Originaltitel: Mank
Instruktør: David Fincher
År: 2020
Genre: Drama/Biografi
Kan nu streames på Netflix
“Don’t worry, folks. The white wine came up with the fish!”
Mank har fået megen omtale, og er i alverdens medier blevet rost i skyhøje vendinger.
Den er blevet rost for sin visuelle sort/hvide stil, og overdådige lydside. En lydside, der er signeret Trent Reznor og Atticus Ross.
To af nyere tids bedste og mest stilsikre filmkomponister.
Den ligner og lyder som noget fra en fjern fortid. Et forsøg på at genskabe filmhåndværket fra dengang evnerne ikke rakte så langt pga. tiden og de tekniske muligheder.
Sidst en film blev hyldet og solgt på den bekostning blev jeg skuffet til op over begge ører. Det var The Artist, og den brændte jeg dælme nallerne på. Den er jo helt forfærdelig!
Det var derfor med lige dele forventninger, såvel som bange anelser, jeg indfandt mig i Øst For Paradis’ bløde sæder en søndag aften.
Mank er ren filmmagi.
Tag ikke fejl, det er ren magi.
Mine bange anelser blev hurtigt gjort til skamme.
David Fincher har simpelthen begået en genistreg med Mank, og han bør være selvskrevet til ihvertfald en masse instruktørpriser for dette værk. Han bevæger sig som en fisk i vandet med Mank. Hver en scene er legende og spændt ud til det maksimale, forstået sådan at scenerne er så gode de kan blive, og samtidig sprudler de af stort overskud.
Det må dælme også være fedt at have en kapacitet som Gary Oldman foran kammeraet – det må give en hvis sikkerhed, og lette en del af presset på ens skuldre.
Gary Oldman bør som minimum få en Oscarnominering for sin præstation, og det vil ikke undre mig, eller skuffe, hvis han til showet d.25 april for overrakt statuetten for bedste mandlige skuespiller.
Han gør det urimeligt godt som manuskriptforfatteren Herman J. Mankiewicz.
Manden der som en del af filmens plot viser, under stor ståhej, fik en Oscar for manusset til Citizen Kane. En Oscar han måske skulle have haft det alene, og ikke sammen med Orson Welles! Der er meget der taler for, at Welles blev for nidkær i processen, men det kan der idag kun spekuleres i. Citizen Kane og skriveprocessen omkring den milepæl i filmhistorien er omdrejningspunktet i Mank.
Mankiewicz tøffer rundt i sin nærmest permanente kæmpebrandert, og er på mange måder manifestationen på filmfolks afstandstagen til Hollywood.
Han var god til det han gjorde, men hadede alt det udenom. Derudover formåede han at lægge sig ud med stort set samtlige mennesker på sin vej. Dette skyldes til dels hans konfrontatoriske facon – han kalder folks bullshit med det samme, og til dels hans noget lemfældige forhold til alkohol. Han er sådan set ofte velmenende, men formår gang på gang at dumme sig pga. en enorm promille.
Han er en karakter jeg både beundrer og har ondt af.
Derudover brillerer Amanda Seyfried som starletten Marion Davies. Hun overbeviser mig endelig om at hun er dygtig, og ikke bare Mamma Mia-skrækkelig.
Charles Dance er også et fund som produceren og rigmanden William Randolph Hearst. Ingen kan simpelthen spille autoritært røvhul som den mand. Hans borende øjne og dybe røst kan lukke munden på alle.
…..med undtagelse af Herman J. Mankiewicz, som ikke ligger under for nogen eller noget.
David Fincher letter lige på hatten til Seven, i en enkelt scene i starten af filmen.
De to scener i de to film er næsten identiske, men konteksten er selvfølgelig vidt forskellig.
Flot og subtilt lavet.
“I’ve got a great idea for a picture, Louis. A picture I just know you’re gonna love. It’s a modern day version of Quixote!”
Mank er blevet kaldt filmen om Hollywood, som Tarantino ville ønske Once Upon A Time In Hollywood var.
Sikke en gang ævl og bavl.
Det er to vidt forskellige film, og to vidt forskellige visioner, der bare på mange måder har samme omdrejningspunkt. Men at sammenligne dem, er som at sammenligne Blade Runner og Arrival – det er jo begge sci-fi film…
Mank er resultatet af en helt klar vision fra David Fincher. En vision der startede tilbage i midthalvfemserne. Han begyndte at skrive på filmen imellem Seven og The Game, som den oprindeligt skulle have kommet efter, men ingen troede på en sort/hvid film om det gamle Hollywood dengang.
Nu er hans vision så endelig blevet til en færdig film, og oh boy, det var værd at vente på!
