Originaltitel: Becky
Instruktør: Jonathan Milott, Cary Murnion
Produktionsår: 2020
Genre: Action, thriller
Set på: Viaplay
Becky landede for kort tid siden på Viaplay, tilsyneladende et år efter filmens amerikanske premiere. Skuespilleren Kevin James pryder filmens forside, og eftersom han primært er kendt for sine humoristiske roller, som i King of Queens og Mall Cop, kunne man let forledes til at tro, at der er tale om en komedie. Dette er dog langt fra tilfældet.
Becky handler om teenageren Becky, som under et år efter at have mistet sin mor til kræft, konfronteres med at hendes far skal giftes med sin nye kæreste. Dette som en “surprise” i familiens sommerhus, hvor tanken så er, at der efterfølgende skal hygges med faren, hans kommende kone, og hendes søn. Dette ufølsomme scenarie virker underligt karikeret (hvorfor har faren ikke snakket med Becky på forhånd), og iscenesætter på mest klodsende vis familien i de rammer, som historien kommer til at udfolde sig. Inden længe banker det nemlig på døren, og det er ikke guds bedste børn som venter udenfor, men en gruppe nynazistiske fanger (på flugt), der leder efter en nøgle, som skulle befinde sig i sommerhuset.
Herefter tager tingene fart, og filmen udvikler sig til en home invasion-thriller, hvor Becky bliver en teenagers svar på Rambo. Der er et par punkter, som gør at Becky skiller sig en smule ud. For det første er det interessant at se Kevin James som nynazistisk bandeleder, med et gigantisk hagekors tatoveret i nakken, og uden en snert af humor. Ærgerligt nok finder man dog hurtigt ud af, at denne transformation ikke er videre vellykket, og James formår på ingen måde at gøre karakteren farlig. Den anden ting, som også er det bedste ved filmen, er, at den er enorm explicit i sin vold, og det i en sådan grad at det tangerer splat (faktisk er det splat, og til tider den rene gorefest!). Dette giver filmen noget kant, og en tiltrængt snert af humor. Splatten kunne dog godt have været yderligere overdrevet, hvilket måske kunne have gjort Becky til en kultfilm.
Alt i alt forbliver Becky en virkelig tynd omgang te. Den er ikke særlig spændende, skuespillet er ikke prangende, og til trods for føromtalte splat, mangler den noget kant. Og så kan man spørge sig selv hvad meningen med galskaben egentlig er? Udskuddene er ude efter en nøgle, som åbenbart er led i en større plan om hvidt overherredømme. Vi får dog aldrig at vide præcis hvad nøglen skal bruges til, hvilket i sig selv er tyndt.
Becky kan dog bruges som tilforladelig eskapisme, hvilket kan være tiltrængt i disse tider. Den er dog hurtigt glemt igen.
