt og hvor det kun er små stunder, som afholder den for at være helt perfekt.
