Den satans familie

Picture of Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

År:

Genre:

Originaltitel: DEN SATANS FAMILIE – En dokumentarfilm om dødsmetalbandet BAEST.
Instruktør/Tilrettelægger: Katrine Hornes og Frederik Lauridsen
År: 2019
Genre: Dokumentar/Musik

Dokumentaren er anmeldt tidligere, men tiden går, og ting bliver større.

Baest er blevet større!

Baest er vokset helt enormt siden Den Satans Familie kom ud på dr.dk i 2019.

Jeg anmeldte den lige da den kom, og var meget begejstret. Det er jeg selvsagt stadig, og mere til. Grunden til denne “genanmeldelse”, skal findes i den kontekst der hedder; Baest er en helt anden størrelse nu, end de var for tre år siden.

De har gennemsmadret Copenhell’s to største scener, turneret Europa tyndt, vundet sorte hjerter overalt, hvor de spiller, og haft en formkurve, der peger i én retning: OP!

Hvad er så næste skridt for Baest?

Som forsanger Simon Olsen siger i dokumentaren, så er ambitionen at erobre verden med deres dødsmetal. En ambition der dengang, måske synes lige lovlig ambitiøs – genren taget i betragtning, men som nu faktisk er en reel mulighed.

De har tårnhøje ambitioner, og indtil videre lykkes de med dem. Til trods for en verdensomspændende pandemi, står Baest nu stærkere end nogensinde. De har brugt pandemien til deres fordel, og skabt musik i stedet for at sidde og fise husleje af. En typisk ting for Århus-bandet – ud over stepperne.

Et menneskeligt og sårbart bæst

Filmen fokuserer på Baest’s første store tour.

De er med som support for – et af mine personlige yndlings dødsmetalbands – mægtige Decapitated.

De skal stå model til håbløse supportbands, og manglende pli fra hovednavnet.

Derudover lider de under savn af både koner/kærester, og måske ikke mindst deres børn.

Jeg var selv væk fra min nyfødte søn i tre dage (og det var sgu hårdt!), så jeg kan godt forestille mig at tre uger (mas o menos) kan være svære at komme igennem.

Men som guitarist Lasse Revsbech siger, så er det at komme på sådan en tour en mulighed, der virkelig kan flytte noget for bandet – dvs. en mulighed de bli’r “nødt” til at tage.

Bassist Mattias “Muddi” Melchiorsen, følger op, og fortæller at de er nødt til at turnere massivt, da de ikke tjener knaster på radio airplay, men via liveaktivitet og merchsalg.

Det er en ærlig og direkte dokumentarfilm.

Vi kommer under huden på bæstet fra Århus(…..), og vi får både et indblik i det hektiske turneliv, og konsekvenserne heraf – positive såvel som negative.

Den er også bare ærlig og oprigtig.

Ikke mindst når guitarist Svend Engsig Karlsson åbner op omkring sine indre dæmoner, og helt åbent fortæller om konsekvenserne deraf, samt hans måde at bearbejde dem på.

Det er rørende at høre på, og det giver et andet billede af bandet, som jeg normalt forbinder med spas, gak og dødsmetal.

De andre i bandet har stor forståelse, og der er generelt stor accept og respekt for hver enkelt medlems vaner og udfordringer.

Simon fortæller i filmen om at finde sin plads i bandet, som er bygget på tætte relationer de andre medlemmer imellem. Den ensomhed og forvirring han til tider kan opleve nedenfor scenen, må han formidle ud oppe på scenen. Noget han så til gengæld gør med en autoritet, der er de færreste frontpersoner forundt!

Det er også en skidehyggelig og sjov dokumentar.

F.eks. da trommeslager Sebastian Abildsten på et tidspunkt forhører sig om hvorvidt de kan ændre lidt i spilleplanen – se den, og i vil forstå. Det er sjovt for os seere.

Jeg må i den forbindelse give Baest-drengene helt ret. De burde have været direkte support på den Tour!

Det er også helt hyggeligt at se de lokale dødsmetallere på slap line.

De har det bare fedt sammen, og det kan mærkes.

Jeg kan ikke prale af at kende dem, men har da sludret lidt hist og her med dem, og kan såmænd sige de er utrolig rare og tilgængelige. Også har jeg været med stort set fra begyndelsen, så jeg ved og andet – eller noget…

Savn og succes

Baest er en velsmurt maskine, der kører upåklageligt, men det er ikke uden problemer at være på tour.

De skal midt på turen pludselig for alvor stå på egne ben, og styre hele biksen selv.

Deres manager Jens Karlsson tager på velfortjent bryllupsrejse.

Det giver lidt udfordringer bandmedlemmerne imellem, men er med til at tømre bandet stærkere sammen.

Det er mit indtryk at Baest er mere tætte og har et endnu stærkere fundament efter denne tour.

Det er et fundament, der kan være med til at cementere deres position på den danske musikscene fremadrettet, OG give dem flere muligheder i udlandet.

Her til sidst vil jeg lige få noget på det rene omkring disse fem musikere:

Det er en løftet pegefinger, og til dels en strittende langemand til usaglige kritikere af bandet.

Til de få der mener Baest er nogle forkælede snotunger, der har fået succesen foræret (ja der findes sgu nogle danskere med ondt i røven!).

Til dem vil jeg anbefale denne film, der viser et hårdtarbejdende band, der ofrer mange ting for deres musik, samt en manager, der virkelig kan sit kram.

Derudover vil jeg anbefale dem at tjekke bandet ud live.

Der er Baest bedre end de fleste andre (fra ind- og udland), og der bør selv den mest nævenyttige kritiker af bandet blive omvendt.

Det er sandt at bandet gik fra 0-100 efter debutkoncerten på Royal Metal Fest 2016, men det er altså fordi de er et pissegodt band, der lever og ånder for deres musik, og fordi de er myreflittige på landevejen og i studiet.

Færdig, punktum!

Baest har eksisteret i små syv år, og har allerede skabt et kæmpe fundament.

Tre fuldlængdealbums og to EP’er, samt et hav af koncerter

Et band, der næsten kan kaldes et fænomen på den danske metalscene…

Når jeg sludrer musik med tilfældige mennesker fra andre lande til festivaler og koncerter, så er det ofte, at Baest bliver nævnt i samme åndedrag som de helt store indenfor death metal.

Det folk vil se er Immolation, Cannibal Corpse, Bloodbath og…. BAEST! Det siger sgu noget om de her gutters evner på scenen. 

Folk snakker, og lad dem blive ved med det. Rygtet om bandet spreder sig langt ud over Danmarks grænser, og den fortjeneste er bandets alene!

Hvis jeg nu skal øse ud af min livserfaring, og kloge mig et lidt overfor bandet:

Bliv ved med at køre på. Jeres kilde til kreativitet er tilsyneladende enorm.

Sonder terrænet, og husk at give jer selv tid til at nyde jeres succes.

Dokumentaren er på fire afsnit, og kan streames på DR.dk

Den satans familie får 6/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Coyote vs. Acme

Hvis man har gode minder med Looney-Tunes-tegnefilmene, så er Coyote vs. Acme, en stor anbefaling!
Det er ikke en perfekt film, men der er masser af gode grin for hele familien.

Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Nicolai har denne gang anmeldt en gyserkomedie, om en aspirerende filminstruktør som forsøger at give sin yndlings gyserfilmserie et comeback, men som dog ender med mere end hvad hun bad om.

Teenage Sex and Death at Camp Miasma, er en gyser-satire og meget mere til. Den er ikke for alle, men dog meget anbefalingsværdig.

Hana Korea

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk/sydkoreansk film om en ung kvinde ved navn Hyesun, som ankommer til Nord- til Sydkorea, for at få en anden tilværelse og tjene penge til hendes syge mor.

Der er tale om en meget rørende og meget menneskelig film, som kræver tålmodighed, men dog giver en smuk oplevelse, hvis man er klar på den.

The End of Oak Street

En familie bliver lige pludseligt angrebet af dinosaurer i 1982. Dette er præmissen i The End of Oak Street, som Nicolai har anmeldt og som ikke er helt perfekt.
Alligevel er den dog seværdig nok til en bif-tur.

Spider-Man: Brand New Day

Biografpremiere: 29/07                     Med store krater, kommer et stort ansvar. Dette citat er ofte blevet brugt i Spider-Man-regi og kan ofte være kernen til at forstå

Far Til Fire På Landet

I anledning af den igangværende sommer, har Nicolai genset og anmeldt, en rigtig dansk sommerklassiker.
Far til fire på landet, sprudler af sommer, højt humør og hygge og kan sagtens nydes og genses med hele familien!

Odysseen

Nicolai har denne gang anmeldt sommerens største storfilm, som er Christopher Nolans filmatisering af Odysseen.
Der er tale om en gigantisk og næsten overvældende filmisk rusketur som i den grad er en biograftur værdig!

DJ Ahmet

Nicolai har denne gang anmeldt en lille makedonsk perle om 15 årige Ahmet, der passer får, passer sin lille stumme lillebror, men som også prøver at finde tid til andre ting.

Det er ikke nogen perfekt film, men dog en virkelig hjertevarm film, som man ikke bør snyde sig selv for at nyde